Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Bærhøst

Ribsplukning på den magelige måde

Ribsbuskene er gået helt amok i år. Ikke engang fuglene kan følge med og gøre et seriøst indhug i overfloden. Sjovt nok guffer de bærrene på den enlige busk i køkkenhaven, mens striben af ribsbuske i frugthaven står uberørte af fuglenæb hen og simpelthen bugner af modne bær. Det kræver vist en fuglepsykolog at forklare hvorfor.

For mig er ribsplukning synonymt med sommer i Danmark. Jeg holder meget af at lade mig synke ned mellem buskene og nyde synet af de lakrøde, perfekte bær i lange klaser, og jeg synes, det er en ret meditativ beskæftigelse at fylde Margretheskåle med bær til fryseren. 3 kg i timen resulterede eftermiddagens indsats i. Ribs må være noget af det nemmeste og bedst ydende, man kan dyrke i haven. Mens æbletræerne i frugthaven ærlig talt ser ud som om, de burde have været tvangsfjernet for længe siden, er der aldrig tegn på tørkestress eller andre fortrædeligheder, når det gælder ribsbuskene.

Selv om jeg sidder der i nydningen og inhalerer farvespillet, fuglesangen og fornemmelsen af rigdom i takt med, at fryseren bliver fyldt op, kan jeg godt blive ret træt i ryggen. Men det er der også en god løsning på. Ribsbuskene skal jo beskæres efter høst, og de grene, der tynget af bærvægten har lagt sig ned i hindbærplanterne ved siden af, skal under alle omstændigheder fjernes. Så kan man jo lige så godt slå to fluer med et smæk og klippe grenene af, før bærrene plukkes. Dermed kan man sidde nok så mageligt i fornuftig arbejdsstilling og gøre sin ribsplukning til en endnu større fornøjelse.

Endelig kom der gang i hindbærrene

rubus-idaeus-52Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg længe har gået og været bekymret for årets hindbærhøst. Hjemmelavet hindbærmarmelade er trods alt et basisnæringsmiddel her i familien, så det nærmer sig krise, hvis der ikke er hindbær at plukke af.rubus-idaeus-53Heldigvis har det varme septembervejr for alvor sat skub i tingene, så der næsten dagligt kan høstes en skålfuld hindbær til fryseren og til almindelig fornøjelse. Der er udelukkende plantet efterårshindbær af sorten ‘Autumn Bliss’ her i haven. De bærer på årsskuddene, og dermed modner bærrene først i sensommeren. Det letter beskæringen, fordi alle skuddene bare skal klippes ned efter høst, og samtidig er der aldrig larver i bærrene, fordi hindbærbillen bliver snydt af den sene blomstring, så den ikke får lagt sine æg i blomsterne.rubus-fruticosus-53Der kan også plukkes brombær til mere end husbehov her på matriklen nu. Det kræver både terapi og smertebehandling efterfølgende, for brombærkrattet er infiltreret af både vilde roser og brændenælder. Så ikke nok med at brombærrankerne stikker vederstyggeligt, det samme gør roserne, og de lumske brændenælder er heller ikke nogen fornøjelse at stikke fingrene i.rubus-fruticosus-52Brombær har status som voldsomt invasivt, ekspresvoksende og irriterende ukrudt her i haven, men derfor kan man jo godt drage nytte af de lækre bær. Det er kun de største og lettest tilgængelige, der bliver høstet, for der er umådeligt mange at tage af, og så mange pandekager med brombærsyltetøj har vi heller ikke godt af. Fuglene må nyde godt af resten.

Brombær i store mængder

Rubus plicatus-28Brombærhøsten tegner til at nå hidtil usete højder i år. Vejret må simpelthen have været perfekt for de vilde brombær, Rubus plicatus, der vokser overalt her på matriklen. Det er om ikke med livet så i hvert fald huden som indsats, at bærrene plukkes, men i sylteglassene det skal de altså – i hvert fald nogen af dem.Rubus plicatus-31Det meste af året er jeg ellers ret træt af at slås med de vildtvoksende brombærranker. De kan tilsyneladende vokse en meter på en nat og slå rod i begge ender. De stikker helt vildt og filtrer sig sammen med alt, de kommer i nærheden af. Det er desværre vilde roser og brændenælder i brombærkrattet, hvor rankerne er klatret så højt til vejrs, at det virker som om klaserne hænger ned fra træerne.Rubus plicatus-33Men lige nu er de trods alt ret populære og ikke så lidt dekorative. Der er bær i alle udviklingsstadier i de store klaser, og de blomstrer også nok så optimistisk endnu med smukke, rosa blomster. De sidste blomster når nok ikke at udvikle bær i år, men der er nu også så rigeligt at tage af, før kampen mod det voldsomme ukrudt igen sættes ind i den mere kontrollerede del af haven.

Efterårshindbær uden orm

Rubus idaeus-310Hvis der er noget, der er både fornuftigt og luksusbetonet grænsende til det dekadente at dyrke i haven, må det være hindbær. Det er så utrolig nemt at få et fornuftigt udbytte år efter år – og det er så utrolig lækkert at kune høste sine egne, friske, flotte hindbær.Rubus idaeus-311Når man smyger sig ind mellem de mandshøje skud og udvælger de perfekt modne bær, der har fået den helt rigtige, dybrøde farve – og putter cirka hvert tiende i munden – er det svært at tro på, at bærrene faktisk er sunde, så godt som de smager.Rubus idaeus-313Her i haven er det efterårssorten ‘Autumn Bliss’, der er plantet i hindbærbedene, så det er nu, det for alvor er høstsæson, og fryseren skal fyldes op med bær til den livsnødvendige hindbærmarmelade. Valget er faldet på ‘Autumn Bliss’, fordi jeg ikke gider bøvle med hindbær med “orm” i. ‘Autumn Bliss’ blomster så sent, at hindbærbillen for længst har lagt sine æg, og derfor er der ikke larver i bærrene.

Bær til mere end husbehov

Ribes rubrum-357

Jeg nåede lige at få plukket en ekstra skålfuld ribs til fryseren i går eftermiddags, inden den liftlige regn, der nu siler ned over den trængende have, satte ind.

Ribes rubrum-326

Der er helt vildt mange ribs i år. Mange flere end vi kan bruge, så nu er der frit slag for fuglene. Jeg ved ikke, om det skyldes den radikale foryngelsesbeskæring, buskene blev udsat for i januar, eller det simpelthen bare er et godt ribs år. I hvert fald er der både virkelig mange og virkelig store bær, der ligefrem tynger grenene mod jorden.

Vaccinium corymbosum-11

Sidste år blev der plantet flere sorter af amerikansk blåbær, Vaccinium corymbosum, i det nye bed. Det er jeg rigtig glad for i dag, for buskene har allerede vist sig at have mange kvaliteter. De er super søde, når de blomstrer, vanvittig flotte, når de står med lysende røde høstfarver, og nu tegner det også til en fornuftig blåbærhøst. Sidste år kom solsorten først. Forhåbentlig vil den nøjes med flotte, modne ribs i år…

Rubus plicatus-14

Vilde brombær, Rubus plicatus, er noget arrigt ukrudt her på matriklen, men blomsterne er nu smukke, som miniature udgaver af de roser, de er beslægtet med. Lige nu er det en sanseoplevelse af de gode at stå helt stille ved brombærkrattet, der har fået lydspor af summende honningbier i hundredevis. Bestøvningen skulle altså være på plads, så der forhåbentlig kommer masser af brombær til efteråret.

Helt hen i haven