De seneste par dage har budt på ud-af-haven-oplevelser på den anden side af Sundet. En af de helt gode var et besøg i Löddeköpinge Plantskola, der ligger lidt nord for Malmö. På hjemmesiden beskriver planteskolen stemningen som “annorlunda og trolsk”. Meget rammende, for det er virkelig som at komme ind i en anden og bedre, lidt eventyrlig verden at træde ind i planteskolens fredfyldte univers.Her er det ikke fest og knaldtilbud, der dominerer, men spændende planter med farver og former. Prydgræsser, bambus og bregner hører for eksempel til favoritterne. Planteskolen er ikke særlig stor, men den er indrettet som en dejlig have med et stort antal rum, hvor planterne og den lækre keramik, som Löddeköpinge plantskola også står for, præsenterer sig selv.Det er ligesom at gå på opdagelse men på den helt afslappede måde, hvor man nok er spændt på, hvad der venter, men ikke er i tvivl om, at der også er noget smukt eller hyggeligt rundt om næste hjørne. En hvid kat følger med på en del af turen men forsvinder lige så pludseligt, som den kom, bag et podie med smukke, smukke krukker. I drivhuset, hvor krukker, figurer og planter i fine stilleben tager imod, danner dæmpet musik den fineste lydkulisse.Det lille, overvoksede drivhus midt i det hele, der lige nu lyser rødt af vildvinens høstfarver, rummer en salgsudstilling med små krukker, figurer og krukkefødder. Det er en lille, smule svært at styre trangen til impulskøb. Godt man er så afslappet…Ja, okay, ikke så afslappet altså. Det var mig ikke menneskeligt muligt at lade dette smukke, hægende fuglebad blive tilbage i Sverige. Nu hænger det fra en af de nederste grene i den opstammede kristtorn midt i haven. Jeg glæder mig, til det patinerer lidt, og håber, at fuglene bliver lige så glade for det, som jeg allerede er. Löddeköpinge Plantskola er en fredfyldt shoppingoplevelse, hvor man virkelig bare har lyst til at blive lidt længere. En af den slags, der desværre er meget langt imellem. Læs mere på planteskolens egen hjemmeside her.