Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Emne: Havearbejde (Side 1 af 10)

Nu skal der knibes

En af sommerens absolut hyggeligste og mest effektive havesysler er at knibe og klippe de visne blomster af roser, sommerblomster og stauder, så de får lyst til at danne flere blomster, når nu de bliver snydt for at sætte frø på dem, de allerede har leveret. Her er det rosen i Plant’n’relax serien fra Roses Forever Rosa ‘Looking in your eyes’ der får saksen.Jeg elsker simpelhen at lade mig synke ned mellem planterne og fortabe mig i opgaven med at optimere planternes dagsform, mens jeg rå-nyder floret og frodigheden og på ingen måde overanstrenger mig. Lige nu går jeg nok lidt grundigere til værks end normalt, for nu er der kun 10 dage til jeg skal holde Åben Have i forbindelse med Haveselskabets Havefestival. Den weekend må der jo gerne være så mange blomster som muligt, så jeg klipper de gamle blomster af, så snart de begynder at se lidt anløbne ud. Her går det ud over den fine sart gule stolt kavaler, Cosmos bipinnatus ‘Xanthos’ (eller i hvert fald afkommet af ‘Xanthos’). Der er Åben Have på matriklen, Sondrupvej 42, 8350 Hundslund, 8.-9. juli kl. 10-17. Traditionen tro lander der også e staude pop-up shop i carporten. Håber, vi ses 🙂Apropos Cosmos, så er den lækre chokoladeblomst, Cosmos atrosanguineus, en af de sommerblomster, det virkelig betaler sig at få knebet, efterhånden som blomsterne sætter ud. Så bliver den bare ved og ved med at danne nye.Efter en del regn de seneste dage, giver det også god mening at komme efter pelargonierne i krukkerne med saksen. De mest udsprungne blomsterstande har en tendens til at klappe sammen og få gråskimmel, så heller væk med dem i en susende fart, så nye kan komme til.

Verdens bedste grønsager

Ansporet af dagens høst har køkkenhaven lige fået en overhaling. Har den ikke lige fået det en gang, vil nogen måske spørge. Og jo, det er fuldstændig rigtigt. Det er kun 10 dage siden, der sidst blev hevet ukrudt op mellem rækkerne, men siden er der kommet masser af vand og varme oven i, og så sker er godt nok noget. Wow! Grønsagerne vokser, så man næsten kan høre det, og det samme gælder jo så desværre ukrudtet.Men det er svært at være sur over på en dag som i dag, hvor solen skinner, og høsten for alvor er gået i gang. Det er nu, det bliver rigtig sjovt at have køkkenhave. Jeg er aldrig et sekund i tvivl om, at der er tale om verdens bedste grønsager, når jeg bringer årets første høst i hus. Vinterløgene, Allium ‘Radar’, der blev sat sidst på efteråret, er så småt ved at være klar til høst. Succesen er ikke helt i samme klasse som sidste år – der er lidt udfald i rækken – men dejligt er det at kunne høste sine egne friske løg allerede nu.Vinterært, Pisum ‘Winterkefe’, blomstrer stadig med sine smukke ærteblomster, men samtidig kan de første lækre ærtebælge høstes. Når de bliver snuppet i det her tidlige stadie, ryger hele molevitten i wok’en sammen med løg, asparges og den første miniaturesquash. Det kan ikke undgå at komme til at smage godt 🙂Det blev også i dag, der for første gang blev hyppet lidt jord op omkring de spæde porrer med henblik på at få lange, hvide skafter fremprovokeret og dermed mest mulig nytte af porrerne. Samtidig fik jeg tyndet ud i både rødbeder og gulerødder, så de ikke kommer til at stå i vejen for hinanden i rækkerne. Jorden blev fluks presset til omkring hullerne, i håbet om, at gulerodsfluerne ikke bemærker den lækre lugt og derfor ikke går til angreb på årets gulerødder.

Træpæon som arvestykke

Da min kusine for efterhånden en del år siden skulle flytte fra hus og have, nænnede hun ikke helt at flytte helt fra sin meget specielle træpæon, Paeonia potaninii, så der blev gravet nogle rodklumper op, og jeg var så heldig at en af dem havnede hos mig. Jeg gentog så øvelsen, sidst vi flyttede, så træpæonen er efterhånden temmelig berejst. Det skal siges, at den breder sig – omend i adstadigt tempo – med underjordiske udløbere, så det efterlader ikke ligefrem huller i beplantningen at tage lidt af den med sig.Her i haven har den været længe om at udvikle sig til den virkelig smukke busk, den er nu. Faktisk er den udnævnt til denne uges yndlingsplante, som det fremgår af sidepanelet her på bloggen, for den er simpelthen helt uimodståelig, når de  teglfarvede blomster folder sig ud. Hvad de mangler i størrelse sammenlignet med gængse træpæoners blomster, kompenserer de for med ynde og beskeden elegance. Og så den farve… Desuden har træpæonen et meget smukt løv, der gør, at den er en masse værd for helheden i bedet hele sommerhalvåret.Jeg er i øvrigt ikke den eneste, der er vild med de lækre blomster. Der opstår nærmest tumultagtige tilstande, når bierne kæmper om at komme til nektaren nede under de utallige støvdragere. Træpæon har aldrig strejfet mig som en god biplante, men alt tyder på, at i hvert fald Paeonia potaninii er kvalificeret som sådan.

Rundbarbering af buksbomkugler

Det er ikke meget, der skal klippes her i haven, men buksbomkuglerne er undtagelsen, der bekræfter reglen. De gør et eller andet for den ellers ret vilde helhed, når de står der, stille og roligt med deres helt veldefinerede form. Men lige nu er de ærlig talt ved at se ret langhårede ud.Der var engang, jeg havde sådan en smart og autentisk buksbomsaks, men den rustede fuldstændig sammen. Til gengæld fandt jeg ud af, at græskantklipperen er helt eminent til formålet. Jeg klipper helt efter gehør og vender saksen omvendt, når den nederste del af kuglen skal klippes. Det er noget, der virker – et ret terapeutisk arbejde 🙂  Sidste år iværksatte jeg en afprøvning af to nye buksbomsorter på foranledning af Nygaards Planteskole. Den forreste hedder Buxus x Wilson ‘Northern Charm’ og den bagerste Buxus x Glencoe ‘Chicagoland Green’. Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at se forskel, men de har begge klaret vinteren med glans og er helt klar til en klipning, ligesom de ældre buksbomkugler i haven. Jeg er egentlig forbløffet over, hvor godt de klarer sig her på den tørre sandjord, men de ser alle ud til at kunne li’ at være her. Nogle af dem er endda blevet flyttet flere gange uden at lade sig mærke med det.Den her lille buksbom er slet ikke en buksbom men en småbladet kristtorn, Ilex crenata, der ligner en hel del. I Holland, hvor en have bare ikke er en have uden buksbom, hærger en ondartet svampesygdom de mange buksbomhække, og det har fået hollænderne til at se sig om efter et alternativ. Ilex crenata markedsføres som en løsning, så jeg kom til at købe en på en Hollandstur for at finde ud af, hvad den dur til.Og det går faktisk helt fint for wannabe buksbom’en. Den har haft lidt mere fart på væksten end de rigtige buksbom og burde nok have været klippet tidligere, men jeg er sikker på, at den hurtigt vokser sig fra det lidt pindsvineagtige udseende. Man skal helt tæt på de små blade for at opdage, at noget ikke er rigtigt fat. Ilex crenata er vist knapt så hårdfør som buksbom her til lands, men her i haven klarer den sig foreløbigt på andet år – det første i en krukke og det andet udplantet i haven.

Convenience planter til blomsterbedet

Som de fleste nok har opdaget, er jeg ikke meget for bar jord i blomsterbedene. Det giver plads til alt for meget ukrudt. Derfor er det en plantekrævende udfordring at anlægge nye bede her i haven. For selv om de mange sommerblomster, der var forspiret til forårets nye bedprojekter, er kommet upåklageligt, er der stadig lidt for meget af den brune jord at se nogle steder efter min smag.Det er der heldigvis en løsning på, for man kan jo få stauder i store potter, der er lige til at plante ud og fylde huller med. Det svarer nærmest til butikkernes færdigretter – convenience for havefolket – en lynhurtig genvej til at få bedet til at se fint og frodigt ud i en håndevending. Allerede når man sætter potterne ud på jorden for at vurdere, hvordan de nye planter skal placeres, fornemmer man, hvor meget det hjælper på helhedsindtrykket. Takket være sommerblomsterne er staudeplantningen ellers udskudt til efteråret, men hermed er jeg så allerede i gang.Der ser måske ikke lige ud til at mangle noget det nyfusionerede bed, hvor der er fuld fart på både sommerblomster og forspirede dahlia’er. Men der var nu lige plads til at skrue en lækker prydgræs ned i midten. Jeg holder meget af at have prydgræsser i blomsterbedene til at give lidt lethed.Valget faldt på sandrørhvene, Calamagrostis x acutiflora ‘Overdam’, der simpelthen har det fineste farvespil i de smalle blade. Som det fremgår er det en stor og livskraftig plante, der nok skal blive til noget i en fart og indhente bedets andre planter. Nu er den på plads og ser ud som om, den altid har været der.

Grønne og sorte tulipaner

Tulipan sæsonen synger på sidste vers, men det er heldigvis et dejligt vers, der kun lige er taget hul på. Nu har de seneste tulipaner nemlig bemægtiget sig scenen. Det gælder blandt andet den mystiske grønne tulipan,  Tulipa ‘Evergreen’, der mangler de sædvanlige vilde tulipanfarver i blomsten. Den er simpelthen helt grøn og har samtidig en struktur, der gør, at den holder utroligt længe sammenlignet med andre tulipaner i haven.Nyudsprunget er også en af mine yndlingstulipaner, Tulipa ‘Queen of Night’, der har så dybt, rødlilla blomster, at de næsten er sorte. Kronbladene er som lavet af den fineste, bløde fløjl. Virkelig passende for nattens dronning.De mørke tulipaner har slået sig sammen med persisk fritillaria, Fritillaria persica, der står med blomsterklokker i samme nuance. Et smukt partnerskab i lækker kontrast til alt det lysegrønne, der dominerer verden lige nu på disse kanter.Som tredjehjul har de statelige løgvækster allernådigst givet plads til den dobbelte mørk-lilla-med-meget-mere dobbelte akeleje, Aquilegia Winky Purple Double, der lige giver symfonien et ekstra pift, synes jeg. Akelejerne var krukkeplanter sidste forår og blev siden plantet ud i haven, hvor de heldigvis er kommet stærkt igen.

 

 

Sommerblomster flytter hjemmefra

Dagen begyndte mild, vindstille og med et let gardin trukket for solen. Så jeg besluttede, at i dag skulle det være. De forspirede sommerblomster er blevet lidt for besværlige at styre i børnehaven. Nu må de ud at stå på egne ben under åben himmel. De er flyttet så meget ind og ud på det seneste, at de må være rimeligt afhærdede, og de er efterhånden helt umulige at holde med vand i de små potter. Nu må det briste eller bære.Samtidig, et andet sted i haven… De tre ovale bede, der er blevet lagt sammen til et stort, der smyger sig ned gennem haven, mangler planter. Der er alt for meget bar jord i de partier, der var græsplæne før fusionen. Jeg bryder mig ikke om bar jord… Med tiden er det planen, at der skal masser af stauder i dem, men for nu lige at få styr på mulighederne i det nye bed og for komme i gang på en prisbillig måde, har jeg været meget flittig med forspiringen i år.Planterne blev sat ud på jorden i deres potter og der blev flyttet rundt og byttet plads til kabalen gik op – og så der stadig er plads til lidt stauder og de dahlia’er, der også er blevet forspiret, men endnu må vente lidt med at komme ud.De fleste blev plantet i små grupper af tre eller fem planter for at opnå lidt ro og fylde i helheden. Men enkelte, som her stor hjertegræs, Briza maxima, samt opiumsvalmue og kæmpeverbena blev med tilstræbt tilfældighed plantet enkeltvis ind gennem bedet i håbet om, at det hele kommer til at se lidt vildt og naturligt ud.Forrige år havde jeg den smukke rødbladede skovangelik, Angelica sylvestris, der kastede temmelig voldsomt om sig med frø, der fortsat spirer lystigt. Fine små planter, der er lige til at grave op og flytte. Så nu er der også flyttet sådan nogle ind i et af de nye bede. Drømmebilledet af hvor lækkert, det bliver, står klart og tydeligt inde i mit hoved. Forhåbentlig kommer virkeligheden til at leve op til det. Nu gælder det bare om at være på stikkerne med vandslangen, for der er nogen, der har trukket gardinet fra, og det tørrer voldsomt derude.

Nye partnerskaber i krukkehaven

Nogen gange opstår der uventede partnerskaber mellem planter, der bare er skabt for hinanden. Jeg synes, det gælder den helt fantastiske akeleje, Aquilegia ‘Winky’, og den skønne Skimmia, der står i fuldt flor efter en lang vinter som krukkeplante. Egentlig var skimmia’en sat i lidt eksil med henblik på udplantning i et bed, der lige skal ryddes op i først, men nu er den kommet til ære og værdighed igen.Et andet godt partnerskab er opstået mellem den karamelfarvede Heuchera og den orange stedmoderblomst, Viola x wittrockiana. Der er kommet forårsgang i den lækre Heuchera, der også er en af de planter, der har overvintret i sin krukke. Nyvæksten er så fin med bladenes kombination af røde og sart orange farvetoner.En tredje overlever, der passer ind i den samme farveskala lige nu, er en krukke med potteroser, Rosa Infinity fra Roses Forever, der blev tilplantet sidste sommer, som det fremgår her. Da roserne med forårets komme begyndte at skyde igen, blev de klippet lidt tilbage, og nu står de og ligner nogen, der er klar til at give en omgang til. Dejligt 🙂Alt i alt gav opdagelsen af de nye partnerskaber anledning til en opfriskning af hyggekrogen på terrassen med det, Claus Dalby vist kalder Kenzo farver. Forskellige bladplanter med spændende løvfarver som Trifolium, Heuchera og endda rød grønkål er med til at understrege farveholdningen.

Koldt bad til bladlus

Tanken har strejfet mig et par gange – det er ligesom om, chiliplanterne i vindueskarmen står i stampe og ikke rigtig vokser. Men jeg har jo ikke lige fået tjekket ordentligt efter i den efterhånden ret uoverskuelige jungle, der fylder vindueskarmene.Det gjorde jeg så nu … Og gisp. Det er ikke det tvivlsomme forårsvejr, der er skyld i misèren. Der er simpelthen ubudne gæster i chiliplanterne. Topskuddene er helt sat til af skumle bladlus, der mæsker sig med de plantesafter, der burde gå til plantens vækst.Også på bagsiden af bladene sidder lusene og hygger sig. De elsker peber- og chiliplanter, så jeg håber, de har holdt sig til dem. Umiddelbart ser det heldigvis ikke ud til andet, men nu skal der holdes vågent øje, så eventuelle angreb kan tages i opløbet.De ubudne gæster fik et koldt bad under vandhanen, mens jeg gned alle dem af med fingrene, jeg kunne få øje på. En øvelse, jeg utvivlsomt kommer til at gentage en del gange i den nærmeste fremtid, hvis lusene skal udryddes. De formerer sig med lynets hast, så hvis bare der er et par stykker, der undslipper mig, er den jo gal igen.De små planter er allerede begyndt at danne blomsterknopper, men for nu lige at få lidt mere fylde og højde på dem, før de også skal bære frugt, valgte jeg på ondsindet vis at knibe de første knopper af, så der bliver lidt ekstra kræfter til vækst, før det går løs med frugterne.

Aggressiv slangeurt

Sidste forår erklærede jeg krig mod en absolut selvskabt plage i det pink staudebed. Slangeurt, Polygonum bistorta, var ved at tage magten i bedet, der af samme grund blev delvist omdannet til sommerblomstbed for at skaffe råderum til kampen om bedet. Foreløbig må slangeurt erklæres som klar vinder.

Slangeurt – her fotograferet i en anden have – er ellers en sød, yndefuld og uskyldigt udseende staude, men her i haven lever den til fulde op til sit navn og smyger sig rundt over det hele som en slange i paradis. Den er værre end skvalderkål! Nu er jeg gået i gang med at hakke alle de nye skud op. Der er lagt en udmattelsesstrategi, så hakken kommer på hyppigt arbejde i de næste par måneder. Suk.De få tilbageblivende stauder bliver omhyggeligt befriet for vildfarede skud af slangeurt og må så nok igen suppleres med sommerblomster for at få en pæn helhed ud af det. Her er det den smukke lægekvæsurt, Sanguisorba officinalis ‘Pink Tanna’, der er godt på vej med det fine løv pyntet af regndiamanter.Lægekvæsurt er høj og yndefuld men desværre ikke så god til at holde sig oprejst efter en tordenbyge. Derfor får den allerede nu en støttepædagog. Så kan skuddene vokse op gennem staudespiralen og skjule den og ad den vej forhåbentlig undgå at vælte.Jeg har ikke så mange af de stauder, der ikke kan holde sig oprejst ved egen kraft, men lige nøjagtig lægekvæsurt vil jeg nødig undvære, så den får den hjælp, den har behov for lige som den lækre, purpurrøde kløver, Trifolium rubens, der står bag den.

Side 1 af 10

Helt hen i haven