I min familie har vi altid haft en svaghed for anemoner og måske især for blå anemone, Hepatica nobilis, der jo faktisk botanisk set ikke for alvor er en anemone. Min far husker fra drengeårene, hvordan hans mor, moster og mormor hvert forår glade og forårskåde valfartede fra byen til Boserup Skov ved Roskilde for at plukke anemone, kodriver – og selvfølgelig – blå anemone. Det sidste ord, min far hørte min farmor sige på dødslejet, var ligefrem anemone.Den blå anemone har selvfølgelig haft en fast plads i mine forældres have. Men nu vil de flytte i lejlighed, så planten er blevet gravet op og er nu flyttet ind her i haven, hvor den forhåbentlig får det lige så godt og breder sig lystigt. (Jeg har læst mig til, at frøene spredes vidt omkring af myrer, så den forudsætning er i hvert fald på plads her på matriklen). Den får lidt ekstra kærlighed til at begynde med, for det er jo ikke ligefrem optimalt at flytte rundt på planter i fuldt flor. Men hvor er de fine og skønne i farven, de blå anemoneblomster. Jeg melder mig gerne som fjerde generation af anemoneelskere.