Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Velkommen til Havefestival i Sondrup i juni

Endnu en juletradition er holdt i hævd. Haven er hermed tilmeldt som åben have til  Haveselskabets Havefestival 2018. Det har været så hyggeligt at have haven fyldt af haveglade gæster i en weekend de seneste tre år, så det vil vi heller ikke gå glip af i 2018, hvor der afholdes Havefestival med åbne haver landet over 9.-10. juni. Jeg har været en tur i fotoarkivet for at få en fornemmelse af, hvad haven har at byde på i begyndelsen af juni. Det er heldigvis en skøn årstid, hvor blomstrende buske og de første stauder skaber en forårsfrisk og frodig kulisse. Der er godt gang i krukkerne, køkkenhaven begynder at tage form og med lidt held blomstrer blåregnen.

Det nye, hjemmebyggede drivhus blev indviet i juni i år, så til den tid har det vist sit værd over et helt år. Indtil nu har det været en fantastisk berigelse af haven, og jeg glæder mig helt vildt til at få gang i planteværkstedet om et par måneder. Værkstedet vil formentlig stadig arbejde på højtryk, når der er Havefestival. Datter Anne arbejder desuden på at få genetableret sin pop-up staudeshop, så alt i alt tegner det til endnu en dejlig weekend i det grønne. Her er lidt indtryk fra Havefestival i Sondrup 2017

Previous

Langtidsholdbare tazetter og hyacinter i vinterkulden

Next

Vinterbeskæring af hindbær, ribs og blåregn

2 Comments

  1. Lene Jensen

    Hvor ser det hyggeligt ud i din have og hvor er det skønt, når haveejere vælger at åbne deres haver. Jeg besøger hvert år mang åbne haver og får så meget ud af det, både inspiration til min egen have, men især mange gode havesnak med mennesker med samme store havelyst, som jeg selv har. Håber det kommer til at passe, så din have bliver en af dem jeg besøger i 18😀
    Med venlig hilsen
    Lene Bedstemorshave

    • Lotte Bjarke

      Kære Lene
      Jeg har selv stor fornøjelse af at møde en masse haveglade mennesker, når jeg har åben have. Det kunne være herligt at hilsen på dig også. Håber, vi ses.
      KH Lotte

Skriv et svar

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén