De nøgne jomfruer, der har været blikfang på det lille bord i krukkegruppen ved fordøren gennem de seneste uger er blevet afløst af smukke, hvide dufttazetter, Nacissus tazetta ‘PaperWhite’ og hvide hyacinter, Hyacinthus orientalis, der står på spring. Jeg synes, de hvide blomster og de mange bladplanter med sølvgråt løv klæder hinanden utroligt godt og lyser så smukt op på årstidens mange mørke dage.Dufttazetter ser fine og sarte ud og kan virke lidt som om, de som narcisser har taget helt fejl af kalenderen. Men de er mere hårdføre end som så og kan godt tåle et lille strejf af frost, så jeg synes, jeg får mere ud af at bruge dem ude end inde, hvor de hurtigt strækker sig i varmen.Med hyacinter har jeg det nok lidt lige som pigen i den gamle sang, “Det er i dag et vejr”. Jeg har i hvert fald svært ved at lade være med at købe rigeligt 🙂 Jeg er fuld af beundring over de små planter, man kan købe til nærmest uforskammet lave priser. Op af den  grimme plastpotte med hele molevitten, dump den ned i en frønnet lerpotte og top den op med lidt mos fra plænen. Instant juledekoration på den søde måde. Også hyacinterne holder dejligt længe udendørs, så længe det bare ikke sætter ind med hård frost.Ny i gruppen er også den sjove, stenurt, Sedum, som ligner gran, der er blevet krøllet sammen. Den har sådan en fin blågrøn farve og indgår både med form og farve et fint samspil med den pigtrådsagtige sølvtråd, Calocephalus brownii, og de lækre Senecio candicans Angel Wings, der foreløbig ikke lader sig mærke med, at det er blevet vinter. Det må simpelthen være sommerens bedste nyhed til os krukkefolk. Den hepper jeg på.