Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Cerinthe major

Tusind tak for besøgene

En fantastisk weekend er ved at være forbi, og familien her er ved at være en anelse mat i sokkerne. Men hold op hvor har det været dejligt at have haven fyldt med så mange så glade havefolk. Tusind tak for alle besøgene, alle de pæne ord og alle de gode spørgsmål.

Der er nogle af havens planter, som rigtig mange har spurgt til. En af dem er voksurt, Cerinthe major, der lige nu lyser vældigt op med sin sære, blågrønne højblade, som de små, rørformede, lilla blomster putter sig i. Det er en enårig sommerblomst, jeg har forspiret i vindueskarmen og siden plantet ud. Nogle af gæsterne har fortalt mig, at den gerne sår sig selv. Det krydser jeg fingre for 🙂

En anden plante, der virkelig har fanget opmærksomheden, er ikke uventet Senecio candicens ‘Angel Wings’. De smukke krukkeplanter med blade så hvide og bløde som englevinger, er prøveplanter fra Gartneriet Pedersen, der blev plantet i krukkerne i april og siden har udviklet sig både smukt og elegant. Mon ikke de har bestået prøven, så gartneren tager dem i produktion til næste år. Jeg er sikker på, at vi er mange, der håber på det.

Sidst men ikke mindst er der mange, der har spurgt til den høje graciøse staude, virginsk ærenpris, Veronicastrum virginicum. En høj og graciøs staude, der lige er sprunget ud og i øvrigt er utroligt nem at have med at gøre, selv her på et vindomsust hjørne på sandjorden. Den vælter ikke, trods højden, og den blomstrer i månedsvis. En af mine absolutte yndlingsstauder.

Sommerblomster redder staudebedet

De nyopståede staudebede er som planlagt ved at lukke sig om sig selv. Det skyldes ikke så meget stauder, som det skyldes det mylder af sommerblomster, der – i mangel af stauder – blev forspiret og udplantet, så de to store bede også bliver værd at se på her i deres første år. Sommerblomsterne redder simpelthen staudebedene fra en kedelig sæson.Sommerblomsterne er ved hjælp af flittig vanding kommet super godt fra start, og nu begynder de også lige så roligt at blomstre, så det hele bliver ikke ved med at være grønt i grønt. De første blomster har virkelig sparket gang i min fantasi, så jeg ser allerede bedene som overdådigt smukke 🙂 Det bliver dejligt, når andre – forhåbentlig – også kan se det.En af dem, der kommer mange af, er den ganske sart lysegule stolt kvaler, Cosmos bipinnatus ‘Xanthos’. Det vil sige helt rigtige ‘Xanthos’ er det ikke, for planterne stammer fra frø, jeg tog af den enlige plante, der sidste år kom ud af en hel pose frø… Heldigvis har frøene vist sig vældig levedygtige og stabile. Jeg er ret pjattet med den fine, sarte farve.Voksurt, Cerinthe major, har jeg ikke prøvet at dyrke før, men også her er forspiringen gået fint og helt problemfrit. Det ene bed bliver holdt i blå, lilla, lysegule og sølvgrå nuancer, og her passer voksurt som fod i hose. Den er også lige begyndt at blomstre med helt specielle, nikkende, blålilla blomster mellem de lige så specielle blågrønne blade.Mens jeg er blevet holdt godt til ilden af fremspirende græs, der ikke hører hjemme i bedet, etableringsfasen igennem, har jeg paradoksalt nok også plantet græs ud imellem de andre planter. Det er den smukke stor hjertegræs, Briza maxima, der allerede nu er begyndt at blomstre med de fineste, hjerteformede aks, der dingler sødt fra tynde stængler.Med til koret af sommerblomster lige nu hører en af mine absolutte favoritter, den kniplingsagtige skærmplante blomsterkørvel, Orlaya grandiflora. Den behøver jeg ikke længere at forspire, for efter at jeg såede den for nogle år siden, har den troligt sået sig selv og popper nok så fint op både her og der og spreder sit stjernestøv over bedene som en rigtig primadonna.

Spiretest og frø shopping

Nu er der ikke så længe til, at forspiringen af de langsomst voksende sommerblomster kan begynde. Jeg kan mærke, det kribler i fingrene efter at komme i gang. Derfor har jeg lige tjekket beholdningen af frøposer. Som det fremgår, har jeg langt fra nok på lager…Nu har jeg gået beholdningen igennem og smidt de mest overgemte frø ud. Jeg hader at så noget, der ikke kommer op. Nogle af de knapt så gamle frøposer, der stadig er masser af frø i, laver jeg lige en hurtig spiretest på. Det gælder fx Barlotta bønnerne, som jeg såede hele to gange sidste år, uden at der nogensinde kom en bønne ud af det. Nu må det vise sig, om det var mig eller frøene, den var gal med… Det skal dog siges, at en anden slags bønner prompte spirede, da Barlotta’erne blev opgivet.Det blev så også anledningen til at tage fat på en af vinterens yndlingsbeskæftigelser. Frø shopning på nettet. For det er jo ganske vist. Kæmpeverbena, Verbena bonariensis, edderkoppeplante, Cleome spinosa og de forskellige sorter af tobaksblomst, Nicotiana, som jeg er så vild med, skal snart sås for at kunne nå at vokse til og blomstre i sommerens løb. Der røg så lige lidt ekstra med på bestillingen 🙂 Planten til venstre hedder voksurt, Cerinthe major ‘Purpurascens’. Den har jeg tit set men aldrig prøvet før, så nu skal det være. Glæder mig allerede. Sidste års fund, Nicotiana mutabilis ‘Marshmallow’ ses her sammen med tandstikkerurt, Amni visnaga ‘Green Mist’, der også er bestilt igen, og en violet sort af eddekoppeplante.

Helt hen i haven