En havevandring i den vilde, uberørte del af haven er en ganske særlig oplevelse på denne årstid. Der er tyst og stille mellem de langbenede gamle fyrretræer, skovbunden er blød som et tæppe at træde i, og følelsen af ro og balance bemægtiger sig hurtigt sindet. Altså lige indtil en stor, pelset hare vælger at tage flugten under stor ståhej. Den gav mig simpelthen et chok 🙂Takket være vildtvoksende vedbend, Hedera helix, er fyrreskoven forvandlet til en eventyrskov. Der er vedbend alle vegne. Rankerne danner det bløde, grønne tæppe i skovbunden, og de klatrer til vejrs ad de nøgne fyrrestammer, så der bliver hyggeligt og grønt mellem træerne. Ja, det er lige før, der føles lunt, fordi der også er læ. Jeg behøver vist ikke at nævne, at jeg er ret vild med min vedbend skov.Der er så fascinerende at se hvordan rankerne, når de finder et passende klatrestativ, danner deres egne solide stammer, der takket være klatretrådene, kan hæfte sig så godt fast, at de næsten vokser sammen med træet og formår at bære rankerne helt til tops. Helt op i lyset, hvor de forvandler sig, får anderledes blade og vækst, så de nærmest danner trækroner oppe i trækronerne, hvor de også begynder at blomstre. Det er da lidt magisk.Som om, der ikke var nok vedbend på matriklen i forvejen, har der også sneget sig en ind i vinterkrukkegruppen i indkørslen. Jeg kunne ikke lige stå for den sjove, oprette sort, Hedera helix ‘Erecta’, der nærmest ser ud som om, den har fået elektrisk stød. Sorten skulle være fuldt hårdfør og dermed en fin genbrugsplante, så den skal da plantes ud i haven til foråret.