Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Category: Stauder (Page 1 of 18)

Sensommerstauder snupper rampelyset

De fleste stauder er for alvor er begyndt at lukke ned for i år efter veludført arbejde. Her er det den hvidblomstrede indianermynte, Agastache anisata, der har blomstret hele sommeren og stadig er smuk, selv om den har skiftet til efterårsfarver og nu står med brune frøstande.Men heldigvis er der også stauder, der har en helt anden årsrytme. Havens sensommerstauder er først lige begyndt at blomstre og står med masser af friske blomster og et hav af knopper. Behøver jeg sige, at de er meget populære her i haven, hvor de stjæler rampelyset nu og sørger for at sensommerhaven ikke har noget problem med at leve op til haven i sommermånederne. Pudeasters, Aster dumosus hybrid, er en af de helt driftssikre og stabile sensommerstauder. Læg dertil en lækker, blålilla farve. Ikke så mærkeligt, at en scorer højt på på popularitetsbarometret. Og jeg ved oven i købet, at den kan blive ved længe endnu.

En anden sensommerblomstrende staude, jeg kom til at investere i sidste år, er pilebladet solsikke, Helianthus salicifolius. Den blev plantet i sensommeren og flyttet i foråret og har tydeligvis haft et fint med det. Forbløffende, hvor meget en lille plante i en potte kan blive til på bare et år.Pilebladet solsikke er, som det fremgår, en af staudehavens kæmper. Jeg tror, den nærmer sig tre meter i højden, og den er lige begyndt at blomstre med et væld af små, citrongule solsikkeblomster. Helt klart en god investering, selv om den nok i længden kommer til at kræve mere plads, end jeg lige havde forestillet mig, da den røg i indkøbskurven som et vaske ægte impulskøb. Den er stor, den er høj og den fylder, men den har alligevel både ynde og lethed takket være det fine, pilelignende løv, og de talrige små, glade blomstersole.

Sensommerbed i pink nuancer i topform

En stor del af haven er for alvor gået i sensommermode med brune frøstande og kæntrede planter oven på regn og blæst i mere end rigelige mængder. Men det pink bed – der har været en del udfordringer med i år – ser faktisk bedre ud, end det længe har gjort. Det hænger selvfølgelig sammen med, at mange af planterne i bedet netop er sensommerblomstrende. De giver lige et plus på haveglædekontoen mellem bygerne. Et dejligt sensommerbed.Duehoved, Chelone obliqua, er en af de stauder, der brillerer nu, hvor de fleste kolleger er begyndt at falme. Lækker farve, god stabil struktur, der aldrig kræver støtte eller opbinding, og sjove blomster, der vitterligt ligner duehoveder. En klar sensommerfavorit her i haven.

Kattehale, Lythrum salicaria, har stået model til en del rusketure på det seneste, men har rejst sig fint igen. Også en dejlig, pålidelig sensommerstaude, der aldrig er noget ballade med 🙂

Den helt skønne tobaksblomst, Nicotiana mutabilis, der blev forspiret fra egne frø i det tidlige forår, har været urimeligt længe om at komme i gang i år. Men nu kører det for den. Lette blomsterstande med små blomster i alle nuancer af pink, lyserødt og hvidt. Den er slet ikke til at stå for.Endelig er der jo bedets ubestridte mirakel. Ja ikke fordi almindelig hortensia, Hydrangea macrophylla, almindeligvis er noget mirakel, men i lyset af, at busken trives  bedst på fugtig jord i halvskygge og dybest set ikke tåler udtørring, klarer den sig fantastisk her i haven år efter år. Jeg har garanteret sagt det før, men jeg elsker den måde, blomsterstandene blegner på, når sensommeren sætter ind. Gradvist kommer de lysende pink blomster til at se ud som om de er lavet af vintage gavepapir fundet i et fjernt hjørne på et glemt loft. De er virkelig lækre.

Staudebørnehave i det sneglefri salatbed

En kombination af for meget høstklar salat på én gang, for lidt tid og alt for meget regnvejr har betydet, at det sneglefri salatbed er løbet løbsk for mig. De forskellige salater har lige gang i en opvisning i stokløbning tilsat fine blomster. Det er vist blevet tid til en gennemgribende oprydning.Raddichio hovederne er heldigvis ikke gået i stok men ak, alt det regnvejr har desværre sat sit klamme præg på planterne.Heldigvis kan de yderste lag rådne blade skrælles af, og inde i midten gemmer der sig de fineste små raddichio hoveder, der ikke fejler noget. Se så, nu har jeg opfundet portionsanretninger af raddichio… De små hoveder er hermed reddet, og resten af indholdet af salatbedet er havnet på komposten.Yesss! Ledig jord 🙂 Det kom lige tilpas, for siden min Hollandsekspedition med indlagte inspirationsbesøg i forrige uge, er jeg kommet til at bestille en stak must-have stauder hos staudemarken.dk. De kom (og endda lidt flere end jeg havde bestilt – tak for dem) hurtigere, end jeg nåede at komme i tanke om, at jeg ikke har nogen steder at plante dem, så længe alle sommerblomsterne og dahliaerne holder stand.Det er jo noget bøvl at skulle gå og passe planter i små potter alt for længe, så nu er der indrettet staudebørnehave i det ledige salatbed. Der står de meget bedre og kan brede deres rødder lidt længere omkring end i potterne, så der ikke skal holdes så meget øje med dem. En fin – og jo også nogenlunde sneglefri mellemstation – indtil der bliver ledig plads i staudebedene.

Stadig sæson for solhat og sommerfuglebusk

Det er mere end en måned siden, purpursolhat, Echinacea purpurea, begyndte at springe ud her i haven i diverse farver, som det ses her, men de blomstrer endnu. Farverne er måske blevet lidt blegede, og randkronerne er begyndt at at bøje sig lidt mere ydmygt, men det, synes jeg nu ikke, de er blevet mindre dejlige af. Mange har nævnt, at de har svært ved at få purpursolhat til at komme igen. Jeg vil gerne melde mig i koret, når det gælder de nye, stærkt forædlede sorter med vilde farver og former, men den gode gamle “rigtige” purpursolhat med den fantastiske farvekombination af støvet pink og rødbrun, volder ikke problemer her i havenJeg har oven i købet lige opdaget, at der er flere på vej. En ny generation af selvsåede småplanter dukker op hist og pist i bedet. De skal være så velkomne.Sidste år plantede jeg en spændende ny sommerfuglebusk, Buddleja davidii ‘Flower Power’ med en ualmindelig sød blomsterfarve i trappebedet, hvor purpursolhat også står. De matcher ret fint, synes jeg. Og nu hvor de øvrige sommerfuglebuske i haven er ved at se lidt slidte ud, er den lige begyndt at blomstre. Det er vi mange, der er glade for.Højt til vejrs over samme bed, er der også kommet godt gang i sensommerblomstringen takket være de mange kæmpeverbena, Verbena bonariensis, der blev plantet ud i foråret efter forspiring i vindueskarmen. En herlig plante med så stive stængler, at den holder sig oprejst uanset vind og vejr. Også den er sommerfuglene i øvrigt helt pjattede med.

Fingerbøl i ny rolle som sommerblomst

Fingerbøl, der måske er bedre kendt med det latinske navn Digitalis, er, når det skal være helt rigtigt, en to-årig plante, der sås det ene år, spirer og danner roset, for så at blomstre den følgende forsommer. Men se nu lige her. Ved hjælp af nye, hurtigtblomstrende sorter og et lille kunstgreb, kan fingerbøl også bruges som sensommerblomstrende sommerblomst.Her er det sorten Digitalis purpurea ‘Dalmatian White’, der blev sået medio marts ligesom de øvrige sommerblomster, der forspirede i vindueskarmen. De blev også pottet op samtidig og siden plantet ud i haven i begyndelsen af juni. Det er ikke svært at gætte, hvad sortsnavnet kommer af – og heller ikke hvad det danske artsnavn, fingerbøl, hentyder til. Der er i øvrigt en hel serie af ‘Dalmatian’ sorter i mange lækre farver. Digitalis ‘Dalmatian Peach’ ses her.

Det er skønt, når fingerbøl blomstrer i forsommeren, men det er ikke mindre skønt nu. Sommerblomsterne gav dem hurtigt baghjul og har blomstret dejligt hen over sommeren, men nu begynder de at se lidt slidte ud. (Altså undtagen narcistobak, Nicotiana sylvestris, der bare bliver ved og ved. En super naboplante til den hvide fingerbøl, synes jeg). Til gengæld står fingerbøl spirene der og lyser smukt op med smukke, friske blomsterspir. Jeg ved det ikke, men jeg tvivler på, at de giver en omgang mere næste år. Det kunne være dejligt, men for en sikkerheds skyld må der sås nogle flere, for det er helt klart en oplevelse, der tåler en gentagelse.

Sensommer i det spiselige staudebed

Nu er det to år siden, jeg fik ideen til det spiselige staudebed og fik det etableret i løbet af sommerferien. Siden har det udviklet sig til den smukke helhed, jeg drømte om. Et staudebed, hvor alle planterne på den ene eller den anden måde kan spises men samtidig er gode naboplanter, så bedet er dejligt at sidde ved siden både for øjnene og for næsen. Nu er sommerens friskhed afløst af sensommerens ro, men jeg synes nu stadig, at stolene ved siden af det spiselige staudebed er et rart sted at slå sig ned. Og sommerfuglene er helt vilde med de blomster, bedet stadig har at byde på. Det giver lige en ekstra dimension.Lige nu er der masser af blikfang i sød fennikel, Foeniculum vulgare var. Dulche, der står med et vel af fine gule blomsterskærme højt til vejrs over bedet. Sød fennikel danner ikke den lækre knold af opsvulmede bladskeder, som knoldfennikel, men alle dele af planten er spiselige og lakridsagtige, og så er den så lækker at se på oven i købet.Sød fennikel og den lilla hestemynte, Monarda didyma ‘Blaustrumpf”, har et ret godt og harmonisk naboskab, synes jeg. Også selv om vi vel her er ude i kontrastfarver. Der må godt være lidt knald på i sensommeren, synes jeg. Også hestemynte er omsværmet af sommerfugle og insekter, og blomsterne er meget aromatiske til fx urtete eller blomstersmør.Anisisop, Agastache anisata, blomstrer også videre, som den har gjort det længe. Det er endnu en af de planter, sommerfuglene er vilde med, så der er gang i den i det hjørne af haven, hvor der oven i købet står en sommerfuglebusk, Buddleja davidii, i bedet lige over for. Ind imellem bliver man nærmest fløjet ned. Anisisop er også en af de lækre dessertkrydderurter, der med sin anisagtige smag klæder både is, drinks og kager. Se fx her hvad datter Anne fik ud af den, da hun tryllede desserter sidste sommer.

Velkommen til prærielilje og Kleopatras nål

Det lykkedes mig næsten – men selvfølgelig ikke helt – at komme hjem fra ugens ekspedition til Holland uden nye planter til haven. Afdelingen med blomsterløg i et havecenter var dog mere, end jeg kunne modstå. Prærielilje, Camassia leichtlinii, har jeg haft i en tidligere have og været eget glad for, så nu må det være tid igen. Der blev til både den blå Camassia ‘Caerulea’ og den hvide Camassia ‘Sacajawae’.Kleopatras nål, Eremurus x isabellinus ‘Romance’, er vel ret beset ikke en løgplante men en staude, men også den hoppede ned i min indkøbskurv fra løgstativerne. Det er ikke en plante, jeg har forsøgt mig med før, men nu skal det være, for den efterlader mig altid i næsegrus beundring, når jeg møder den. Jeg har vist en ting med planter, der starter fra bunden hvert år og alligevel formår at udvikle sig til giganter.Kleopatras nål kræver ifølge bøgerne porøs jord, læ og sol. Samtidig har jeg været så glad for de høje narcistobak, Nicotiana sylvestris, ved trædestien i det centrale bed. Så det er da lige der, kleopatras nål skal stå og trone fremover. Velkommen til.Den tørre plante er en spøjs blækspruttelignende sag, der skal graves godt 10 cm ned i jorden. Det er hermed gjort – det bliver spændende, om den bliver til alt det, som jeg håber – eller den ender som mosegriseguf 🙁Normalt er jeg ikke meget for planteskilte i haven. (Det er jo blandt andet derfor, der er plantelister over havens flerårige planter i menuen Planterne øverst på siden her). Men da jeg jo udmærket ved, at der går max syv minutter, før jeg har glemt, hvor jeg lagde løgene, vil jeg gøre en undtagelse, så jeg ikke kommer til at grave tulipanløg eller andet ned oven i dem. Det slog mig lige, at jeg a) har en stak terra-cotta planteskilte liggende og b) har investeret i flere Posca-tuscher i forskellige farver, siden niecen introducerede begrebet, og vi malede pyntesten til drivhusbelægningen. Og ja, de smarte tuscher med maling i, som jeg købte her, egner sig også fint til at male planteskilte, så nu er det markeret, hvor løgene blev lagt. De skriver i øvrigt også fint på de zink planteskilte, jeg plejer at bruge i køkkenhaven.

23 hektar haveinspiration i Appeltern Gardens

På vej hjem fra plantemessebesøg i Holland blev der lige tid til en lynvisit i Appeltern Gardens, der simpelthen er et overflødighedshorn af haveinspiration … og et virkelig skidt sted til en lynvisit. Det kræver det meste af en dag, hvis man vil se det hele. Appeltern Gardens er 23 hektar med et væld af inspirationshaver og -beplantninger i alle mulige stilarter fra de retvinklede og formelle til de vilde og ustyrlige. Mange af haverne er møblerede, og overalt ser man folk slå sig ned og sidde med et saligt smil og nyde omgivelserne. En af de ting, jeg altid tænker over, når jeg går rundt mellem de mange haveanlæg er, hvor godt prydgræsser er integreret i beplantningerne. Det er bare så smukt og giver det der lette, lidt vilde udtryk, som jeg selv holder så meget af. Appeltern ligger in the middle of no where, men et besøg kan absolut anbefales enhver havenørd, der trænger til en ud-af-haven oplevelse. Ikke mindst på denne årstid, hvor sensommerstauderne giver den max gas.

Skønne skønhedsøje i mange afskygninger

Skønhedsøje … smag lige på det navn. Det fortæller en hel masse om, hvor dejlige planter, der er tale om. Jeg er i hvert fald helt vild med skønhedsøje, Coreopsis, og måske allermest vild med den månestrålefarvede sort af krans-skønhedsøje, Coreopsis verticillata ‘Moonbeam’. Den har faktisk været ugens yndlingsplante her i haven hele ugen, som det fremgår af sidepanelet her på bloggen.En anden skønhedsøje, der har en høj stjerne i haven, er storblomstret skønhedsøje, Coreopsis grandiflora ‘Limoncello’. Igen er der tale om en lækker, lysegul farve og en næsten overdådig blomsterrigdom. Den blev plantet sidste år, og blev bare ved og ved med at blomstre i en sådan grad, at jeg var bange for, at den skulle glemme at forberede sig på vinteren (som det ses her) og derfor fryse væk. Men den klarede skærene og er nu gået i gang med endnu en blomstring.I den forgangne uge er jeg blevet præsenteret for nogle nye sorter af skønhedsøje, der har masser af potentiale til at komme med på listen over yndlingsplanter. Det er GASA Young Plants, der introducerer dem i håbet om at få nogle vakse danske gartnere til at sætte dem i produktion, så vi kan købe dem til næste år og få prøvet af, hvad de kan. Det eksperiment stiller jeg i hvert fald gerne have til rådighed for. Det er sorter af rosen-skønhedsøje, Coreopsis rosea i serien Twinklebells, der er på vej med flere fede farver. Her Twinklebells Purple.Og her Coreopsis Twinklebells Pink. Ifølge GASA Young Plants kan sorterne klare temperaturer ned til -18 grader og skulle dermed være staudebedsegnede. Jeg kan lige se dem for mig sammen med fine græsser og andre prærieagtige stauder. Men jeg ville nu heller ikke være ked af at have skønhedsøje som krukkeplante…

Orkideer i skovbunden og gule hjerter i sydbøgen

Jeg sad lige og kiggede ud i skovbunden fra min plads i det nye drivhus, da mit øje fangede noget, der krævede en nærmere undersøgelse. Der blev ryddet en del buskads for at få plads til byggearbejdet, så der ser lidt afpillet ud endnu. Til gengæld er der dukket en hel flok af de her op. Det er vaskeægte vilde orkideer, skov-hullæbe med det latinske navn Epipactis helleborine. Ret almindelig, men det er da sjovt alligevel 🙂 Historien om hvepsen i blomsten er også ret sjov. Blomsterne indeholder nemlig nektar med procenter. Forskere har fundet frem til, at alkoholen dannes, når hvepse, der har mæsket sig i gærende nedfaldsfrugter, overfører gærsvampe til blomstens hule læbe, så den søde nektar omdannes til alkohol. Alkoholen gør hvepsene berusede, så de ikke sanser at fjerne de støvkøller, de får klæbet til hovedet, når de besøger blomsterne. Når de fortsætter pubcrawlen til næste blomst, afsætter de pollen og fikser dermed bestøvningen. Jeg har fundet den fascinerende historie på hjemmesiden dk-orkideer.dk.En anden spændende plante, der springer i øjnene i haven netop nu, er den citrongule hjerteblomst, Dicentra scandens, der temmelig uhæmmet klatrer rundt i sydbøgen, Nothofagus antarctica, og hvad den ellers kan komme i nærheden af.Det ser nærmest ud som om, træets krone er fyldt med fejlfarvet julepynt, sådan som de fine, gule hjerter hænger og dingler fra alle grenene i deres tynde stængler. Det er nemt at se, at planten er nært beslægtet med forårets løjtnantshjerte, Dicentra spectabilis, og den lille småhjerte, Dicentra formosa, for der er vist ikke andre planteslægter, der kan præstere så perfekt hjerteformede blomster.

Page 1 of 18

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén