Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Anderledes kejserkrone og sort påskeklokke blomstrer

Jeg stiftede bekendtskab med denne elegante skønhed af en kejserkrone, Fritillaria raddeana, første gang sidste år, og nu er begge de to eksemplarer heldigvis ikke bare kommet igen men også sprunget ud. Er de ikke bare dejlige?Planterne er, som det fremgår, noget tidligere på den end den “rigtige” kejserkrone og meget mindre anmasende. De er knapt så høje, finere bygget og så er jeg jo helt pjattet med den, der sart lysegule til cremefarvede nuance, blomsterne har. Alt i alt et herligt gensyn 🙂Et andet glædeligt gensyn i den mere dramatiske kategori er den mystiske påskeklokke, Helleborus x orientalis, med næsten sorte blomster, der troligt dukker op i det rosa bed år efter år. Den er ikke nær så frodig som dens hvidblomstrede kolleger men ikke desto mindre trofast. Jeg tror, det er ved at være 8-9 år siden, jeg fik den med hjem fra Gartneriet Spiren, der jo er landets største specialist på påskeklokkefeltet.Det ser heldigvis også ud til, at der er et helt nyt bekendtskab på vej, som jeg har store forventninger til. I efteråret plantede jeg nemlig min første kleopatras nål Eremurus x isabellinus ‘Romance’, og jeg er ret sikker på, at det er de raketter, der kommer her, der skal udvikle sig til den forbløffende, smukke og statlige plante, som ses her. Håber, den finder sig til rette her i haven.

 

Previous

Kejserkrone og krinolinenarcis myldrer frem

Next

Nyt design til drivhusbelægning med hjælp fra niecen

4 Comments

  1. Karen Monies

    Flotte kejserkroner du har! Jeg er næsten sikker på at det også er dem vi har i forhaven og enkelte steder i baghaven hvor de popper op i græsplænen. Jeg har dog nogle år måtte skære dem ned fordi jeg simpelthen ikke kunne holde deres duft ud. Har du samme problem?

    • Lotte Bjarke

      Hej Karen
      Jeg har blandt andet plantet dem på grund af lugten, der efter sigende kan holde mosegrise og andre ubudne gæster på afstand. Jeg kan godt selv lugte den, men målet helliger midler og lugten generer egentlig ikke min næse så meget – men der er jo stor forskel på, hvordan vi oplever dufte.
      Mange hilsner Lotte

  2. Pernille Sparsø

    Den er så smuk den cremegule kejserkrone. Jeg har den nu på 4.år, men desværre er den forvandlet til skarp gul !!! Tænker det er dens stærke gener som har fået overtaget. Andre som har oplevet lignende?

    • Lotte Bjarke

      Hej Pernille
      Nej, hvor mystisk. Det har jeg ikke oplevet, men jeg har også kun haft den et par år. Alle planter kan i større eller mindre grad mutere, og stærkt forædlede sorter er mest i farezonen. Jeg er faktisk ikke klar over, hvor tæt den lysegule Fritillaria raddeana er på vildarten, men det kunne jo tyde på, at der er stærke gener involveret, som du foreslår. Måske skulle du gøre et forsøg mere, for den er nu ualmindelig fin 🙂
      Mange hilsner Lotte

Skriv et svar

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén