En af mine yndlingskæpheste er, at haven altid har noget at byde på uanset vejr, vind og årstid. Indrømmet, der er tidspunkter, hvor det er mere oplagt at trække den af stald end andre, men i bund og grund vil jeg vove at påstå, at det er rigtigt. Det bliver så endnu mere rigtigt, når man sørger for at plante andet end sommerblomster og stauder, der putter sig under jorden i vinterhalvåret. En af mine absolutte favoritter til at sikre vintergrønne glæder i haven er julerose, Helleborus niger, der lige nu står i fuldt flor. Planterne, der tidligere har været krukkeplanter, er genbrugt i bedet ved indgangspartiet, som jeg passerer hver gang jeg går ud og ind. Det syn gør det svært at være sur 🙂

Stedsegrønne bunddækkeplanter er et andet hit på denne årstid. Som nu for eksempel den fine krybende kambregne, Blechnum penna-marina, der med sine blanke, grønne mini-bregneblade danner et dejligt, frodigt gulvtæppe, der når helt ind under en anden af årstidens favoritter, den stedsegrønne busk vintersnebolle, Viburnum tinus, der også blomstrer så dejligt i vinterkulden og derfor er udnævnt til ugens yndlingsplante.Cypresurt, Santolina chamaecyparissus, er ikke så meget grøn, som den er grå eller nærmest sølvfarvet, men den spiller helt klart en vigtig rolle, når det gælder om at skabe en lækker vinterkulisse i haven, der er frodig og indbydende selv om det er koldt og vådt.