Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Dahliaknolde på vinterferie i værkstedet

Luften har fået den skarphed, der er tegn på, at den første nat med frost lige pludselig rammer haven. Så nu har jeg besluttet mig for at grave mine dahliaknolde op og bringe dem i sikkerhed. Op med dem, af med toppen og så lynhurtigt et skilt på. Der går et splitsekund, før man (eller i hvert fald jeg) har glemt, hvilken knold der er hvilken, og det er noget bøvl, når de skal plantes igen til foråret. Jeg har gemt pappet fra poserne til de knolde, der blev indkøbt i foråret, så de kan fungerer som skilte, der minder mig om, hvordan blomsterne ser ud.Egentlig havde jeg forestillet mig, at knoldene skulle lægges til overvintring i den her flade trækasse, foret med aviser, så de kunne ligge behageligt og trygt i tør sphagnum. Men jeg kunne jo hurtigt se, at den ikke gik. Knoldene er simpelthen blevet alt for store i løbet af sommeren.I mangel af bedre, nåede jeg frem til, at det smarteste nok var at lægge dem i diverse krukker og baljer, hvor det er muligt at få dem nogenlunde dækket af den tørre sphagnum. Jeg forestiller mig, at det måske egentlig er ret smart, for det bliver da nemt at komme i gang med forspiringen, når den dejlige tid kommer. Nu er alle knoldene flyttet ind i værkstedet, hvor der er frostfrit og nogenlunde køligt. Der plejer de at kunne passe sig selv fint, indtil der er forår i luften.

Previous

Kristtorn og julerose er i julehumør i utide

Next

Roserne Fru Nørby og Lise Nørgaard flytter ind

4 Comments

  1. Karen Engsig-Karup

    Det er lige præcis hér, du skal være taknemmelig for din sandjord, Lotte. Den kan lige rystes af knoldene. Vi med fed lerjord må skylle knoldene, lægge dem til tørre i drivhuset og håbe det bedste.
    Jeg har også gemt pappet fra mine Dahlier. Men jeg kan ikke huske hvor… 😉

    • Lotte Bjarke

      Hej Karen
      Det kan jeg godt se, du har ret i. Tænkte faktisk lige på, at det var lidt besværligt, at få den sphagnum, knoldene er forspiret i, af, hvorimod sandjorden jo bare rasler af. Det gælder om at nyde de fordele, man har 🙂
      Mvh Lotte

  2. Vi er vist alle ved at have gravet knoldene op
    Jeg har heller ikke husket at gemme pappet, men har nu heller ikke så mange endnu 😉
    Næste år skal der mange flere til
    Rigtig dejlig søndag

    Knus

    • Lotte Bjarke

      God arbejdslyst til dig. Det er da heldigvis hyggeligt arbejde.
      Mvh Lotte

Skriv et svar

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén