Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Fem nøgne jomfruer på havebordet

Når nu det gamle havebord står der alligevel i al slags vejr, er det kun rimeligt, at det bliver pyntet lidt op, så det ser hyggeligt ud, selv om vi er løbet tør for rare grillaftner på terrassen.De sære løg i forreste række er høsttidløs, Colchicum autumnale, der også er kendt som nøgne jomfruer. Det skyldes, at de krokusagtige blomster dukker frem på denne årstid, uden det der ligner blade til at lune sig mellem. Nu får de lige lov at ligge et stykke tid, så blomstrer de direkte fra løgene. Det ser ret betagende ud. Ideen skal Gartneriet Pedersen ha’ æren for.Blomsterne på bordet er tre sorter af høststenbræk, Saxifraga cortusifolia Autumn Grace, der ligeledes stammer fra Gartneriet Pedersen og sælges i butikker over hele landet. Jeg har allerede udnævnt høststenbræk til ugens yndlingsplante, for jeg er helt væk i den søde staude, der begynder sin blomstring på dette besynderlige tidspunkt.Autumn Grace serien har stor variation at byde på. Store og bittesmå blomster. Enkelte og fyldte. De fås også i lyserøde og rosa nuancer – dem kommer jeg utvivlsomt tilbage til 🙂Jeg stiftede bekendtskab med høststenbræk første gang sidste år, da jeg fik nogle prøveplanter til efterårskrukkerne. Nogle af dem blev siden plantet ud i haven, hvor de nu står og blomstrer nok så fint og forårsagtigt, mens egeblade og fyrrenåle rasler ned om ørerne på dem.Den her blev glemt i sin krukke hele vinteren men tog tydeligvis ikke anstød af det. Den har været så smuk som grøn bladplante hele sommeren, og nu er den også begyndt at blomstre. Blomsterstandene ser sjovt forkrøblede ud, lige når de begynder at folde sig ud, men det indtryk ændrer sig hurtigt, så Autumn Grace er et absolut godt navn til de herlige, yndefulde, efterårsblomstrende stauder, som jeg har forelsket mig uhjælpeligt i.

Previous

Krukker med oktoberfarver i hyggekrogen

Next

Kuldskære stueplanter flytter ind

2 Comments

  1. Hvor ser det flot ud, og de er da så sjove de fem jomfruer 😉
    Er da også helt betaget af høststenbræk. Så fin den er.
    Rigtig god dag

    Lone

    • Lotte Bjarke

      Hej Lone
      Tak skal du ha’. Høststenbræk hører helt klart til mine nye favoritplanter. Så skønt med noget, der blomstrer nu, hvor det hele ellers var ved at være slut for i år. Og jomfruerne – dem lover jeg, vi kommer til at se mere til 🙂
      Mvh Lotte

Skriv et svar

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén