Der er kommet nyt legetøj i familien, så nu har den ellers ret gennemfotograferede køkkenhave haft dronebesøg og er blevet foreviget fra en ny vinkel af husets dronepilot. Her mens grønsagerne endnu ikke er vokset rigtig til, er det ikke så nemt at se årets køkkenhavedesign fra jorden, men set i fugleperspektiv tegner buerne deres tydelige mønster.
Køkkenhaven er i det hele taget i fin form. Grønsagerne vokser med rasende fart i varmen, og det er nødvendigt at være virkelig vaks med vandslangen, hvis ikke det skal ende i en katastrofe. Jeg vander pt hver aften, når solen er gået ned og fordampningen trods alt er lidt mindre end midt på dagen, for at planterne får mest muligt gavn af vandingsvandet. Selv om det er skønt med sommervejret, vil jeg nu faktisk gerne bestille et par nætter med silende sommeregn.
Vinterærterne, Pisum ‘Winterkefe’, der blev sået lige før jul, er klatret godt til vejrs i deres klatrestativ, og nu er de også begyndt at blomstre med deres smukke, smukke ærteblomster.
En anden grønsag, der er godt på vej og lyser fint op i køkkenhaven allerede nu, er glaskål. De sjove sputnik-lignende glaskål er endnu ganske små, men de er begyndt at tage form og ser allerede lovende ud.
En af de løgvækster, jeg lægger løg af hvert eneste efterår, er det smukke, hvide prydløg, Allium stipitatum ‘Mount Everest’. Jeg går og glæder mig til blomstringen, lige fra den første spids af den store spire dukker frem – den vil jeg bare ikke undvære.
De perfekt kugleformede blomsterstande, der er sammensat af hundredevis af små stjerneblomster er bare så smukke. I lyset af hvor mange løg, jeg har lagt i årenes løb, burde der være masser af blomstrende prydløg, men de er ikke så gode til at komme igen, så for en sikkerheds skyld bliver der lagt nye løg hvert år her i haven.
En ny løgvækst, der er på prøve i år, er prærielilje, Camassia leichtlinii. Den har bestået! For det er da en ualmindelig smuk blomst. Jeg har prøvet både en blå og en hvid sort af prærielilje, og de har så absolut hver deres charme. Lidt sjovt er det, at mens den blå sort allerede er ved at være afblomstret, er den hvide kun lige begyndt. Den hvide sort hedder Camassia ‘Sacajawea’.
Blomstringen er til gengæld helt forbi for den statelige kejserkrone, Fritillaria imperialis. Men det er lige som om, den bare bliver mere og mere statelig i takt med at frøstandene udvikler sig og leder tankerne hen på et grønt scepter 🙂
For nogle år siden plantede jeg bølgekronet storkenæb, Geranium phaeum i skyggebedet, fordi det forlyder, at den tætte og kraftigtvoksende staude til højre i billedet er i stand til at holde skvalderkål i skak. Sagen er nemlig den, at skvalderkålens domæne begynder lige på den anden side af hegnet, og det er ikke helt gået op for det imperialistiske ukrudt, at der eksisterer en grænse mellem haven og skvalderkål-land. Egentlig har jeg ikke været særligt imponeret over bølgekronet storkenæb indtil nu, men i år er der pludselig begyndt at ske noget.Der skal selvfølgelig stadig fjernes skvalderkål, men selvsåede planter af bølgekronet storkenæb er begyndt at dukke op og tage kampen op med skvalderkålen. De store blade dækker jorden godt, så der kommer i hvert tilfælde ikke skvalderkål op under dem. Jeg synes, den har sådan nogle fine blomster med en fantastisk farve og fikst tilbagebøjede kronblade. Nu er det så spørgsmålet, om der opstår et nyt, selvskabt ukrudtsproblem, fordi stauden breder sig for meget. Jeg satser på en god balance. Foreløbig ser det rart og frodigt ud.
En anden plante, der flittigt sår sig selv i det skyggefulde hjørne af haven er miliegræs, Millium effusum ‘Aureum’. Den passer perfekt til den skovagtige stemning, jeg stræber efter i skyggebedet, og lyser dejligt op med sit smukke, limegrønne løv.
Når jeg ser på skjoldblad, Darmera peltata ‘Nana’ i skyggebedet får jeg ikke bare associationer til skov men til urskov eller eventyrskov. De kæmpe store, parasollignende blade ser både eksotiske og lidt magiske ud, og her får hverken bølgekronet storkenæb eller skvalderkål lov at komme for tæt på, så der opstår risiko for udkonkurrering.
Stille og roligt er sommerblomsterne begyndt at afløse forårsblomsterne i krukkegrupperne rundt om huset. Nu er der jo ikke så længe til, vi holder Åben Have i forbindelse med Haveselskabets Havefestival den 9.-10. juni, og da vil jeg jo gerne være krukkeklar, så grupperne tager sig præsentable ud. Nogle af de nytilkomne ser endnu lidt spagfærdige ud og fylder ikke rigtig krukken ud, men jeg er nu ikke i tvivl om, at de nok skal nå at komme efter det i løbet af de kommende uger.
Der er rart at få flyttet lidt rundt, plantet genbrugsplanter ud og smidt på komposten, så det er til at se, hvor der mangler sommerblomster, for at haven kan blive krukkeklar til årets Havefestival. Det gør der nu foreløbig ikke på pladsen foran drivhuset, hvor der mildt sagt stadig er gang i hornviol, Viola cornuta, og stedmoderblomst, Viola x wittrockinana.De to forsøgsmix i de store krukker, her den længst til venstre, er blevet super flotte synes jeg. De tre forskellige sorter, der var plantet sammen fra gartneriets side som en convenience-løsning med 3i1 hornvioler, klæder hinanden og blander sig på smukkeste vis. Det er slet ikke nogen dårlig ide med sådan et mix, når bare farverne passer sammen. Se her, hvordan det begyndte 🙂
Apropos stedemoderblomster, så står en af årets første forårskrukker nu og ser sådan her ud. Oprindeligt var der alt muligt forskelligt i krukken, men løgvækster, primulaer og andre forårsplanter har givet op, og stedmoderblomsterne med de krøllede blomster, serien Viola Frizzel Sizzel, har taget hele magten. Det ser nu flot ud, synes jeg, så de får lov at styre det hele en tid endnu.
Jeg var helt sikker på, at den blomstrende blåregn, Wisteria sinensis ‘Prolific’, ville være en af havens attraktioner, når vi inden længe holder åben have i forbindelse med Haveselskabets Havefestival. Det er den 9.-10. juni kl. 10-17 og alle er velkomne. Sandsynligheden taler dog ikke for, at blåregn i fuldt flor vil være en af dagens haveoplevelser. Den står nemlig allerede nu i fuldt flor, så det bal er utvivlsomt forbi om tre uger. Heldigvis er der mange andre smukke blomster på vej, datter Anne er i gang med at planlægge årets sortiment i staude pop-up shoppen i carporten, og der bliver selvfølgelig mulighed for at købe min nye bog, Slip haveglæden løs, lige her, hvor det hele begyndte. (Læs mere om bogen og køb den her 🙂 )
Det må være varmen, der i den grad har sat fut i min blåregn, for jeg har tjekket fotoarkivet, og den plejer først at blomstre i begyndelsen af juni. Den er flottere end nogensinde, og den effekt, jeg drømte om, da vi konstruerede portalen mellem de to haverum, er nu en realitet. De lange blomsterklaser hænger nemlig så fint ned fra “loftet” og gør det til ren nydelse at gå under portalen.
Jeg synes, farven på blåregn blomsterne er helt fantastisk, og samtidig dufter de, så det er en fryd. Vidste I forresten, at der er to slags blåregn, den almindelige, Wisteria sinensis, som jeg har og så japansk blåregn, Wisteria floribunda. De ligner hinanden meget men kan alligevel nemt skelnes fra hinanden. Wisteria sinensis er nemlig højreslyngende, når den klatrer til vejrs ved at slynge sine kraftige stængler om det, der er i nærheden. Wisteria floribunda er venstreslyngende. Det er da sjovt 🙂
Tulipanerne, narcisserne og de andre løgvækster er færdige for i år, og stauderne er så småt ved at komme i gang. Heldigvis er der en frontløber, der sætter lækre farver på forsommerhaven, mens vi venter på resten af stauderne. Rød nellikerod, Geum coccineum – her i sorten ‘Mai Tai’ er en helt uundværlig staude, der står i fuldt flor netop nu.
Når man ser nærmere på de smukke blomster, er det ikke svært at gætte, hvor nellikerod hører til i det botaniske slægtstræ. Blomsterne ligner fuldstændigt miniatureroser, og rosenfamilien er selvfølgelig også det rigtige gæt.
Der findes et hav af sorter i mange lækre farver. Her er det sorten Geum coccineum ‘Lipstick’ med let fyldte, blødt rødorange blomster. Også svær at stå for…
Den viltre og lysende orange sort af nellikerod har enkle blomster og en kraftig vækst. Geum coccineum ‘Totally Tangerine’ er navnet. Her står den med den rødbladede skovangelik, Angelica sylvestris, som baggrund. Det er et ret godt partnerskab, synes jeg.
Geum rivale ‘Two Tone Pearl’, ligner ikke rigtig de andre, men til gengæld minder den meget om den dejlige, vildtvoksende engnellikerod man kan være heldig at finde på fugtige steder. Det er ikke er så mærkeligt, for det er en forædlet sort af netop den. Blomsterne er mere beskedne og nikker som små klokker, og den diskrete farve er i min optik lækker som i virkelig lækker. Et nyt bekendtskab her i haven men stærkt på vej til at blive en ny kæledægge.
Nu går det lige pludselig stærkt i drivhuset takket være det fantastiske vejr, og min vandingscomputer er nærmest blevet mit kæreste eje. Jeg kan allerede så småt høste dild og spinat, der blev sået omkring den cirkelformede belægning af gangarealet, det blev til i år.
Der er også fuld skrue på tomatplanterne, som allerede er klar til at blive viklet ind i tomatspiralerne, så de holder sig godt oprejst.
Det er ufatteligt så hurtigt, sådan en tomatplante producerer sideskud. Man skal ikke vende ryggen til ret længe af gangen, før der er nye skud, der skal knibes af med grønne, tomatduftende fingre til følge.
Jeg har også plantet et par auberginer, der får samme tur som tomatplanterne. Sideskuddene bliver knebet af, så planterne kan snos op i en spiral i stedet for at blive buskede og uoverskuelige.
Al den varme giver et vældigt behov for vanding i drivhuset, så lige nu er jeg for alvor glad for den vandingscomputer, jeg investerede i sidste år. Den er blevet forbundet til en siveslange, der er trukket hele vejen rundt i drivhuset, så alle planterne får vand lige der, hvor de har brug for det, nemlig ved rødderne, uden at luftfugtigheden i drivhuset bliver for høj. Den smarte vandingscomputer kan programmeres til at passe drivhuset, når vi ikke er hjemme, men i det daglige bruger jeg mest manuel betjening – det vil sige at jeg trykker på knappen, når der skal vandes, og så slukker computeren for vandet efter en halv time. Det sparer meget vand, at jeg ikke selv behøver at huske at slukke for vandet 🙂 Jeg købte min vandingscomputer her.
Årets nye – og som sædvanligt lidt skøre – køkkenhavedesign er begyndt at manifestere sig i takt med, at de udsåede grønsager spirer frem, og de udplantede vokser til. Der er buer i to forskellige forløb med udgangspunkt i henholdsvis de tre klatrestativer og figentræet i den anden side af køkkenhaven. Buerne mødes på midten. Jeg tror, det bliver fint, og det er i hvert fald praktisk, fordi det giver “rækker” i mange forskellige længder.
Der er ved at være så nogenlunde fyldt op i buerne, efter at jeg i dag har udplantet de sidste forspirede grønsager. Det her er et nyt spændende bekendtskab, som jeg aldrig har dyrket før, så det er jeg meget spændt på. Aspargesært med det tungevridende latinske navn Tetragonobulus purpureus, skulle efter sigende være en delikatesse og samtidig en smuk plante. Det får den nu lov til at bevise. Fine, livskraftige planter med masser af rod i hvert tilfælde.
Også de forspirede porreplanter ser fine ud – i høj grad klar til at blive plantet ud. Jeg har gået og ventet på lidt blidere vejr, men det er ikke umiddelbart i sigte, så nu må det briste eller bære. Jeg er hjemme og står klar med vandkanden de næste dage, så jeg tror på projektet.
Heldigvis er det jo i forvejen smart at plante porrer i render, så der kan muldes jord op omkring dem efterhånden for at sikre sig lange, hvide skafter. Renderne gør vanding her i etableringsfasen ikke så lidt nemmere.I det hele taget er vanding og lugning nogenlunde fast arbejde i øjeblikket, ikke mindst når man som jeg har køkkenhave på sandjord, der godt nok gennem 10 år er beriget med kompost, men alligevel tørrer lynhurtigt ud. De sporadiske planter mellem rækkerne, der ikke er en del af det planlagte køkkenhavedesign, er dels spontan skorzonnerrod, der blev dyrket for nogle år siden og åbenbart stadig har jordstængler liggende i jorden, dels selvsået hjulkrone, som jeg ikke nænner at luge, for de kan jo sagtens komme til nytte senere på sommeren og står egentlig ikke i vejen. Der er også nogle uautoriserede morgenfruer, men dem har jeg tænkt mig at grave op og bruge et andet sted i haven.
Ingen dag uden nye duftoplevelser i øjeblikket 🙂 I dag er den smukke azalea, Rhododendron ‘Irene Koster’ sprunget ud. Det er en skam, at man ikke kan fotografere duften, for den er helt fantastisk og burde vedlægges billedet.Men blomsterne er nu også smukke i sig selv, med den elegante farvekombination af hvidt, rosa og orange. En azalea er en løvfældende rododendron, så de gør ikke meget væsen af sig om vinteren, men lige nu er blomsterne og duften guld værd, og busken får i øvrigt også fine løvfarver.
Rhododendron ‘Schneekrone’ er til gengæld en “rigtig” rododendron, der er stedsegrøn, og dermed også en stor gevinst for haven i vinterhalvåret.Desværre er især den ene af de to buske, der er plantet samtidigt, lidt af en skuffelse i år. Den har kun en enkelt blomsterstand, og den anden er også kun en skygge af sig selv, som det ses her. De plejer ellers at give sådan et lækkert kig ned mod drivhuset her i blomstringssæsonen.
Blomsterne er ellers så fine, så nu gælder det om at nyde synet af dem, der trods alt er sprunget ud, og ile til med assistance, der kan afhjælpe trætheden. Bladene ser faktisk også lidt triste og matte ud, så jeg gætter på, at buskene simpelthen trænger til en gang rododendrongødning – og lige nu garanteret også til lidt vand, for hold nu op, hvor er det hele bare tørt.
Kender I det? Man tuller planløst rundt i sin have, og pludselig bliver man ramt af en kaskade af blomsterdufte, man slet ikke havde set komme. Hvor kom de nu lige fra? Så må man på duftsafari med næsen i højeste beredskab. Sådan en duft ramte min næse, da jeg landede i indkørslen i dag.
Årstiden har jo masser af duftende buske at byde på, men jeg blev lidt overrasket, da det hurtigt lykkedes mig at snuse mig frem til kilden. Det er nemlig den stedsegrønne laurbærkirsebær, Prunus laurocerasus, der blomstrer for fuld udblæsning og spreder en markant honningduft omkring sig. Laurbærkirsebær regnes normalt ikke for at tilhøre kategorien af blomstrende buske og endnu mindre duftplantesegmentet, men lige nu er den så afgjort begge dele. De fine blomsterstande er dannet af små blomsterstjerner og hæver sig som julelys fra grenene. Det er virkelig fint 🙂 Ja, kæphesten rider videre – HUSK de stedsegrønne, der er så meget værd i haven hele året rundt.
Mindre overraskende er det, når duftbombardementet fra sargentsæble, Malus sargentii, rammer. Det hører til en af årstidens bedste dufttraditioner.Den smukke busk blomstrer helt vildt med de skønneste blomster og de skønneste blomsterdufte, som bierne tydeligvis er helt vilde med. Der bliver summet lystigt omkring busken i disse dage, hvor blomsterne folder sig ud.
Den lækre sort af sargentsæble, Malus sargentii ‘Spellbound’, der blev plantet på prøve for nogle år siden, har rosa blomster og mørkt løv i sammenligning med arten, men duften har de til fælles. Og den har for længst bestået prøven og er blevet en skattet busk her i haven. Få historien om den dansk forædlede ‘Spellbound’ her.
Det er heldigvis også blevet syrentid, nu vi er inde på blomsterdufte. Man skal lede længe efter en blomstrende busk, der kalder på så mange dufterindringer som syrenen. Her er det den – ja undskyld – syrenfarvede sort, Syringa vulgaris ‘Michel Buchner’, der blomster i al sin skønhed og spreder den dejligste syrenduft omkring morgenmadsterrassen, hvor den blev plantet som “rygstød” for nogle år siden. Det tog lidt tid, men nu har den også bestået og har udviklet sig til en pæn busk trods de udfordrende vækstbetingelser på skrænten.
