Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Author: Lotte Bjarke (Page 2 of 96)

Bronzefennikel og pæretræ danner flot par

Ind imellem opstår der partnerskaber mellem to, som ingen lige havde tænkt på, var som skabt for hinanden. Det gælder også i planteverdenen. Her kender alle for eksempel det perfekte match mellem lavendler og roser. Men hvem havde lige tænkt på, at bronzefennikel, Foeniculum purpureum, og et lille pæretræ med høstfarver, går virkelig godt i spænd? Jeg havde i hvert fald ikke, så jeg blev helt glad ved synet, da jeg gik mig en søndagstur i haven.De to små pæretræer i køkkenhaven er normalt ikke værd at skrive hjem om. De trives simpelthen umanerligt dårligt på den tørre jord og vokser nærmest ikke. Men lige nu fyrer det ene træ af sorten ‘Clara Frijs’ simpelthen et festfyrværkeri af farver af. Wow siger jeg bare 🙂Det er lidt sjovt, for lige ved siden af står det andet træ af sorten ‘Conference’, og det er stadig helt grønt. Ingen af træerne har givet en eneste pære i år, formenlig på grund af frost i blomstringsperioden.Begge træerne er let angrebet af pæregitterrust, der må være en af de mest dekorative svampesygdomme, der findes. Bladene får de mest fantastiske røde og orange pletter, der er fyldt med svampesporer. Så vil man af med sygdommen, må de angrebne blade destrueres.Bronzefennikel er i anledning af søndagen ekstra fin, for den er pyntet med glitrende vanddråber, der hænger som diamanter fra blomsterskærmenes tynde stængler og det fine løv. En dejlig, lakridsduftende krydderstaude, der hører til kæmperne med sine to meter men alligevel er let og luftig og dermed lige så god i et staudebed som i en krydderurtehave.

Sensommerstauder med hvide blomster og rod i kalenderen

Der er ikke så mange hvide blomster i haven på denne årstid, men nogle er der heldigvis, der blomstrer, selv om det er sidst på sæsonen, og de varme farver generelt er i højere kurs. Silkekatost, Sidalcea hybrid, ikke alene blomstrer. Den blomstrer igen. Der var fuld gang i planten midt på sommeren, men efter afblomstring så den så trist ud, at den blev klippet ned. Ikke nogen dårlig ide, har det vist sig, for nu giver silkekatost endnu en omgang med hvide blomster, der vitterligt ser ud som om, de er lavet af silkepapir.Matrem, Tanacetum parthenium, burde egentlig også for længst have klaret det med blomstringen for i år, men det gælder, som det fremgår, ikke mit nyerhvervede eksemplar. En sød gæst, der besøgte haven dengang i juli, da vi holdt åben have i anledning af Haveselskabets Havefestival, havde den med, fordi hun havde noteret sig, at jeg godt kan lide planter med limegrønt løv. Og se nu her, hvor fin den er med alle sine små margueritlignende blomster. Den er jeg rigtig glad for.Den smukke skærmplante, walisisk seline, Selinum wallichianum, har til gengæld styr på sin kalender og blomstrer lige netop nu, som den skal, med lette, kniplingsagtige, hvide skærme. Dejligt med en skærmplante, der samtidig er en staude, så den bare kommer igen af sig selv år efter år.Her er til gengæld en, der har fuldstændigt kaos i sin kalender. For ja, der er en påskeklokke, Helleborus x orientalis, der af uransaglige årsager har givet sig til at blomstre nu. Måske tror den, at påsken varer lige til jul…

Er det mon mosegris, der er synderen?

Netop hjemkommet, euforisk over lækkert havevejr og let om hjertet ved udsigten til en dejlig lang weekend, gik jeg en tur i haven og glædede mig over de begyndende høstfarver og det lækre farvesceneri, de har sat i værk sammen med den røde grønkål, Brassica ‘Redbor’, der bare bliver mere og mere intens i farven i takt med, at temperaturen falder.Ikke mindst troldnød, Hamamelis x intermedia, spreder glæde omkring sig. Og det ikke bare nu. Det bliver vildere og vildere, og når festfyrværkeriet af farver er slut, står blomsterknopperne allerede på spring klar til at give vinterens bedste overraskelse. En absolut uundværlig busk her i haven.Så var det, at mit blik faldt på den lille, lækre japansk ahorn med det lysende limegrønne løv. Eller på det, der plejer at være den lille lækre. Den har ikke fået høstfarver. Den er simpelthen visnet. Det er slet ikke i orden.Euforien er hermed afløst af en mindre charmerende sindstilstand. For da jeg trak lidt i planten, fulgte den med op. Roden er brutalt gnavet over. Så nu spørger jeg panelet. Er det mosegris, mus eller måske en bæver :-), der har været på spil? Jeg har ikke erfaring med mosegris, men der er de seneste år sporadisk forsvundet en ellers veletableret plante hist og pist. Ja, og masser af tulipanløg. I foråret var det min højt elskede finstrået elefantgræs, det gik ud over. Der var intet tilbage under jorden. Så nu må jeg undvære dens flotte høstfarver 🙁

Jeg gider simpelthen ikke ha’ mosegris. Så er det sagt. Jeg har oven i købet lige plantet den her smukke, efterårsblomstrende busk i samme bed. Kyskhedstræ, Vitex agnus-castus, hedder den. (Frøene blev i oldtiden brugt til at hæmme sexualdriften, forlyder det). Fælden er sat, men det plejer ikke at hjælpe et klap. Måske skal jeg bruge familieformuen på kejserkroneløg, der siges at kunne holde mosegris på afstand. Gode råd modtages gerne. Desværre er kommentarfeltet på bloggen stadig forsvundet og lader sig ikke uden videre genskabe, men der kan kommenteres direkte fra nyhedsmail’en eller på helt hen i havens Facebook side. På forhånd tak og god weekend derude.

Al magt til køkkenhavens blomsterkarse

De dage er forbi, da køkkenhaven var et velstruktureret og ukrudtsfrit sted. Høsttid og efterårsstemning har sat sit præg, men der kan stadig høstes mange gode sager. Jeg holder så meget af farverne, frodigheden og det smukke begyndende forfald, der møder mig, når jeg går ud for at se, hvad dagen byder på.

Hvis der er en plante, der ikke lader sig mærke med, at vi står på tærsklen til efteråret, er det blomsterkarse, Tropaeolum majus ‘Milkmaid’. Faktisk har de selvsåede planter nærmest imperialistiske tilbøjeligheder og er simpelthen ved at overtage det hele.

Det er så den tak, man får for at lade frøplanterne stå, efterhånden som der blev ledig plads i rækkerne efter høst af diverse bladgrønsager. Al magt til blomsterkarse. Men køn, det er den nu, med de sart lysegule spiselige blomster.Køkkenhaven, der her i haven er fusioneret med skærehaven, er også fortsat leveringsdygtig i blomster til havebuketter. Stolt kavaler, Cosmos bipinnatus, i flere varianter, hører til favorit buketblomsterne.Der er selvfølgelig også gang i grønsagerne, selv om de fleste af bladgrønsagerne er spist. De sidste radicchio hoveder, er der en sulten har, der har taget sig af. Men der kan høstes både kål, gulerødder og rødbeder, og porrerne er flottere, end de nogensinde har været. Ikke så ringe endda 🙂

Sensommerstauder snupper rampelyset

De fleste stauder er for alvor er begyndt at lukke ned for i år efter veludført arbejde. Her er det den hvidblomstrede indianermynte, Agastache anisata, der har blomstret hele sommeren og stadig er smuk, selv om den har skiftet til efterårsfarver og nu står med brune frøstande.Men heldigvis er der også stauder, der har en helt anden årsrytme. Havens sensommerstauder er først lige begyndt at blomstre og står med masser af friske blomster og et hav af knopper. Behøver jeg sige, at de er meget populære her i haven, hvor de stjæler rampelyset nu og sørger for at sensommerhaven ikke har noget problem med at leve op til haven i sommermånederne. Pudeasters, Aster dumosus hybrid, er en af de helt driftssikre og stabile sensommerstauder. Læg dertil en lækker, blålilla farve. Ikke så mærkeligt, at en scorer højt på på popularitetsbarometret. Og jeg ved oven i købet, at den kan blive ved længe endnu.

En anden sensommerblomstrende staude, jeg kom til at investere i sidste år, er pilebladet solsikke, Helianthus salicifolius. Den blev plantet i sensommeren og flyttet i foråret og har tydeligvis haft et fint med det. Forbløffende, hvor meget en lille plante i en potte kan blive til på bare et år.Pilebladet solsikke er, som det fremgår, en af staudehavens kæmper. Jeg tror, den nærmer sig tre meter i højden, og den er lige begyndt at blomstre med et væld af små, citrongule solsikkeblomster. Helt klart en god investering, selv om den nok i længden kommer til at kræve mere plads, end jeg lige havde forestillet mig, da den røg i indkøbskurven som et vaske ægte impulskøb. Den er stor, den er høj og den fylder, men den har alligevel både ynde og lethed takket være det fine, pilelignende løv, og de talrige små, glade blomstersole.

Ny krukkegruppe i årstidens farver til terrassen

Sommerblomsterne på plantebænken på terrassen er ved at stå af, så der manglede ligesom noget i udsigten inde fra stuen. Men en enkelt nyplantning og en større omrokering gjorde tricket, så der igen er noget pænt at kigge ud på.Ny i forsamlingen er den store, ovale terracottakrukke, der er blevet plantet til med hebe, prydgræs, høststenbræk og fine citrongule prydpeber, Capsicum Maya. Jeg synes, det føles rigtigt, at det er frugter og spændende løvfarver, der sætter kulør på krukkegruppen nu, da det for alvor er blevet høsttid her i haven.Rød skovsyre, Oxalis vulcanicola, har udviklet sig til et veritabelt vulkanudbrud i al ubemærkethed hen over sommeren. Den har stået midt i en tæt krukkegruppe nede i haven, så jeg var noget overrasket, da jeg fik trukket den fri og opdagede, hvor lange rankerne er blevet. Den er virkelig flot, så den fortjener helt klart at komme frem i lyset.Det samme gælder den fantastisk flotte Heuchera Rex ‘Dark Ember’, der har et uovertruffent lækkert farvespil i bladene, der klæder årstiden helt perfekt. Det er nogle måneder siden, jeg fik den, men den er stadig lige smuk og får nærmest mere og mere intense farver, som det ses her.

Ulovligt og ondsindet ukrudt afsløret

En ting er, at ukrudt kan være ondartet. Men når det så også er decideret ondsindet, kan det godt ødelægge den gode stemning. Sådan en slags ukrudt er bynke-ambrosia, Ambrosia artemisifolia. Planten er oven i købet ulovlig, da den er på Miljøministeriets liste over invasive arter, der skal bekæmpes. Så da jeg afslørede et enligt eksemplar under foderbrættet, blev der selvfølgelig gjort kort proces. Bynke-ambrosia er voldsomt allergifremkaldende og kan brede sig voldsomt, så det gælder om at få den udryddet. Ved første øjekast er den nem at overse, for den minder en del om den helt almindelige gråbynke, Artemisia vulgaris, som det latinske navn da også fortæller. Artemisifolia betyder noget i retning af med blade som bynke. Læs mere om plantens vej til haven her.Ondsindet men ikke ligefrem ulovlig er pigæble, Datura stramonium, der desværre har det med at invadere vores “kartoffelmark”, hvor den vokser sig stor i ly af kartoffelplanterne. Pigæble har meget smukke, hvide blomster, men man kan ligefrem se på frøstanden, at den ikke har gode hensigter. Hele planten er voldsomt giftig.Desværre bliver den ved med at dukke op, selv om den bliver luget med hård hånd. Kapslerne indeholder et hav af meget spiredygtige frø, og der ligger med garanti også en masse i jorden, der vågner op til dåd, når den årlige fræsning af kartoffelstykket bringer dem op i lyset.Apropos giftigheder, så er der også dukket et par eksemplarer af den smukke men dødeligt giftige fluesvamp op i haven. I det hele taget vælter det med forskellige svampe efter en sensommer med udpræget svampevejr.At stor nælde, Urtica urens, er ondsindet ved ethvert barn. De fleste steder i haven arbejder jeg da også på at få dem ned med nakken, selv om det er en kamp med kvæstelser på begge sider. Men i de vilde hjørner får nælderne nu alligevel lov at stå, for der er så mange sommerfugle, der har brug for nældeblade til opfostring af deres larver. Sommerfuglene vil jeg jo nødigt undvære, og tanken om, at larverne gnaver løs af nælderne, er da meget rar.

Grøn magi på skyggeterrassen med hortensia

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at skyggeterrassen har været et temmelig overflødigt element i haveplanen i år. Jeg tror ikke, jeg har siddet der en eneste gang for at lige svalet af i det flimrende lys mellem træerne. Og det er  der vist heller ikke andre der har.Dermed er skyggeterrassen nok også blevet temmelig forsømt gennem sommermånederne, men den er der jo stadig, og jeg går faktisk og nyder synet, når jeg passerer den. Den er grøn og hyggelig med stor frodighed og duften af mos og jord. Frodigheden skyldes ikke mindst de flotte Magical Four Seasons hortensiaer, der blev plantet ud i begyndelsen af juni for at slutte kredsen omkring skyggeterrrassen, nu da flere af de oprindelige træer i cirklen er væk, fordi de blev for store.Da de blev plantet, var blomsterne fint og sart syrenfarvede, men hen over sommeren har de skiftet farve flere gange, og nu er de helt grønne. Det er seriens helt særlige kendetegn. Den syrenfarvede sort hedder Hydrangea Magical Four Seasons ‘Amethyst’. Jeg synes, den er helt fantastisk, og den viser ingen tegn på, at den har tænkt sig at visne. Det er da en langtidsholdbar blomst. Se her, hvordan den så ud på plantetidspunktet.Skyggeterrassens krukker er selvfølgelig plantet til med skyggetålende planter som bregner og astilbe. De har stort set passet sig selv hele sommeren – om man så må sige – takket være vejret. Nogle af dem er kommet lidt til vejrs, fordi de står på de palisader af træstammestykker, der hjælper til med at skabe det lille haverum.For at understrege rumvirkningen lidt ekstra, er skyggeterrassen forsynet med et grønt plantegardin. Det er den rankende plante korsknap, Glechoma hederacea, der hænger ned fra en gren ved indgangegen til det svale haverum. Planterne overvintrede faktisk på stedet og kom fint igen, da de blev forkælet med lidt frisk jord i foråret.

Figen, figenkaktus og artiskok klarer sig trods kulden

Figen, Ficus carica, i køkkenhaven har efterhånden mange år på bagen og har aldrig for alvor vist tegn på ikke at bryde sig om klimaet. Det er en fin og frodig busk med en ret særpræget, åben vækstform og de store, karakteristiske figenblade, som jeg synes er ret lækre. Det eneset lille tegn på, at voksestedet i køkkenhaven uden lunende mur eller lignende i ryggen, kunne være bedre, er, at den ikke giver ret mange figner. Nogen bliver det dog til, og de bliver selvfølgelig nydt med andagt. Planten er et vaskeægte impulskøb i et hollandsk havecenter, så jeg har ingen anelse om, hvad sorten hedder.

Til gengæld har jeg store forventninger til en anden figen, der blev plantet i det lune “eksotiske” hjørne af haven for et par år siden – også for så vidt angår frugtsætning. Den er bare ikke rigtig kommet i gang med at bære endnu. Ficus carica ‘Røsnæs’ er en dansk udviklet og dansk produceret sort, der derfor er tilpasset klimaet på vores breddegrader. Håber, den er stor nok til at få figner næste år. Læs mere om sorten her.Figenkaktus, Opuntia ficus-indica, har ikke noget med figen at gøre ud over navnet, men jeg er lidt paf over, hvor godt det eksemplar, datter Anne forærede mig i foråret, er kommet fra start i samme lune hjørne af haven. Det kunne være så fedt, hvis den ville vokse sig stor og for alvor eksotisk 🙂 Det bliver spændende, om den vil overvintre her i haven. Det skulle være muligt, men det er lidt svært at tro på.De smukkeste planter i det eksotiske hjørne lige nu må være artiskokkerne med deres fantastiske blomster. Den ultimative spiselige blomst. Det er nødvendigt med et nærbillede, for planterne har lidt under den kolde sommer og er ikke blevet til meget i år. Heldigvis fejler blomsterne ikke noget.

Kuk i kommentarfeltet

Der er sket et eller andet mystisk i en opdatering af bloggen, så kommentarfeltet er forsvundet. Man kan kun komme til det ved at kommentere direkte fra nyhedsmailen, som kun bloggens følgere får. Der arbejdes intenst på at finde en årsag og en løsning 🙂

Ballet er forbi for tomaterne i drivhuset

Drivhuset lignede efterhånden et gravkammer for tomatplanter, og melonplanten var også færdig med at se godt ud, selv om den ikke havde gjort arbejdet med de sidste meloner helt færdigt.Ansporet af det kolde og fugtige vejr, er gråskimmelangrebene på tomatplanterne simpelthen eksploderet. Tomaterne revner og rådner, så snart de begynder at få lidt kulør, og der er snart ikke et grønt blad tilbage til at forsyne dem med det, der skal til, for at de bliver søde og sprøde. Så i stedet for at blive i dårligt humør har jeg besluttet, at nu må der ryddes op for. På forunderlig vis er det nemlig kun tomatplanterne, der er ramt. Agurkplanterne ser årstiden taget i betragtning strålende ud og fortsætter med at producere agurker, og hverken snackpeber, chili eller aubergine er ramt af gråskimmelen. Altså ud med tomaterne, så der kan blive mere lys og luft og mindre luftfugtighed til de øvrige planter.Først plukkede jeg, hvad er var at plukke. Forhåbentlig kan de sidste tomater nå at eftermodne, så vi får lidt ud af dem. Det er nærmest som om sæsonen stoppede, lige da den var kommet i gang. Det har bestemt ikke været noget godt tomatår i år.Jeg håer også, at de sidste meloner vil eftermodne. Nu får de i hvert fald chancen. Magen til søde miniaturemeloner skal man da lede længe efter.Efter oprydningen var det igen lidt nemmere at nyde atmosfæren i drivhuset, hvor der jo heldigvis stadig er masser af gode sager at hente.

Page 2 of 96

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén