Jeg holder utroligt meget af bregner og den frodige og naturlige skovstemning, de kan sprede i haven. Lige nu er den vildtvoksende almindelig mangeløv, Dryopetris filix-mas, gået i hi under jorden, men det varer ikke længe, før de sjove skud begynder at rulle sig ud rundt om i skovbunden. I mellemtiden går jeg og glæder mig over de forskellige vintergrønne bregner, der er plantet rundt omkring i haven. Det gælder for eksempel den noget atypiske bregne hjortetunge, Phyllitis scolopendrium, der har aflange blade uden de sædvanlige bregneindsnit. Den er så fin og forårsgrøn, selv om det jo ret beset er vinter.

Noget, der er med til at gøre bregner ekstra fascinerende og lidt forhistorisk mystiske, er deres alternative formeringssystem, der ikke omfatter frø men derimod sporer. Almindelig hjortetunge har sine sporehuse siddende i grafisk smukke rækker på bladenes underside.Blød skjoldbregne, Polysticum setiforum, er endnu en af de vintergrønne bregner, der hygger i haven nu. Den har til de fineste dobbelt fjersnitdelte filigranblade, der smyger sig langs jorden i en større og større radius for hvert år der går.Krybende kambregne, Blechnum peanna-marina, ligger lidt i kamp med tyttebær, Vaccinium vitis-idaea, om at være bunddækkeplante ved indgangen til den vilde skovhave, men det lader heldigvis til, at de er nogenlunde lige stærke, så de ikke får udkonkurreret hinanden. Jeg kan godt lide, at de vokser ind imellem hinanden. Det øger fornemmelsen af skovbund og minder mig om mine barndomsferier i Sverige med blåbærplukning som en af de store attraktioner. Tyttebærrene var desværre ikke modne på det tidspunkt, men planterne var der med deres fine, blanke blade. Krybende kambregne er en skøn lille charmetrold af en bunddækkeplante, der gladeligt vokser helt ind i skyggen og i øvrigt også på hyggeligste vis har invaderet græsset på stien ind mod skovhaven.