Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Morbærtræ med pagehår og blomstrende alpevioler

Det lille morbærtræ, hænge-morbær, Morus alba ‘Pendula’, er temmelig specielt og for så vidt også temmelig upraktisk indrettet. Den hængende sort er podet på en kort stamme, men de lange skuds vækstkraft er så stor, at de hurtigt kommer til at ligge hen ad jorden, så træet kommer til at ligne en uordentlig bunke. Stammen burde tydeligvis have været længere, men der kan da heldigvis rettes lidt op på helhedsindtrykket med en modeklipning.Morbær hører til gruppen af træer, der kaldes blødere. Det betyder, at de skal klippes i vækstsæsonen, altså mens de har blade. Ellers har de svært ved at hele sårene. Det samme gælder fx birk, valnød og alle arter af kirsebær og blomme, så det er bare om at komme ud med saksen nu, hvis der skal beskæres.Efter den omgang har mit morbærtræ fået pagehår, og ser langt mere let og elegant ud.

Under det tætte bladhang afslørede der sig også et vildskud af den absolut ikke hængendende type. En kraftig sag der var stærkt på vej i vejret. Det er det ikke mere.Det lille træ sætter sine sære, søde, parfumerede bær, der kan minde lidt om brombær, over en utrolig lang periode, så plukning er lidt af et tålmodighedsarbejde, hvis der skal samles sammen til en gang syltetøj.En ekstra grund til at få klaret beskæringen lige nu var, at den fine lille vedbendbladet alpeviol, Cyclamen hederifolium, vokser lige under træet. Den blomstrer nu på nøgne stilke, og det vil da være for tosset, hvis den skal være gemt væk under den hængende trækrone.

Tusindvis af frø af rød kvan indsamlet

Rød kvan – eller mere botanisk korrekt, rød skovangelik, Angelica sylvestris, der er en nær men knapt så voldsom fætter til rød kvan, Angelica gigas, har sat sit smukke, umiskendelig præg på bedet på kanten i månedsvis. De rødlilla stængler, de smukke skærme og det faktum, at de rager op over det meste, har gjort, at de har været sommerens blikfang i bedet.Det er de for så vidt endnu, men jeg har en hel flok stauder stående i kø til plantning, så nu må de lade livet, for det er jo årets bedste plantetid lige nu. Skovangelik er to-årige planter, der stod med store rosetter af rødlilla blade sidste år for så at fyre deres imponerende blomstring af i år, men som altså uafvendeligt vil dø med denne havesæson.Til gengæld er der ingen tvivl om, at de har sikret arvefølgen godt og grundigt. Skærmene er fyldt med modne frø, og erfaringen her i haven siger, at de selvsår sig med stor entusiasme. Så der er garanteret nye planter på vej.De får nu ikke lov at så sig alle sammen her i haven. Det ville blive lidt af et mareridt, og samtidig har jeg store planer med frøene. Så nu har jeg klippet de frøbærende skærme ned i en stor papirpose, hvor de fint kan ligge og tørre lidt. Så er frøene lige til at nulre af. Planerne løfter jeg sløret for senere, men jeg kan allerede nu afsløre, at de har noget med efterårets BogForum i Bella Center at gøre. Jeg deltager i messen for at præsentere min bog, Slip haveglæden løs – fryd, facts og fiduser, og håber selvfølgelig at hilse på rigtig mange.
Apropos, så vil jeg gerne anbefale bogen til alle, der mangler inspiration til, hvad og hvordan de skal plante, nu da årets absolut bedste plantetid er i gang. Få smagsprøver på bogen og bestil den her.

Sensommerbuket lyser op på skyggeterrassen

Jeg går lige og hygger lidt om haven, for jeg får fint havebesøg i morgen. Skyggeterrassen, der ellers har været god brug for denne sommer, gør ikke meget væsen af sig længere, men nu er den blevet piftet lidt op med en farverig sensommerbuket fra haven. Den lyser vældigt op på terrassen, hvor det hele ellers er grønt i grønt.Jeg tænkte ellers, at det nok var svært at finde blomster nok til en hel sensommerbuket, men der tog jeg grundigt fejl. Den dybtrøde Dahlia ‘Lesotho’ og papiragtige hortensiaskærme fylder godt i en buket, og det samme gør Skt. Hansurt, Sedum telephium, der har stået hele sommeren med de fineste lysegrønne skærme men nu er sprunget ud som rosa i anledning af efterårets komme. En dejlig staude, der er meget værd i haven næsten hele året rundt.En anden staude, der er genial at have i haven, hvis man godt kan lide at plukke buketter, er kærtepileurt, Polygonum amplexicaule. Den blomstrer og blomstrer, og der er ingen der opdager, at man klipper masser af stilke til sin sensommerbuket.Selv den nu totalt kaotiske køkkenhave har guf at byde på til buketter. De sidste ikke-spiste fennikel blomstrer med skyer af gule skærme, der ser herlige ud sammen med palmekålen og er lige så herlige i buketterne.Endelig må jeg lige slå et slag for håret solhat, Rudbeckia hirta. En sommerblomst, der blev forspiret og udplantet i foråret. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet en blomst, der holder så længe i vasen som den. Dem skal jeg helt klart have flere af næste år i mange forskellige lækre, brændte farver.

Genblomstrende Green Infinity roser i krukkerne

Sidst i juni plantede jeg en flok potteroser af sorten Rosa ‘Green Inifinity’ i en stor zinkbalje, der kamuflerer et grimt brønddæksel midt i plænen lidt. Planterne har gjort det helt fantastisk i månederne siden. Første flor holdt længe, og siden har de stået med friske grønne blade, indtil de begyndte at lægge an til endnu en blomstring i ny stil. Blomsterne er større, stænglerne længere og kraftigere og farverne mere intense.Sådan så den nytilplantede balje ud, så der er sket en del siden, og ‘Green Infinity’ roserne er ikke blevet mindre dejlige af at have udviklet sig.

Hver enkelt blomst har fortsat det helt særlige vintagepræg, der kendetegner ‘Green Infinity’ rosen. Knoppen er støvet rosa, og blomsterne er rosa i udspring men bliver gradvist mere grønlige og papiragtige, og de holder utroligt længe. Jeg har sikkert nævnt det før, men jeg kan ikke lade være med at gentage mine varmeste anbefalinger til at bruge potteroser som krukkeplanter i sommerhalvåret. Og måske især ‘Green Infinity’.

Forsøg med dyrkning af sødkartofler i drivhuset 2.0

Vi er nået til den årstid, hvor det gælder om at holde styr på luftfugtigheden i drivhuset, hvis festen ikke skal ende alt for brat med gråskimmel og revnede tomater. I mit tilfælde vil det være en fornuftig disposition at lægge bare en lille dæmper på frodigheden i drivhuset (!), så der bliver lidt mere luft mellem planterne.Derfor har jeg vedtaget, at det er i dag, mit forsøg med dyrkning af sødkartofler, Ipomoea batatas, i drivhuset skal gøres op. Planterne, som jeg fik fra Gartneriet Viumlund sidst i maj, har vokset med forbløffende hastighed. De ser nærmest ud som om, de prøver at komme ud gennem glasset, og rankerne er kravlet hele vejen rundt langs drivhusets sokkel. Nogle af dem er mere end 10 meter lange. Den enorme bladmasse bidrager massivt til at holde luftfugtigheden høj, så nu må den ud.Samtidig opdagede jeg, at der kravlede en del af de her fætre rundt på sødkartoffelplanternes fine, hjerteformede blade.Ja, det vil sige, efter for mange af den slags visitter, er bladene knapt så fine og larvernes mange efterladenskaber er ærlig talt også til den klamme side. Endnu en grund til at få gjort forsøget op. Gad vide, hvad det er for en sødkartoffelelskende sommerfugl, der har været forbi.Tadaaa 🙂 Det lykkedes. Det kan faktisk lade sig gøre at producere fuldgyldige sødkartofler i drivhuset – hvis der vel at mærke er plads nok, og man er klar til at holde de vildtvoksende ranker lidt i ave hen over sommeren. Planterne har ikke fået nogen særlig pleje, men er bare blevet vandet med sivevanding af vandingscomputeren samtidig med tomatplanter med videre. Gødning er der i øvrigt heller ikke tilført i løbet af sommeren, så man må sige, at den Champost, drivhusjorden fik i det tidlige forår var alle pengene værd.Jeg har også plantet nogle sødkartofler på friland. De har haft det hårdt under tørken men er faktisk begyndt at vokse lidt igen, nu hvor de har fået vand. Derfor får de lov at vokse videre lidt endnu, før den del af forsøget bliver gjort op.

Tørkeramte blomsterbede giver en ekstra omgang

Da jeg midt i sommervarmen var ved at blive ramt af en tørkedepression, fordi både haven og naturen omkring mig så ud som om, de var ved at stille træskoene og kunne futte af hvert øjeblik, det skulle være, var det svært at forestille sig, hvor hurtigt planterne kunne komme til hægterne igen efter nogle gode regnbyger. Nu er en god del af græsset (og hvad der ellers vokser i plænen) grønt igen, og bare det hjælper på helhedsindtrykket. Samtidig er der flere planter, der bogstaveligt talt har besluttet at give en ekstra omgang, og sensommerstauder og -buske er i fuld gang. Så selv om der stadig er en del, der ser mere slidt ud, end det burde, er det i det store hele ikke så ringe at være haveejer i dag her på matriklen.En staude, der blev plantet sidste efterår og som altså har haft sin første sæson her i haven denne sommer, er japansk asters, Aster ageratoides, i en hvid version. Den skal have mine varmeste anbefalinger med på vejen, for den har simpelthen blomstret sig uberørt gennem sommertørken, og gør det som det fremgår endnu. Samtidig er en både smuk, graciøs og naturlig. Ikke til at stå for.Rosen, Rosa ‘Fru Nørby’ blev også plantet sidste år og blomstrede smukt i begyndelsen af juli. Men sandelig ikke om den giver en omgang mere, nu hvor den har fået vand. Smukke, smukke blomster, der er cremefarvede i udspring og bliver mere hvide efterhånden.Snehvide er også blomsterne på syrisk rose, Hibiscus syriacus ‘W.R. Smith’, der bærer titlen som ugens yndlingsplante. En langsom starter, som jeg altid er bange for er død i det tidlige forår, men som til gengæld gemmer sin blomstring til september som en dejlig overraskelse.Sidst men ikke mindst er jeg lige nødt til at nævne min nye, sensommerblomstrende staudesolsikke, Helianthus ‘Lemon Queen’. Den forstår virkelig at sørge for, at staudebedet også har noget at byde på i sensommeren.

Selvsåede stauder ude af kontrol og ondsindet ukrudt

Jeg holder rigtig meget af den hvide krydderstaude anisisop, Agastache anisata ‘Alba’, der står og troner midt i det hvid-gule centrale bed og er så smuk, duftende og blomstrende i månedsvis. Normalt får frøstandene lov at stå at pynte hele vinteren, men det kommer desværre ikke til at ske i år. Jeg har nemlig lige opdaget, at planten har smidt helt vildt om sig med frø, der er blevet til en hel underskov af selvsåede stauder i bedet. Der er oven i købet et blomstrende eksemplar, der er blå, som arten, og ikke hvid som sorten, der hører hjemme i dette bed. Et friskt, grønt, duftende bunddække er selvfølgelig ikke så ringe, men med en stak nye stauder, der skal plantes i det fine plantevejr, er det simpelthen nødvendigt at få skabt lidt ledig jord – og det er jo heller ikke meningen at anisisopen skal erobre hele bedet.Der blev altså gjort kort proces med både frøstande og selvsåede stauder, selvom det gjorde lidt ondt i mit planteelskerhjerte.Til gengæld blev det glad igen, da der kunne plantes nye spændende stauder i den nu ledige jord.Nu jeg er ved uønsket plantevækst, vil jeg lige gentage sidste års advarsel mod bynke-ambrosia, Ambrosia artemisifolia, der er en voldsomt allergifremkaldende plante, der er på Miljøstyrelsens dødsliste. Dermed er den faktisk forbudt, men den sniger sig ind i haverne med fuglefrø og kan blive til rigtig mange, hvis den selv får lov at sætte frø. Lug den med handsker på og smid planten i skraldespanden, så der ikke er risiko for yderligere spredning. I år opdagede jeg to planter på det ryddede areal ved siden af det nye drivhus – de dukker op de underligste steder, så hold øje. Læs mere om bynke-ambrosia her.

Sølvgråt løv og sære strukturer skaber eventyrstemning

Plantebænken med krukker på terrrassen har fået en opfriskning i anledning af, at sensommeren er ved at blive til efterår. Dermed går det igen an at have knapt så store krukker uden at skulle stresse med vandkanden i et væk. Jeg ved godt, at det normalt er varme farver, der hører årstiden til, men jeg holder så meget af sølvgråt løv og havde efterhånden fået samlet så mange planter sammen, at jeg ikke kunne lade være med at prøve at kombinere dem. Det er spændende at lege med bladfarver, -former og sære strukturer i stedet for med blomsternuancer. Nogle af planterne er nærmest små kunstværker i sig selv, som nu denne middelhavsvortemælk, Euphorbia characias ‘Silver Swan’. Jeg synes, kombinationen af de mange planter med sølvgråt løv skaber en næsten eventyragtigstemning, der får mig til at tænke på alfedans i morgendis.Der knytter sig en sjov historie til den “ternede” lerpotte i forreste række. Det er simpelthen en genbrugspotte fra et fjernt sted i Mellemøsten, hvor man ikke får potten med, når man køber en potteplante. Den skal nemlig genbruges i gartneriet. Det er krukkefirmaet PotOlé, der har hittet og importeret dem. Fine, synes jeg – og lover at genbruge den mange gange.Genbrug er der også tale om, når det gælder de flotte, rustikke jernkasser, der stammer fra tyske industrivirksomheder, hvor de har været brugt til opbevaring og transport. Det er B-Green, der har fundet og importeret dem. Planter med sølvgråt løv og vintagekassen er i mine øjne et perfekt match. Så nu blev den plantet til med de planter, der ikke kunne være på plantebænken. Jeg skylder at sige, at der er blevet boret huller i bunden af kassen, så vandet kan dræne væk efter en efterårsbyge.

Det vildeste tomatår nogensinde i drivhuset

I alle mine mange år som tomatdyrker har jeg aldrig oplevet noget lignende. 2018 er hermed udnævnt til det vildeste tomatår nogensinde. Jeg har lige plukket 2 kg cherrytomater på fire planter, og det er bare i dag. Det er sorten ‘Gardener’s Delight’, der er gået fuldstændig amok og simpelthen bugner af store, solmodne lækkerier.Men de gule, pæreformede cherrytomater af sorten ‘Mirabel følger nu godt med. Jeg troede ellers, planten havde overvurderet egne evner i sin iver efter at blomstre – og jeg har da også beskåret klaserne en del – men nu modner der rigtig mange, fine og velsmagende gule tomater.Fryseren er for længst fyldt op med tomater til vinteren, så nu er jeg gået i gang med at finde andre konserveringsmetoder til den dejlige høst fra det perfekte tomatår skabt af sol og varme. Lige nu står en del af dagens overflod og koger sagte på komfuret. Jeg er ved at free-style en ketchup opskrift med alt godt fra haven. Håber, det går godt. Det dufter i hvert fald men ser noget tyndt ud. Mon ikke inddampning kan råde bod på det? Gode ideer til lækkerier med solmodne tomater er velkomne 🙂

Forfald og friske blomster i sensommerhaven

Sommervarmen speedede alting op i haven, indtil tørken satte foden alvorligt på bremsen. Det betyder, at sensommerhaven hurtigere end normalt kom til at se efterårstræt ud. Men nu, hvor der er kommet vand, er der faktisk også kommet friske blomster til, mens dekorativt forfald sætter sit præg på andre.Den smukke og langtidsholdbare hortensia, Hydrangea macrophylla Magical Four Seasons ‘Coral’ har skiftet farve endnu engang og har fået den lækreste, vintageagtige sart rosa-lidt grønne nuance i de nu nærmest papirlignende blomsterstande.

I det rosa bed er den sensommerblomstrende staude duehoved, Chelone obliqua, til gengæld lige sprunget ud og står nok så fint og lyser op i sensommerhaven. Den er hermed kommet på listen over tørketålende stauder, for den er sluppet helt uskadt gennem sommeren, og tuen er større end nogensinde. Det ender vist med at jeg må dele den, hvis ikke den skal komme til at fylde hele bedet.Sidste års frø af den søde tobaksblomst, Nicotiana mutabilis, blev forspiret i det tidligste forår og siden plante ud. Nogle af planterne har blomstret længe og er begyndt at sætte frø, mens andre først lige har indledt blomstringen og nu står og ser friske og forsommeragtige ud. Et udtryk for den variation, man kan opnå, ved at høste sine egne frø – til forskel fra frøposefrøenes mere ensartede vækst. Ikke så ringe endda, når resultatet som i dette tilfælde er en langstrakt blomstringsperiode.

Page 1 of 115

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén