Der er fuld fart på agurkproduktionen i drivhuset, hvor den enlige plante sagtens kan holde husstanden forsynet med skoleagurker. Planten har for længst nået taget, så nu fortsætter den hen under glasset, hvor agurkerne hænger som julepynt fra en grangren.
I anledningen af den kommende weekend tænkte jeg, at der godt kunne gøres lidt ekstra ud af agurkserveringen for at få lidt flere til at glide ned. Så i forgårs fandt jeg de agurkforme, jeg fik fra Home & Garden planteskolerne sidste år, frem igen. Formene kan bruges til at lave stjerne- og hjerteformede skoleagurker med. Princippet er enkelt. En agurk under udvikling puttes ind i formen, der spændes sammen med en masse strips.
Det ser umiddelbart voldsomt ud med alle de strips, men det er absolut nødvendigt. Samtidig gælder det om at få stoppet projektet i tide. Den smuttede i denne omgang for de stjerneformede agurkers vedkommende. Den voksende agurk har simpelthen sprængt fire strips i stykker for at få plads til sin vækst. Sikke en lektion i naturens umådelige kræfter.
Så gik det bedre med den anden form, der blev åbnet i tide. Dermed er der hjerteformede agurkskiver til fredagsmenuen. Det er da lidt hyggeligt 🙂
Blomsterbedet nede i haven på kanten af skrænten har fået et markant lydspor, nu hvor sommerblomster og stauder nærmest blomstrer om kap. Der er simpelthen en evig summen af et mylder af insekter og lydløse, yndefuldt flagrende sommerfugle. Jeg skal med det samme indrømme, at bedet er blevet og bliver vandet på fornuftig vis om natten, når fordampningen er lav, for at sikre blomstringen. Som nævnt forleden (her), synes jeg, det er vigtigt at huske, at naturen er hårdt presset af den tørre sommer, og insekterne, der er livsvigtige for os alle sammen, har det som bekendt ikke for nemt i forvejen. Blomsterbedet fungerer som en oase, hvor der kan tankes op på den nektar, der er livsnødvendig for insekterne.
Den røde skovangelik, Angelica sylvestris, der er knapt så voldsom som sin fætter rød kvan, Angelica gigas, men har de samme lækre, mørkerøde blade og smukke blomsterskærme, virker som en magnet på både bier, humlebier og blomsterfluer. Skærmene får besøg, så snart de stikker den første miniskærm ud af den store blomsterknop, der altid får mig til at tænke på et rumskib fyldt med aliens.
Det er spændende at følge, hvordan forskellige insekter har deres præferencer blandt de nektarholdige planter. Humlebierne er for eksempel fuldstændig fjollede med virginsk ærenpris, Veronicastrum virginicum, som de nærmest besætter dag og nat. Om morgenen sidder de stadig i blomsterne og ser ud som om de sover en ordentlig brandert ud.
Sommerfuglebuskens, Buddleja davidii, tiltrækningskraft på sommerfugle er legendarisk. Den er lige begyndt at springe ud og har hurtigt fået fint besøg. Foreløbig især af de hvide kålsommerfugle, men enkelte eksemplarer af alle de andre almindelige arter er også dukket op, og jeg er sikker på, at der er flere på vej, når det rygtes, at blomstringen er begyndt.
De nyttige svirrefluer, der er kendt for at bekæmpe bladlus, huserer i de fleste af de blomstrende planter, men de er særligt glade for skærmplanter og kan tydeligvis ikke stå for den smukke gulerodsblomst, Daucus carota ‘Dara’.
Også den sjove sommerblomst mexicanerhat, Ratibida columnifera, som jeg har prøvet at så for første gang i år, er svirrefluerne virkelig glade for. Jeg troede egentlig, at det var frø af en orange sort, jeg købte i foråret, men mexicanerhattene har alle mulige gule og orange farver, der lyser op som lysglimt i blomsterbedet.
Det er hårdt vejr at være krukkeplante i, men det går nogenlunde for sommerkrukkerne i indkørslen, hvor lyset flimrer under træerne. Men selv her gælder det om at være vaks med vandkanden, og der går da også en plante til af varmestress i ny og næ. Heldigvis har jeg lige fået lov at prøve nogle nye, spændende planter til sommerkrukkerne, så nu er krukkegruppen, der byder velkommen, blevet frisket op.En super sød plante, som jeg har ønsket mig siden jeg så det første eksemplar på en udstilling sidste sommer, er den nye sort af rosenskønhedsøje, Coreopsis rosea Twinkle Bells. Den er simpelthen noget af det fineste med hundredevis af små lyserøde blomster i det græslignende løv.
Det er faktisk ikke bare én sort men en helt serie med tre forskellige farver blomster, der bærer navnet Twinkle Bells. Her den røde, der heller ikke er til at stå for. Det er Gartneriet Pedersen, der har en prøveproduktuion af de nye planter i år, der rammer havecentrene netop nu. Prøveproduktionen ser i mine øjne meget vellykket ud, så lad os heppe på, at planterne for alvor kommer i produktion næste år. (Piiist, jeg har lige hørt i min øresnegl, at prøvepartiet rammer Plantorama i weekenden uge 29).
En anden helt skøn plantenyhed, der introduceres netop nu af Gunnar Christensens Planteskole og dermed har kurs mod landets havecentre, er den smukke nye sommerfuglebusk, Buddleja davidii ‘Prince Charming’. Det er da en plantenyhed, der er til at forstå. Jeg har i hvert fald aldrig før set en sommerfuglebusk med hindbærfarvede blomster. Nu får den lige lov at vokse i krukken, indtil det bliver plantevejr igen, så den kan komme ud i haven.
Planten med det sølvfarvede løv midt i krukkegruppen er i øvrigt også en sommerfuglebusk. Buddleja crispa x loricata ‘Morning Mist’ hedder den. Den blomstrer ikke endnu, men skiltet i potten lover duftende, cremefarvede blomster, så dem glæder jeg mig til.
Haven er tør som i knastør, og endnu værre står det til i naturen, hvor der jo aldrig kommer en vandkande forbi. Det gør livet besværligt for både dyr, fugle og insekter, så jeg synes, det er vigtigt at give dyrelivet en håndsrækning i haven med tilbud om drikke- og badevand i fuglebade og spejlbassin og med at holde liv i trods alt noget af beplantningen, så insekterne har noget at summe i. Jeg bliver mere og mere glad for mit nye spejlbassin, der ikke bare hygger på terrassen men også bliver brugt som en oase af et væld af småfugle, der folder sig ud i de vildeste badescener og af havens mange, frække egern. Jeg fylder bassinet op og lader nedfaldne blade med videre flyde ud, når jeg vander krukkerne omkring det, så vandet holder sig fint og friskt. Jeg købte spejlbassinet i netbutikken her 🙂
Men det gælder også om at tænke på ham her, der jo ikke rigtig kan komme til vandet i spejlbassinet og helt sikkert også er tørstig i sommervarmen.
Derfor har jeg placeret fuglebade på strategiske steder i haven, hvor jeg ved, pindsvinet færdes. Jeg tror, fuglebadet her er blevet lokaliseret, i hvert fald er den lille pyntefugl, der ikke sidder ret godt fast, tit væltet af efter natten.
Apropos tørken, så vil jeg da lige nævne, at der selvfølgelig også er et kapitel med tips til fornuftig vanding og tørketålende planter i min bog SLIP HAVEGLÆDEN LØS – fryd, facts og fiduser. Bestil bogen hos boghandleren eller direkte på Forlaget Linneas hjemmeside her. Billedet er et af bogens mere end 400 fotos.
Vi begynder at kunne høste af årets eksperimener i den spiselige afdeling. I drivhuset har jungleagurk, Melothria scabra, vokset med raketfart, og de lange ranker med effektive slyngtråde er her og der og alle vegne og ikke bare på klatrestativet, hvor de burde være. Jeg tror nu ikke, det varer så meget længere. For planten er slemt angrebet af meldug og er begyndt at tabe bladene.Til gengæld har den sat massevis af sine små, sjove frugter, der ligner miniaturevandmeloner. Jungleagurk er botanisk set slet ikke en agurk, men smagen minder om agurk, der er dryppet med citronsaft. Frisk og ganske lækker, og dekorative, det er de små frugter i hvert tilfælde.
I køkkenhaven har jeg længe gået og luret på aspargesært, Tetragonolobus purpureus, der har blomstret længe med fine små ærteblomster i en lækker rød farve.
Nu er planterne så også begyndt at danne sine sære, vingede bælge. De blev prøvesmagt i en pastaret i går, og jeg kan oplyse, at de smager udmærket men ikke af ret meget. Aspargesært er hverken ært eller asparges, men smagen skulle efter sigende minde om asparges. Det, synes jeg nu, er lidt af en tilsnigelse, men et sjovt tilskud til husholdningen er bælgene, der skal høstes, mens de er små.
Valsk bønne, Vicia faba, er ikke nogen nyhed her i haven, hvor den efter et par år har fået status af nødvendighed. Der er ikke tale om en bønne men om en vikke, der er leveringsdygtig i en virkelig delikatesse fra grøntsagsafdelingen.
Delikatessen gemmer sig inden i de store, ikke særligt kønne bælge. Her ligger de store, lækre frø blødt emballeret i vat og venter på at blive pakket ud. De skal smuttes ud af den yderste skal – det er nemt nok, hvis man hælder kogende vand over – og så skal de lige sauteres en gang. Mums – de smager så godt, at det er svært at tro, at de også kan være sunde 🙂
Da jeg bestilte frø hjem i det tidlige forår, blev jeg i et nostalgisk øjeblik fristet af en pose blandede frø af blomster til tørring. Normalt er jeg ikke meget for frøblandinger, for jeg vil gerne vide, hvad jeg sår, men her var muligheden for at få et gensyn med en hel stribe af planter, som jeg dyrkede i vildskab i den glade gymnasietid og fyldte loftet i mit værelse med. Frøene blev sået i køkkenhaven, og nu er der godt nok gang i planterne.
Min fascination af de sære, papiragtige blomster som den rigtige kæmpeevighedsblomst, Helichrysum bracteatum, med de lækreste brændte farver, og som her rosenvinge, Helipterum roseum, er intakt. Jeg må bare finde på noget nyt at bruge dem til… Evighedsblomster og Co. skal høstes, lige når knoppen begynder at folde sig ud. Ikke før, for så folder den sig ikke ud, og ikke senere, for så vender blomsten nærmest vrangen ud på sig selv under tørring og bliver knapt så pæn. 
Derfor må blomsterne høstes hen ad vejen og tørres efterhånden. Nu projektet var sat i søen, blev dagens høst lige suppleret med lidt lavendler, Lavandula angustifolium, og med skærme fra de utidigt blomstrende kepaløg, Allium cepa. De ligner også nogle, der kan klare en tørring.
Inden evighedsblomster hænges til tørre, er det en god ide at pille de grønne blade af. De egner sig i hvert tilfælde ikke til tørring, som blomsterne gør.Og så er det ellers bare op at hænge med hovedet ned, så stænglerne bliver stive nok til at holde hovederne højt, når den tid kommer. Det bliver sjovt at eksperimentere med evighedsblomster anno 2018, så høsten fortsætter lystigt i den kommende tid, for der er flere knopper og også flere arter på vej.
Inden vi tog på ferie for en god uges tid siden sommertrimmede jeg mine krukker for at skrue lidt ned for planternes fordamning og dermed for deres behov for vand. Grå evighedsblomst, Helichrysum petiolare, der er en af mine yndlingsbladplanter til krukkegrupperne fik en grundig klipning.
Der er jo hvilende sideskud i næsten alle bladhjørnerne, så sådan en klipning er faktisk en god ide, sommerferie eller ej. Den gør bare planterne mere tætte og mindre ranglede, og allerede her efter en god uges tid, er de fine igen.
De blomstrende krukkeplanter fik klippet alle de udsprungne blomster af, selv om det gjorde lidt ondt. Men de ville jo bare være visne, når vi kom hjem igen, og blomsterne fordamper også vand.
Derefter kom de mange krukker på ferieophold under skyggefulde forhold og efter en grundig opvanding vinkede vi farvel.
Jeg skal blankt indrømme, at jeg har set frem til gensynet med bange anelser. Men gudskelov er det gået overvejende godt, og langt de fleste krukker har klaret skærene trods tørke og voldsom varme. Deres ferieophold gav så lige lejlighed til at få fejet pladsen foran huset. Og til at vise, hvor stor en forskel, krukkeplanterne gør for atmosfæren i haven. Her er før-billedet.
Og her er efter-billedet.Det er ikke alle de blomstrende planter, der er i fuld gang endnu, men det skal nu nok komme, for knopperne er der, og i mellemtiden kan jeg sagtens nyde de rolige grønne nuancer.
Haven har været næsten alene hjemme i en uges tid, mens vi har turet rundt i det sydengelske. Gensynet var imødeset med meget bange anelser, for jeg kan jo godt læse vejranmeldelser, selv om jeg ikke er hjemme. Men haven har generelt klaret sig forbløffende meget bedre end forventet. Jeg var ellers begyndt på skitserne til den totale omlægning til præriehave inde i hovedet, men det bliver ikke nødvendigt i denne omgang. Heldigvis er her allerede plantet mange tørketålende planter, heldigvis har Inga, der har tilset haven undervejs, vandet salatbedet – TAK for det!!! – og heldigvis har min vandingscomputer sørget for, at drivhusplanterne ikke har lidt nogen nød. Fedt at kunne fejre hjemvendelsen med sådan en farverig høst.
Frodigheden i drivhuset slår faktisk alle rekorder. Kransen af syv forskellige slags basilikum har udviklet sig til en hel hæk, så nu må vi snart have gang i pestoeksperimenterne.
Også de to citrongræs, Cymbopogon citratus, der er plantet midt i drivhuset, har tydeligvis fået godt fat og ser både lækkert og lovende ud.
Agurkplanten tonser derudaf, og tomaterne er også godt i gang. Den ene aubergineplante, Solannum melongena, har leveret de første frugter deriblandt en sjov tvillingeaubergine.
Det skylder jeg alt sammen denne her anordning stor tak for. Det kommer til at lyde som et reklameindslag – og er det vel for så vidt også – men hold nu op, hvor er jeg glad for den vandingscomputer. Mens vi har været væk, har den hver aften vandet drivhuset i en times tid gennem den tilsluttede siveslange, der doserer vandet lige der, hvor planterne har brug for det, nemlig ved rødderne. Den er indstillet til at vande om aftenen, når fordampningen er mindst, så mest muligt af vandet kommer planterne til gavn. Jeg købte min vandingscomputer i netbutikken Plantetorvet, som du finder her, sidste år, så den har allerede gjort rigtig meget gavn for pengene og sparet mig for rigtig mange bekymringer, når jeg ikke har været hjemme til at vande.
Sidste år såede og udplantede jeg den smukke, mørklilla opiumvalmue, Papaver somniferum ‘Dark Plum’. Det var et rigtig godt bekendtskab, så jeg tog en masse frø for at være sikker på et gensyn. Frøene fik jeg gemt et meget sikkert sted. I hvert fald lykkedes det mig ikke at genfinde dem, da de skulle sås. Men se nu her. Skønhederne har sået sig selv vildt og voldsomt, så det er aligevel blevet til mange glædelige gensyn.
Jeg har gået og ventet spændt på, om de selvsåede planter ville få blomster i samme lækre farve, som de autoriserede frø fra frøposen sidste år. Det har de heldigvis klaret fint. Blomsterne er nok lidt mindre, end de var sidste år, men det gør dem ikke mindre charmerende. Bierne og især humlebierne er også bgejstrede over gensynet.
I forlængelse af glæden over ‘Dark Plum’ sidste år bestilte jeg i foråret frø hjem af endnu en sort af opiumvalmue, nemlig Papaver somniferum ‘Black Beuty’. Foreløbig har den succes været begræset, for der er faktisk kun kommet en enkelt plante ud af det. Men knoppen ser da lovende ud 🙂
Og blomsten – den er da helt fantastisk. Stærkt fyldt og sikke en farve. Jeg håber, den også vil selvså, men er lidt spændt på, om den sætter frø. Mange stærkt fyldte blomster er ikke så gode til det, fordi de ekstra kronblade i virkelighedden er omdannede støvblade. Foreløbig vil jeg med stor omhu nyde de blomster, den enlige plante byder på.
Det er ikke ligefrem nemt at dyrke roser, når jorden er så sandet og tør som her på matriklen, men i krukkerne går det fint. Jeg holder meget af at bruge potteroser som kukkeplanter, for de holder så dejligt længe på den måde.Den fantastiske sort, Rosa ‘Green Infinity’,der er skabt af Rosa Eskelund fra Roses Forever, er en af mine favoritter. Blomsterne holder helt utroligt længe og præsterer et fascinerende farveskift undervejs. I udspring er de vintagerosa og efterhånden bliver de mere og mere grønne.
En ny og meget anderledes rose, som jeg er ret forelsket i men endnu aldrig har set i butikkerne, er mikrorosen Rosa ‘LillyRose’. Jeg fik og plantede et eksemplar sidste år, der altså har klaret vinteren i krukken inde i drivhuset.
‘LillyRose’ har simpelthen de sødeste, bittesmå roser, og den blomster hele sommeren.
Der er selvfølgelig også enkelte roser plantet i haven. Den her skønhed, der hedder Rosa ‘Lise Nørgaard’ er også skabt af Rosa Eskelund og opkaldt efter og navngivet af selveste Lise Nørgaard. Den blev plantet som barrodet plante sidste efterår, og har åbenbart fundet sig godt til rette her i haven trods de ikke så rosenvenlige betingelser. Se her, hvordan ‘Lise Nørgaard’ flyttede ind.
