Det er højsæson for svampe, og de sære og smukke organismer dukker op de underligste steder, så nu har jeg været på svampetur i haven inspireret af en ny bog, jeg har læst. Jeg har altid være fascineret af svampe men har desværre ikke en pind forstand på dem, ud over at jeg nyder synet af de kunstfærdige strukturer og at følge deres udvikling, der ofte forløber over ganske kort tid før puff – den ellers så stolte svamp som ved et trylleslag er forvandlet til det rene ingenting igen. Jeg kan kende en cikorie i grøftekanten eller en blåregn i haven i forbifarten med 80 km i timen, men svamperiget er stadig et mysterium, jeg har til gode at sætte mig ind i. Jeg ved dog så meget, som at den røde fluesvamp, Armanita muscaria, der er en af de mest spektakulære af vore svampearter, ikke er en af dem, man skal putte i svampestuvningen. Tænk, den vokser i min have.
Men jeg er faktisk blevet en lille smule klogere på svamperiget i denne uge, hvor jeg har slugt Long Litt Woon’s nye bog ‘Om svampe og sorg’. Lad det være sagt med det samme – jeg er meget lidt god til sørgelige bøger – det er alt for dyrt i lommeletter – så det var ikke uden bekymring, at jeg takkede ja til et anmeldereksemplar af bogen. Det har jeg ikke fortrudt, for selv om forfatteren på meget usædvanlig vis kombinerer historien om sit sorgarbejde efter hendes mands pludselige og alt for tidlige død med sin introduktion til svampenes forunderlige verden, lykkes det at formidle begge dele. Ja, der blev behov for et par af lommeletterne, især i begyndelsen, men Litt Wong Woon bevarer en reflekterende og nøgtern tilgang til sit tab og sin sorg, som hendes voksende interesse for og indsigt i svamperiget hjalp hende med at komme igennem. Hun skriver om omverdenens hjælp og ikke hjælp i situationen – nej, det hjælper ikke at tie, og nej, det hjælper ikke at foreslå at købe en hund. Og hun skriver om de ting, hun pludselig selv måtte klare. For eksempel at ‘nød også kan lære tøvende enker at spænde en musefælde’.
Svampene hjalp Litt Wong Woon gennem sorgen. Det begyndte med et begynderkursus og udviklede sig til en dyb interesse og et stort kendskab – og ikke mindst en indlemmelse i svampekendernes lukkede og lidt mystiske verden, hvor man ikke bare deler sine svampesteder med andre, selv om man er på svampetur sammen. I bogen beskriver hun sin første svampetur og de mange, der fulgte. Hun beskriver den svampelykke, der griber begynderen, der finder sin første svamp og den forbløffende ‘svampekult’, der i hvert fald eksisterer blandt norske svampejægere. Et næsten parallelsamfund med særlige regler og sit eget hieraki, hvor ‘kantarellister’, der bare er på udkig efter spiselige svampe, ikke har høj status.
Samtidig er bogen fyldt med information og praktisk vejledning om svampe. Om at finde dem, høste dem, bestemme dem og tilberede dem. Jeg føler mig virkelig opdateret på mange fronter efter læseoplevelsen og har såmænd fundet min gamle svampebog på hylden. Måske jeg en skønne dag kommer skridtet videre fra planteriget til svamperiget. Læs mere om bogen og køb den her. Varme anbefalinger her fra.
Og lad mig så lige slutte med et citat fra bogen, som jeg holder rigtig meget af: ‘Efter at jeg har opdaget lugearbejdets charme, er min konklusion, at det er undervurderet som sorgterapi’. Lad mig tilføje, som mange slags terapi. Det er jo netop en af pointerne i min egen bog, Slip haveglæden løs. Den kan du læse mere om og bestille her – eller du kan kigge forbi på bogmessen BogForum i BellaCenter 26. eller 27. oktober og få et kig i bogen og en havesnak. Jeg håber, vi ses.
De seneste aftner med mildt og stille oktobervejr har kaldt på efterårshygge i haven. Det bliver efterhånden tidligt mørkt, men det kan man jo heldigvis pynte på med enkle midler. Det er højsæson for græskarlanterner, og et lille bål forlænger terrassetiden, hvis man lige tager et par lune tæpper til hjælp. Senere er det fint at kigge ud på inde fra stuen.
Jeg fik et par eftermiddagstimer i går til at gå med at kreere årets græskarlanterner. Det krævede nærmest hammer og mejsel at udhule det smukke, grågrønne græskar. Det vil jeg godt advare imod. Men det lykkedes da til sidst, og vist endda uden at jeg har pådraget mig varige men. Hullerne var til gengæld nemme at lave ved hjælp af et fladbor i boremaskinen.
Bålfadet er også ganske nyt. Jeg har været så glad for mit spejlbassin hen over sommeren, at det forekom som et naturligt supplement til hyggehjørnet på terrassen. Det er simpelthen en lidt mindre model af sejlbassinet fremstillet solidt og lokalt af cortenstål, der ruster så smukt. Det bliver jeg også superglad for, kan jeg allerede mærke. Jeg reklamerer gerne lidt for at både bålfad og spejlbassin kan købes her.
