Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Category: Havearbejde (Page 2 of 11)

Sommerblomster flytter hjemmefra

Dagen begyndte mild, vindstille og med et let gardin trukket for solen. Så jeg besluttede, at i dag skulle det være. De forspirede sommerblomster er blevet lidt for besværlige at styre i børnehaven. Nu må de ud at stå på egne ben under åben himmel. De er flyttet så meget ind og ud på det seneste, at de må være rimeligt afhærdede, og de er efterhånden helt umulige at holde med vand i de små potter. Nu må det briste eller bære.Samtidig, et andet sted i haven… De tre ovale bede, der er blevet lagt sammen til et stort, der smyger sig ned gennem haven, mangler planter. Der er alt for meget bar jord i de partier, der var græsplæne før fusionen. Jeg bryder mig ikke om bar jord… Med tiden er det planen, at der skal masser af stauder i dem, men for nu lige at få styr på mulighederne i det nye bed og for komme i gang på en prisbillig måde, har jeg været meget flittig med forspiringen i år.Planterne blev sat ud på jorden i deres potter og der blev flyttet rundt og byttet plads til kabalen gik op – og så der stadig er plads til lidt stauder og de dahlia’er, der også er blevet forspiret, men endnu må vente lidt med at komme ud.De fleste blev plantet i små grupper af tre eller fem planter for at opnå lidt ro og fylde i helheden. Men enkelte, som her stor hjertegræs, Briza maxima, samt opiumsvalmue og kæmpeverbena blev med tilstræbt tilfældighed plantet enkeltvis ind gennem bedet i håbet om, at det hele kommer til at se lidt vildt og naturligt ud.Forrige år havde jeg den smukke rødbladede skovangelik, Angelica sylvestris, der kastede temmelig voldsomt om sig med frø, der fortsat spirer lystigt. Fine små planter, der er lige til at grave op og flytte. Så nu er der også flyttet sådan nogle ind i et af de nye bede. Drømmebilledet af hvor lækkert, det bliver, står klart og tydeligt inde i mit hoved. Forhåbentlig kommer virkeligheden til at leve op til det. Nu gælder det bare om at være på stikkerne med vandslangen, for der er nogen, der har trukket gardinet fra, og det tørrer voldsomt derude.

Nye partnerskaber i krukkehaven

Nogen gange opstår der uventede partnerskaber mellem planter, der bare er skabt for hinanden. Jeg synes, det gælder den helt fantastiske akeleje, Aquilegia ‘Winky’, og den skønne Skimmia, der står i fuldt flor efter en lang vinter som krukkeplante. Egentlig var skimmia’en sat i lidt eksil med henblik på udplantning i et bed, der lige skal ryddes op i først, men nu er den kommet til ære og værdighed igen.Et andet godt partnerskab er opstået mellem den karamelfarvede Heuchera og den orange stedmoderblomst, Viola x wittrockiana. Der er kommet forårsgang i den lækre Heuchera, der også er en af de planter, der har overvintret i sin krukke. Nyvæksten er så fin med bladenes kombination af røde og sart orange farvetoner.En tredje overlever, der passer ind i den samme farveskala lige nu, er en krukke med potteroser, Rosa Infinity fra Roses Forever, der blev tilplantet sidste sommer, som det fremgår her. Da roserne med forårets komme begyndte at skyde igen, blev de klippet lidt tilbage, og nu står de og ligner nogen, der er klar til at give en omgang til. Dejligt 🙂Alt i alt gav opdagelsen af de nye partnerskaber anledning til en opfriskning af hyggekrogen på terrassen med det, Claus Dalby vist kalder Kenzo farver. Forskellige bladplanter med spændende løvfarver som Trifolium, Heuchera og endda rød grønkål er med til at understrege farveholdningen.

Koldt bad til bladlus

Tanken har strejfet mig et par gange – det er ligesom om, chiliplanterne i vindueskarmen står i stampe og ikke rigtig vokser. Men jeg har jo ikke lige fået tjekket ordentligt efter i den efterhånden ret uoverskuelige jungle, der fylder vindueskarmene.Det gjorde jeg så nu … Og gisp. Det er ikke det tvivlsomme forårsvejr, der er skyld i misèren. Der er simpelthen ubudne gæster i chiliplanterne. Topskuddene er helt sat til af skumle bladlus, der mæsker sig med de plantesafter, der burde gå til plantens vækst.Også på bagsiden af bladene sidder lusene og hygger sig. De elsker peber- og chiliplanter, så jeg håber, de har holdt sig til dem. Umiddelbart ser det heldigvis ikke ud til andet, men nu skal der holdes vågent øje, så eventuelle angreb kan tages i opløbet.De ubudne gæster fik et koldt bad under vandhanen, mens jeg gned alle dem af med fingrene, jeg kunne få øje på. En øvelse, jeg utvivlsomt kommer til at gentage en del gange i den nærmeste fremtid, hvis lusene skal udryddes. De formerer sig med lynets hast, så hvis bare der er et par stykker, der undslipper mig, er den jo gal igen.De små planter er allerede begyndt at danne blomsterknopper, men for nu lige at få lidt mere fylde og højde på dem, før de også skal bære frugt, valgte jeg på ondsindet vis at knibe de første knopper af, så der bliver lidt ekstra kræfter til vækst, før det går løs med frugterne.

Aggressiv slangeurt

Sidste forår erklærede jeg krig mod en absolut selvskabt plage i det pink staudebed. Slangeurt, Polygonum bistorta, var ved at tage magten i bedet, der af samme grund blev delvist omdannet til sommerblomstbed for at skaffe råderum til kampen om bedet. Foreløbig må slangeurt erklæres som klar vinder.

Slangeurt – her fotograferet i en anden have – er ellers en sød, yndefuld og uskyldigt udseende staude, men her i haven lever den til fulde op til sit navn og smyger sig rundt over det hele som en slange i paradis. Den er værre end skvalderkål! Nu er jeg gået i gang med at hakke alle de nye skud op. Der er lagt en udmattelsesstrategi, så hakken kommer på hyppigt arbejde i de næste par måneder. Suk.De få tilbageblivende stauder bliver omhyggeligt befriet for vildfarede skud af slangeurt og må så nok igen suppleres med sommerblomster for at få en pæn helhed ud af det. Her er det den smukke lægekvæsurt, Sanguisorba officinalis ‘Pink Tanna’, der er godt på vej med det fine løv pyntet af regndiamanter.Lægekvæsurt er høj og yndefuld men desværre ikke så god til at holde sig oprejst efter en tordenbyge. Derfor får den allerede nu en støttepædagog. Så kan skuddene vokse op gennem staudespiralen og skjule den og ad den vej forhåbentlig undgå at vælte.Jeg har ikke så mange af de stauder, der ikke kan holde sig oprejst ved egen kraft, men lige nøjagtig lægekvæsurt vil jeg nødig undvære, så den får den hjælp, den har behov for lige som den lækre, purpurrøde kløver, Trifolium rubens, der står bag den.

Det nye bed tager form

Det verserende drivhusbyggeri har forårsaget en større transformation af staudehaven. De tre tidligere små ovale bede – det hvide bed, det gule bed og påskeklokkebedet – er blevet fusioneret til et stort, centralt bed med organisk form, mens plænen efterhånden nærmest er reduceret til græsstier.Jeg tror, bedet har fundet sin rigtige form nu. Den passer ind i det skrånende terræn, og græsstierne, suppleret med trædesten af træ gennem bedet, giver naturlige ganglinjer. Tanken er, at bedets farver også skal være en fusion af de hidtidige tre bede og altså domineret af hvide, cremefarvede, lysegule og limegrønne nuancer.Der er blevet plads til en del nye planter i de jomfruelige bedarealer, der er indvundet af den hidtidige plæne. Og de første er allerede begyndt at flytte ind. Dels genbrugsplanter fra vinterens krukker, dels fra andre steder i haven, hvor der også er gang i nye projekter. Det gælder ikke mindst i pilebedet, hvor piletræet desværre er ved at dø, og ukrudtet er ved at tage magten. Det kommer jeg tilbage til 🙂Foreløbig er pilebedets stauder blevet gravet op. Det gav en hel trillebør fuld, der kunne befris for kvikgræs og andre ubehageligheder i en god arbejdshøjde. Det er jo heldigvis et godt tidspunkt til at flytte rundt på sagesløse stauder, så her i haven er der fuld gang i pladsbytteriet.

Til kamp mod brombær og kristtorn

Beskæresaks og ørnenæb hører til årstidens vigtigste værktøjer. Og nu har jeg været så dum at lade min højt elskede beskæresaks ligge i mit midlertidige planteværksted i carporten. Det vikarierer for det gamle drivhus, der blev revet ned for at give plads til det nye, der er stærkt på vej. Resultatet er, at min ellers så trofaste følgesved er rustet helt sammen og nærmest skal betjenes med to hænder. Det er ikke holdbart. Jeg må prøve med noget slibning og oliering, men jeg er nu også gået på udkig efter en ny, for en ordentlig beskæresaks kan jeg ikke leve uden.

I min søgen faldt jeg over netbutikken engelbert-strauss.dk der har et stort udvalg af professionelle redskaber, værktøj, arbejdstøj og meget mere. Heldigvis kan man godt handle i butikken som privatperson, så det ligner en god smutvej til at få professionelt grej. Jeg sidder i hvert fald og bliver lidt forelsket i udvalget af solidt udseende beskæresakse af det tyske mærke Löwe. Og måske skulle man også opgradere sin beholdning af arbejdshandsker, for de er nødvendige, når der skal holdes trit med den naturlige vegetation her i haven.

Når man deler have med naturen, kræver det en del gensidig forståelse og hensyntagen. En stor del af den 5.000 kvadratmeter store grund er naturgrund, og sådan skal det være. Det passer godt ind i landskabet, og selv om jeg er haveglad, ville 5.000 kvadratmeter nok alligevel være lige i overkanten at skulle holde bare lidt justits med. Men justits, det skal der holdes. Ellers ender det hele i et totalt morads. Ikke mindst fordi den naturlige vegetation omfatter brombær, kristtorn og brændenælder, der har en forbløffende evne til at brede sig og absolut ikke er sådan at bide skeer med.

Kristtorn sår sig selv med stor succes, så det myldrer frem med småplanter. Grene, der rammer jorden slår også rod, så jeg er nødt til at være lidt vaks ved havelågen, når naturen sniger sig ind på mine bede. I den store krukke stak jeg for eksempel nogle kristtorn grene ned i december, for at krukken skulle være pæn til jul. Det er den endnu, og jeg vil vædde med, at grenene har slået rod. De skal snart rykkes op, men indtil jeg finder på noget nyt og forårsagtigt at plante i den, fungerer den jo egentlig fint sammen med forårsblomsterne i krukkegruppen på fortrappen. De spændende og smukke Primulaer og løgblomster kommer fra Gartneriet Pedersen, der sælger til butikker overalt i landet.

 

Indlægget er sponsoreret.

Succes med vinterstiklinger

Midt i november investerede datter Anne i en kolonihave, og det ansporede mig til at forsøge at lave nogle gratis buske til haven fra vinterstiklinger. I morgen er der arbejdsdag i kolonihaven – en julegave 🙂 – så nu kom jeg lige i tanke om stiklingerne, der har stået og hygget sig i et lunt hjørne af haven beskyttet af de gamle minidrivhuse.Og jeg skal da lige love for, at de har hygget sig. Der er faktisk kun en enkelt stikling, der ikke har slået an. Alle de andre har allerede knopper, der er begyndt at bryde. Her er det en kommende ribsbusk, der ser fin og forårsoptimistisk ud. Det skal siges, at stiklingerne har fået absolut nul opmærksomhed, siden de blev stukket, så det projekt har der ikke været mange ben i.Her er det uægte jasmin, Philadelphus x virginalis, der vil frem. Det samme gælder sommerfuglebusk, Buddleja davidii, og alm. snebolle, Viburnum opulus ‘Roseum’. Foreløbig får stiklingerne lov at blive i kravlegården, men i løbet af foråret skal de plantes om, så de får mere plads at udvikle sig på og kan blive til smukke, velformede buske. Se her, hvordan det hele begyndte 🙂

Genstart til prydgræsser

Hvis der er noget, prydgræsser kan, så er det at være en kæmpe gevinst for haven en stor del af året. Finstrået elefantgræs, Miscanthus sinensis ‘Kleine Silberspinne’ er en af mine favoritter, for ikke nok med at den tilfører sommerhaven lethed og ynde og sætter ekstra kulør på efterårshaven. Den har også stået nok så smukt med de visne aks hele vinteren. Og så bliver den ikke uoverskueligt voldsom, som elefantgræs ellers kan blive, men egner sig perfekt til staudebedene.Her i den skarpe forårssol ser aksene ud som om, de er besat med tusindvis af små sølvstjerner. Det er bare så fint 🙂 Men det skal det jo gerne blive igen, og da tuen er begyndt at falde fra hinanden og fordele de visne blade over det meste af haven, er tiden inde til at genstarte de lækre prydgræsser.Det gør lidt ondt at iværksætte det helt store stjernedrys, men der er ingen vej uden om. De gamle strå skal klippes ned til sokkeholderne, så nye kan komme til.Operationen efterlader et indtryk af stubmark, men den gode nyhed er, at de nye, lysegrønne skud allerede er stærkt på vej. Dermed var det på høje tid at komme igang for at undgå at lave for meget ravage. Og så varer det heldigvis ikke så længe, før tuen er fin og frisk igen.

 

Oprydning i staudebedet

Kaos hersker i staudebedet efter en lang vinter. De sidste vinterstandere står oprejst endnu, men de fleste er kæntret, som om de vil give signal til, at nu må det være nok. Nye kræfter skal til. Duehoved, Chelone obliqua, er en af de mest standhaftige vinterstandere, der har pyntet så fint i haven gennem de kolde måneder.Heldigvis myldrer staudernes friske skud frem i jordoverfladen, så der er al mulig grund til at få klippet de visne toppe ned. Det føles næsten som at trylle foråret frem i staudebedet, og gensynsglæden er stor. En dejlig opgave, som det er smart at få udført nu, før de nye skud bliver for store, så det er svært at komme til. Sandjorden her i haven har godt af alt det organiske materiale, den kan få, så de fleste af staudetoppene bliver findelt lidt på stedet og får lov at falde til jorden. Så kan de kompostere i bedet, hvor næringen fra de nedbrudte plantedele kan komme nye generationer til gavn.Oprydningsarbejdet blev samtidig anledning til at hyggeluge lidt, for ukrudtet er i hvert fald i forårshumør. Fuglegræs, der er noget nær verdensmester i at smide om sig med frø, står allerede og blomstrer nok så sødt og påtaget uskyldigt… De planter, der bliver luget nu, bliver i det mindste ikke til hundredevis af nye planter, før man får set sig om.Der er lidt brakmark over sådan et nyklippet staudebed, men kun lidt, og det varer ikke længe. Stauderne er jo stærkt på vej, og det samme gælder selvsåede sommerblomster og et hav af spirende blomsterløg, som man skal passe på ikke at træde på. Og så er der jo de små opmuntrende klynger af den sart lyseblå våriris, Iris reticulata ‘Katharin Hodgkin’ som lidt ekstra krydderi til forårsstemningen.

Påskeklokke på vej

Påskeklokke, Helleborus x orientalis, har stået med smukke, grønne blade hele vinteren, men nu er de ved at være lidt anløbne og er begyndt at få brune pletter og plamager. Et klart signal om, at de har gjort deres arbejde, så tiden er inde til at klippe de gamle blade  af og dermed undgå risikoen for, at eventuelle plantesygdomme spredes til nyvæksten.Det tætte, nærmest bunddækkende løv gemmer på en hyggelig hemmelighed. Neden under dem er blomsterne nemlig stærkt på vej. De får plads, lys og luft, når alle de gamle blade bliver klippet af ved jordoverfladen.Blomsterknopperne er allerede langt fremme. Et dejligt syn med løfter om snarligt forår.Tænk, at man kan være så heldig, at der kun er et par måneder til, at påskeklokke bedet ser sådan ud igen. Ih, hvor jeg glæder mig 🙂

Page 2 of 11

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén