Gårsdagen bød på en ud-af-haven oplevelse af de større, da en sviptur til Berlin også gav anledning til at besøge den gigantiske haveudstilling IGA Berlin 2017. Udstillingen – eller hvad man nu kan kalde et arrangement, der strækker sig over 180 dage og omfatter 104 hektar – har til formål at sætte have- og landskabsdesign og havekultur i byerne i fokus ikke bare med en tysk eller europæisk synsvinkel men  globalt set og dermed skabe en platform for dialog mellem kulturer. Udstillingsområdet er delt i to, og man kan vælge at gå fra ende til anden – og dermed konstatere hvor stort området er på egne fødder – eller at tage den til lejligheden etablerede svævebane i hvert fald den ene vej…

Udstillingsområdet Gärten der Welt er et centralt element i messen, hvor arrangørerne har forsøgt at etablere haver fra forskellige dele af verden. En kæmpemæssig opgave, som man nok kan diskutere, hor godt de er sluppet fra. Der er for eksempel en kinesisk have, en japansk have, en engelsk have osv. Og selvfølgelig en meget velbesøgt rosenhave. Set gennem mine briller er en af de mest vellykkede Karl Foerster haven, hvor en smuk sammensætning af stauder er det centrale… Men nu er jeg jo også ret glad for stauder…

Selvom jeg nok er en smule skuffet over verdenshaverne, og selv om mange af udstillingens bede bærer præg af at være nytilplantede og dermed mangler en hel del wow-effekt lige nu, er der heldigvis også mange velfungerende beplantninger med masser af inspiration til haven derhjemme. Her er for eksempel nogle ret lækre farve- og plantekombinationer, jeg godt kunne finde på at prøve at efterligne lidt …

Der var også flere opvisninger i, hvor flot det kan blive, når man får kombineret gyldne og brændte farver på den rigtige måde. Hmmm – det må jeg vist også have skabt lidt plads til…

Noget af det allermest vellykkede på IGA Berlin lige nu – efter min mening – er paradoksalt nok de vidtstrakte strøg med vilde planter, der kanter stierne mellem udstillingens to dele på aller smukkeste vis. Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan de har set ud tidligere på året, og hvordan de kommer til at se ud senere, men lige nu er de simpelthen helt vildt skønne.

Læs mere om IGA Berlin her.