Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Category: Stauder (Page 2 of 19)

Velkommen til prærielilje og Kleopatras nål

Det lykkedes mig næsten – men selvfølgelig ikke helt – at komme hjem fra ugens ekspedition til Holland uden nye planter til haven. Afdelingen med blomsterløg i et havecenter var dog mere, end jeg kunne modstå. Prærielilje, Camassia leichtlinii, har jeg haft i en tidligere have og været eget glad for, så nu må det være tid igen. Der blev til både den blå Camassia ‘Caerulea’ og den hvide Camassia ‘Sacajawae’.Kleopatras nål, Eremurus x isabellinus ‘Romance’, er vel ret beset ikke en løgplante men en staude, men også den hoppede ned i min indkøbskurv fra løgstativerne. Det er ikke en plante, jeg har forsøgt mig med før, men nu skal det være, for den efterlader mig altid i næsegrus beundring, når jeg møder den. Jeg har vist en ting med planter, der starter fra bunden hvert år og alligevel formår at udvikle sig til giganter.Kleopatras nål kræver ifølge bøgerne porøs jord, læ og sol. Samtidig har jeg været så glad for de høje narcistobak, Nicotiana sylvestris, ved trædestien i det centrale bed. Så det er da lige der, kleopatras nål skal stå og trone fremover. Velkommen til.Den tørre plante er en spøjs blækspruttelignende sag, der skal graves godt 10 cm ned i jorden. Det er hermed gjort – det bliver spændende, om den bliver til alt det, som jeg håber – eller den ender som mosegriseguf 🙁Normalt er jeg ikke meget for planteskilte i haven. (Det er jo blandt andet derfor, der er plantelister over havens flerårige planter i menuen Planterne øverst på siden her). Men da jeg jo udmærket ved, at der går max syv minutter, før jeg har glemt, hvor jeg lagde løgene, vil jeg gøre en undtagelse, så jeg ikke kommer til at grave tulipanløg eller andet ned oven i dem. Det slog mig lige, at jeg a) har en stak terra-cotta planteskilte liggende og b) har investeret i flere Posca-tuscher i forskellige farver, siden niecen introducerede begrebet, og vi malede pyntesten til drivhusbelægningen. Og ja, de smarte tuscher med maling i, som jeg købte her, egner sig også fint til at male planteskilte, så nu er det markeret, hvor løgene blev lagt. De skriver i øvrigt også fint på de zink planteskilte, jeg plejer at bruge i køkkenhaven.

23 hektar haveinspiration i Appeltern Gardens

På vej hjem fra plantemessebesøg i Holland blev der lige tid til en lynvisit i Appeltern Gardens, der simpelthen er et overflødighedshorn af haveinspiration … og et virkelig skidt sted til en lynvisit. Det kræver det meste af en dag, hvis man vil se det hele. Appeltern Gardens er 23 hektar med et væld af inspirationshaver og -beplantninger i alle mulige stilarter fra de retvinklede og formelle til de vilde og ustyrlige. Mange af haverne er møblerede, og overalt ser man folk slå sig ned og sidde med et saligt smil og nyde omgivelserne. En af de ting, jeg altid tænker over, når jeg går rundt mellem de mange haveanlæg er, hvor godt prydgræsser er integreret i beplantningerne. Det er bare så smukt og giver det der lette, lidt vilde udtryk, som jeg selv holder så meget af. Appeltern ligger in the middle of no where, men et besøg kan absolut anbefales enhver havenørd, der trænger til en ud-af-haven oplevelse. Ikke mindst på denne årstid, hvor sensommerstauderne giver den max gas.

Skønne skønhedsøje i mange afskygninger

Skønhedsøje … smag lige på det navn. Det fortæller en hel masse om, hvor dejlige planter, der er tale om. Jeg er i hvert fald helt vild med skønhedsøje, Coreopsis, og måske allermest vild med den månestrålefarvede sort af krans-skønhedsøje, Coreopsis verticillata ‘Moonbeam’. Den har faktisk været ugens yndlingsplante her i haven hele ugen, som det fremgår af sidepanelet her på bloggen.En anden skønhedsøje, der har en høj stjerne i haven, er storblomstret skønhedsøje, Coreopsis grandiflora ‘Limoncello’. Igen er der tale om en lækker, lysegul farve og en næsten overdådig blomsterrigdom. Den blev plantet sidste år, og blev bare ved og ved med at blomstre i en sådan grad, at jeg var bange for, at den skulle glemme at forberede sig på vinteren (som det ses her) og derfor fryse væk. Men den klarede skærene og er nu gået i gang med endnu en blomstring.I den forgangne uge er jeg blevet præsenteret for nogle nye sorter af skønhedsøje, der har masser af potentiale til at komme med på listen over yndlingsplanter. Det er GASA Young Plants, der introducerer dem i håbet om at få nogle vakse danske gartnere til at sætte dem i produktion, så vi kan købe dem til næste år og få prøvet af, hvad de kan. Det eksperiment stiller jeg i hvert fald gerne have til rådighed for. Det er sorter af rosen-skønhedsøje, Coreopsis rosea i serien Twinklebells, der er på vej med flere fede farver. Her Twinklebells Purple.Og her Coreopsis Twinklebells Pink. Ifølge GASA Young Plants kan sorterne klare temperaturer ned til -18 grader og skulle dermed være staudebedsegnede. Jeg kan lige se dem for mig sammen med fine græsser og andre prærieagtige stauder. Men jeg ville nu heller ikke være ked af at have skønhedsøje som krukkeplante…

Orkideer i skovbunden og gule hjerter i sydbøgen

Jeg sad lige og kiggede ud i skovbunden fra min plads i det nye drivhus, da mit øje fangede noget, der krævede en nærmere undersøgelse. Der blev ryddet en del buskads for at få plads til byggearbejdet, så der ser lidt afpillet ud endnu. Til gengæld er der dukket en hel flok af de her op. Det er vaskeægte vilde orkideer, skov-hullæbe med det latinske navn Epipactis helleborine. Ret almindelig, men det er da sjovt alligevel 🙂 Historien om hvepsen i blomsten er også ret sjov. Blomsterne indeholder nemlig nektar med procenter. Forskere har fundet frem til, at alkoholen dannes, når hvepse, der har mæsket sig i gærende nedfaldsfrugter, overfører gærsvampe til blomstens hule læbe, så den søde nektar omdannes til alkohol. Alkoholen gør hvepsene berusede, så de ikke sanser at fjerne de støvkøller, de får klæbet til hovedet, når de besøger blomsterne. Når de fortsætter pubcrawlen til næste blomst, afsætter de pollen og fikser dermed bestøvningen. Jeg har fundet den fascinerende historie på hjemmesiden dk-orkideer.dk.En anden spændende plante, der springer i øjnene i haven netop nu, er den citrongule hjerteblomst, Dicentra scandens, der temmelig uhæmmet klatrer rundt i sydbøgen, Nothofagus antarctica, og hvad den ellers kan komme i nærheden af.Det ser nærmest ud som om, træets krone er fyldt med fejlfarvet julepynt, sådan som de fine, gule hjerter hænger og dingler fra alle grenene i deres tynde stængler. Det er nemt at se, at planten er nært beslægtet med forårets løjtnantshjerte, Dicentra spectabilis, og den lille småhjerte, Dicentra formosa, for der er vist ikke andre planteslægter, der kan præstere så perfekt hjerteformede blomster.

Himmelstræbende stauder med fine spir

Aks- og spirformede blomsterstande er en stor gevinst for helheden i blomsterbedene efter min mening. En af de stauder, jeg har stor glæde af i den sammenhæng er kærte-pileurt, Polygonum amplexicaule, der lige er begyndt at blomstre med sine fine, blegrøde lys, der klæder den rødbladede japansk ahorn, Acer palmatum, superbt. Kærte-pileurt er simpelthen en fantastisk staude, når man som jeg må leve med ultra sandet undergrund, der skaber barske betingelser for planterne med ekstremt, tør jord (ja, ikke lige nu selvfølgelig … men ellers). Jeg ved ikke, om den kan blive for voldsom på bedre jord, men her brillerer den ved at klare hvad som helst, så den bliver brugt mange steder. Selv helt her ude på det yderste af haven vokser den og giver det indtrængende græs kamp til stregen, og samtidig skaber sådan en overgangszone, hvor staudebed og vilde vækster fusionerer, så haven bliver til natur og omvendt.En anden staude, der klarer sig eminent på kanten af afgrunden er virginsk ærenpris, Veronicastrum virginicum. Nu har den blomstret i mere end en måned uden at de tårnhøje stængler har ladet sig anfægte af vind og vejr. Der er altid en lystig summen omkring planterne, for humlebierne er helt vilde med blomsterne. De beruser sig i dem fra morgen til aften, og som regel bliver en hel del hængende natten over – det ser simpelthen ud som om, de sover rusen ud.I dagens trilogi af himmelstræbende stauder, må spydverbena, Verbena hastata, være nummer tre. Det er endnu en god plante til den tørre jord her i haven, selv om man aldrig rigtig ved, hvor man har den. Den enkelte plante lever sjældent i årevis, men til gengæld sår den sig selv og dukker op rundt omkring, hvor den har lyst. Den  er høj, robust og længeblomstrende og så har den de sødeste små blomsterspyd, der slet ikke er til at stå for. Den findes i øvrigt både i rosa, blå og hvid. Verbena hastata ‘Pink Spires’ hed den oprindeligt plantede forældreplante til denne her.

Sæson for solhat trods manglende somervejr

Mon ikke vi er mange, der er ret pjattede med purpursolhat, Echinacea purpurea? Og det næsten uanset hvilken farve i det enorme udvalg af sorter, vi taler om. Jeg er i hvert tilfælde, og mit kamera er også. Det kan næsten ikke lade være med at tage billeder af de smukke og meget fotogene planter. Dejligt, at det endelig er blevet sæson for solhat – måske et tegn på at sommeren er på vej 🙂 Man har da lov at håbe. Den her mørkt orangefarvede sort kommer fra et mix af sorter med primært brændte farver. Echinacea Cheyenne Spirit hedder serien, der er ret lækker.Lækker er også den gule sort i samme serie, når den står der og lyser op midt i alt det grønne.Jeg har faktisk udnævnt purpursolhat til ugens yndlingsplante her på bloggen, nu da de dejlige stauder endelig er begyndt at blomstre. Jeg holder af dem i alle afskygninger, men den originale model er og bliver nu alligevel favoritten og er også den nemmeste og mest stabile sort at dyrke ifølge min erfaring. Den har sådan en original farvekombination, der bare virker, selv om den aldrig var gået i andre sammenhænge. De purpurfarvede randkroner spiller perfekt mod de mørkt orange skivekroner, der ligner et pindsvin, som de sidder der midt i blomsten. Det latinske navn Echinacea kommer i øvrigt af det græske ord for pindsvin.Som nogen  vil vide, har jeg også plantet purpursolhat i krukkerne i år, fordi de rødorange sorter passede perfekt i den nye krukkegruppe ved fordøren, der er portrætteret her.

Farvekoordineret blomstersmør

Der er masser af blomster i det spiselige staudebed lige nu. Det er selvfølgelig også præcis det, der var ideen med at plante et bed, der skulle være smukt som et staudebed og samtidig kun rumme spiselige planter. Blomstringen går dog i nogen grad ud over krydderstaudernes anvendelsesmuligheder som krydderurter, men det betyder ikke, at der ikke er noget at hente til lidt lækkerier. For eksempel er de sælsomme blomster af hestemynte, Monarda didyma ‘Blaustrümpf’ absolut spiselige og oven i købet ganske aromatiske.Køkkenhaven har også spiselige blomster at byde på lige nu. For selv om den skønne morgenfrue, Calendula officinalis ‘Triangle Flashback’ er sået som afskæringsblomst, har kronbladene også en mission i køkkenet.Med tanken på eftermiddagste med lune boller i drivhuset i ly for oktobervejret fik det mig til at gå på jagt haven rundt efter spiselige blomster. Jeg går efter de helt friske, nyudsprungne blomster.Ideen var at fabrikere smukt og aromatisk blomstersmør til bollerne, men det blev faktisk til to forskellige modeller af farvekoordineret blomstersmør, da jeg først kom i gang. Blomstersmør bliver til på præcis samme måde som kryddersmør. Kronbladene hakkes helt fint og røres med blødt rørt smør. Efter afkøling kan det skæres i skiver, og skal man ikke bruge det hele, kan det sagtens fryses. Det rosa og abrikosfarvede smør med rosenblade, hestemynte, blomsterkarse og morgenfrue passer perfekt til en gang lune boller. Det blå og lilla smør med lavendel, timian, merian, storkenæb, hestemynte og kinapurløg er til gengæld så krydret, at det er bedre til stegeretter eller grønsager, ligesom persille- og hvidløgssmør.

Løgblomster uden for sæsonen

De smukke, smukke hvide prydløg, Allium ‘Mount Everest’, er nogle af forårets absolutte yndlingsplanter her i haven. Minderne har man jo lov at ha’, og frøstandene er da også dekorative på deres egne afdæmpede måde, så de får selvfølgelig lov at blive stående, så længe de kan.Men har man som jeg virkelig hang til prydløgenes elegante blomsterbolde, er her en plantenyhed, der er værd at lægge mærke til. Allium ‘Millennium’ hedder sorten, der arter sig mere som en staude end som en løgvækst. Jeg fik et par prøveplanter sidste år, der har overvintret fint og oven i købet fandt sig i en flytning i det tidlige forår. De nye, smalle blade skyder tidligt frem som en tue, og i modsætning til de fleste prydløg, holder bladene sig pæne hele sommeren.Blomsterne er lige begyndt at springe ud og har simpelthen den skøneste, lyslilla farve. Blomstringen varer dejligt længe – hvordan blomsterboldene ser ud i fuldt flor, kan ses her. (Jeg har ladet mig fortælle, at de pt kan fås i Plantorama).En anden løgplante, der blomstrer netop nu, står i køkkenhaven. Det er et helt almindeligt kepaløg, Allium cepa, der selvfølgelig ikke burde blomstre, men altså gør det alligevel. At dømme efter placeringen er det formentlig et løg, der er blevet glemt i farten sidste år, der nu giver køkkenhaven lidt ekstra insektappel. Så det får også lov at blive stående 🙂

Trængsel i det pink bed

Der er ved at være temmelig meget trængsel i det pink bed ikke mindst på grund af den løsslupne slangeurt, Polygonum bistorta, der truer med at fortrænge alt andet. I øvrigt uden at den nogensinde har blomstret… Det taler for en tiltrængt overhaling, men det må vente til efteråret. For lige nu begynder bedets højsæson. Det markerer den gamle hortensiabusk, Hydrangea macrophylla, men endnu engang at springe ud, selv om levevilkårene i det tørre bed absolut ikke egner sig til hortensia.

Det skal den have stor tak for, for den er nu engang så fin med sine lyserøde skærme. Jeg kan aldrig helt beslutte mig for, om den er bedst nu, hvor blomsterstandene er limegrønne med de første strejf af lyserødt, eller om det er, når høstfarverne begynder at give busken et lækkert vintagepræg… Sikkert er det i hvert tilfælde, at her er en busk med flere højsæsoner.

Lige nu står fjerkløver, Trifolium rubens, også i blomst med smukke, dunbløde kløverblomster i en helt skøn farve. En dejlig staude, bare den får lidt støtte, for ellers falder den fra hinanden, når regnvejr gør blomsterhovederne for tunge til stænglerne.

En anden yndlingsstaude gør sit til at give den frodige bevoksning lidt lethed og ynde trods alt. Det er den yndefulde sort af lægekvæsurt, Sanguisorba officinalis ‘Pink Tanna’, der blomstrer med et mylder af små, lyserøde aks, der svajer på de tynde stængler.

De væver sig ud og ind mellem de andre planter i bedet. Her har de indgået en dekorativ alliance med en rosa stjernskærm, Astantia major.

Ærteblomster med og uden duft

En af de mest spektakulære planter i haven lige nu er den snehvide sort af flerårig ærteblomst, Lathyrus latifolius ‘Alba’. Der er faktisk et klatrestativ inde midt i blomsterhavet, men den frodige plante har fuldstændig dækket det og breder sig i øvrigt dumdristigt langt ud over rammerne af stativet, med den risiko det giver for at kække i vind og vejr. Men foreløbig går det fint.

Flerårig ærteblomst er, som navnet mere end antyder, en staude, der kommer trofast igen år efter år. De smukke, hvide blomster ligner meget blomsterne af de populære enårige ærteblomster, dem der hedder almindelig ærteblomst, Lathyrus odoratus. Men de adskiller sig desværre på et markant punkt. De dufter nemlig overhovedet ikke. Det er en skam, men til gengæld er de ualmindeligt nemme at dyrke og jo absolut smukke at se på.

Dufter gør til gengæld Lathyrus odoratus ‘Matucana’. Helt fantastisk endda. Det er en gammel sort med ret små, tofarvede blomster. Den holder jeg meget af, for jeg synes, den er mere yndefuld end mange af de storblomstrede sorter. Og dertil kommer så duften. Den står i en krukke ved døren til det nye drivhus, hvor velduften strejfer næsen, hver gang man går ud og ind.

En anden lækker sort af almindelig ærteblomst, der lige er begyndt at blomstre for alvor, er den meget mørkerøde, næsten sorte Lathyrus odoratus ‘Black Knight’, der også kan det der med at sprede velduft i luftrummet omkring sig. Det er de duftoplevelser, man skal huske at minde sig selv om i det tidligste forår, når det er sæson for forspiring, så man ikke risikerer at glemme at så ærteblomster.

Page 2 of 19

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén