Lige nu er det først og fremmest tulipanerne, der slår farvetemaet an i haven. Stauderne er stærkt på vej, men stadig kun saftigt forårsgrønne. En farve, der står perfekt til de fleste tulipaner. Det er en af grundene til, at jeg godt kan lide at have tulipaner inde i staudebedene. En anden er, at stauderne hurtigt skjuler tulipanerne efter afblomstring, når de ikke er ret festlige at se på.
Det er praktisk, når man drømmer om at gense sine tulipaner gennem flere tulipangenerationer. Det er langt fra altid, det lykkes, men en forudsætning er jo i hvert tilfælde, at planterne får lov at visne ned i god ro og orden. Det med orden er nemmere, når man ikke behøver at se på det, fordi stauderne skjuler de visne tulipanblade. Den her lækre sag er en andengenerationstulipan, der har klaret skærene. Tulipa ‘Brown Sugar’ hedder den. Løgene blev lagt i efteråret 2017, blomstrede med store smukke blomster i 2018 og altså nu igen med noget mindre men stadig smukke blomster.
I påskeferien har jeg dagligt gået og hygget mig med at følge tulipanernes fascinerende døgnrytme, der giver masser af dynamik i bedene. I det blege morgenlys, ser de næsten ud til at være vendt tilbage til knopstadiet.
Men så snart solen får magt folder de blomsterne ud. Mere og mere dag for dag indtil energien er opbrugt og blomsterbladene daler til jorden. Det varer heldigvis lidt endnu.
De små tulipaner i bedstriben bag køkkenhaven kan tælle adskillige tulipangenerationer tilbage, men de dukker trofast op i større og større antal men mindre og mindre udgave år for år. De har fyldte blomster, der også kan kunsten af folde sig ud i løbet af dagen, og de holder heldigvis dejligt længe.
