Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Nyt design til drivhusbelægning med hjælp fra niecen

Årets store vandpjaskeri i drivhuset, der var blevet helt grønt af alger i vinterens løb, blev sat i værk i dag, hvor der var mulighed for at gøre brug af lidt børnearbejde, idet haveglade Karen var på besøg. Nu gælder det jo snart om at være klar til drivhussæsonen.Både glas og sprosser blev skuret og skrubbet inde og ude, og til sidst blev der spulet efter, så drivhuset blev så fint, at omgivelserne nu spejler sig i glasset. Jorden fik et godt tilskud af Champost, der blev fræset ned, i sidste weekend, så nu skulle den bare lige rives igennem for at se sæsonklar ud.Karen og jeg blev enige om, at vores drivhusbelægning trængte til en opgradering, så vi gik i gang med at male små pyntesten med nyttedyr, der skal holde bladlus og andre ubudne gæster ude af drivhuset. Med inspiration fra en gammel insektbog tilsat en god portion fri fantasi blev det til både sommerfugle, guldsmede, mariehøner, edderkopper og meget mere i glade farver. De blanke, polerede sten har jeg haft liggende i en evighed, uden helt at vide, hvad jeg skulle bruge til, men til det her formål er de helt geniale. Stenene er malet med Posca tuscher, der i det hele taget er ret geniale. Jeg købte mine her.Jeg dyrker tomater og meget andet direkte i drivhusjorden – derfor det årlige tilskud af Champost – og derfor den mobile belægning, der fungerer som trædesten i sæsonen og er nemme at flytte, når der skal fræses. Det giver samtidig mulighed for at give belægningen et nyt design fra år til år – og det er vi nogen, der synes, er rigtig dejligt. Så i år fandt Karen og jeg i fællesskab frem til, at cirkelformen skal prøves af. Sådan har det aldrig set ud før, men jeg kan sagtens se fordele i den. Tanken er, at den uundværlige citrongræs, Cymbopogon citratus, der bliver til en stor, flot græstue med lækre stængler, der kan bruges til mange ting, skal trone i midten af cirklen. Nu glæder jeg mig bare til, at det bliver varmt nok til at plante i drivhuset.

Previous

Anderledes kejserkrone og sort påskeklokke blomstrer

Next

Plantebord med lys og indlagt varme

8 Comments

  1. Smart ide med fleksibel belægning – aldrig set før. Genialt 🙂 Jeg kan godt forstå, at Karen er haveglad og glad for at gå i haven med dig.

    • Lotte Bjarke

      Hej Lisbeth
      Det er en god og praktisk løsning, der har fungeret fint i mange år. Og så giver det jo den ekstra fornøjelse, at den er nem at lave om fra år til år, når nye ideer melder sig. Karen er altid helt klar på nye ideer, og får dem også flittigt selv 🙂
      Mange hhilsner Lotte

  2. Trine

    Genialt 🙂 🙂 hvor festligt og så kreative I er. Dejlig inspiration

    • Lotte Bjarke

      Tusind tak Trine
      Og Ihh, hvor vi hyggede os 🙂
      Mange hilsner Lotte

  3. Lis Madsen

    Hej Lotte.
    Det ser rigtig dejligt ud også når der kommer planter i.
    Hilsen Lis 🌱

    • Lotte Bjarke

      Hej Lis
      Jeg har lige sået dild i indercirklen og spinat i den yderste halvcirkel, for jeg har lidt svært ved at vente til jeg må plante tomater osv ud 🙂
      Mange hilsner Lotte

  4. Anonym

    Hvor er I dog kreative, og hvor er stenene dog blevet flotte. Du er heldig med, at du har Karen som havehjælper.

    Hilsen Elna

    • Lotte Bjarke

      Hej Elna
      Tusind tak – vi hygger os så meget med vores projekter, og det er helt fint at kombinere hårdt havearbejde med lidt kreahygge i drivhuset 🙂
      Mange hilsner Lotte

Skriv et svar

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén