Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Author: Lotte Bjarke (Side 2 af 87)

Træpæon som arvestykke

Da min kusine for efterhånden en del år siden skulle flytte fra hus og have, nænnede hun ikke helt at flytte helt fra sin meget specielle træpæon, Paeonia potaninii, så der blev gravet nogle rodklumper op, og jeg var så heldig at en af dem havnede hos mig. Jeg gentog så øvelsen, sidst vi flyttede, så træpæonen er efterhånden temmelig berejst. Det skal siges, at den breder sig – omend i adstadigt tempo – med underjordiske udløbere, så det efterlader ikke ligefrem huller i beplantningen at tage lidt af den med sig.Her i haven har den været længe om at udvikle sig til den virkelig smukke busk, den er nu. Faktisk er den udnævnt til denne uges yndlingsplante, som det fremgår af sidepanelet her på bloggen, for den er simpelthen helt uimodståelig, når de  teglfarvede blomster folder sig ud. Hvad de mangler i størrelse sammenlignet med gængse træpæoners blomster, kompenserer de for med ynde og beskeden elegance. Og så den farve… Desuden har træpæonen et meget smukt løv, der gør, at den er en masse værd for helheden i bedet hele sommerhalvåret.Jeg er i øvrigt ikke den eneste, der er vild med de lækre blomster. Der opstår nærmest tumultagtige tilstande, når bierne kæmper om at komme til nektaren nede under de utallige støvdragere. Træpæon har aldrig strejfet mig som en god biplante, men alt tyder på, at i hvert fald Paeonia potaninii er kvalificeret som sådan.

Sæsonens særlige buske

Nu er det nu 🙂 Hvert år går jeg og glæder mig som et lille barn, til den dag småbladet buddleja, Buddleja alterernifolia, springer ud. Og nu er den lige begyndt. Jeg købte den lidt i trods i Holland for nogle år siden. Jeg var faldet pladask for den på en rejse sammesteds men fik fra eksperthold at vide, at den ikke dur under danske klimabetingelser. Det var da en udfordring, der var til at forstå.Problemet er, at småbladet buddleja danner blomster i sensommeren, der blomstrer det følgende forår. Derfor risikerer blomsterknopperne at fryse væk lige som for eksempel blomster på mindre hårdføre hortensia sorter. Men nu har jeg haft mine to buske i vel 7-8 år, og de har endnu aldrig snydt mig. Løvet er smukt sølvgråt, væksten er lidt til den strittende side og blomsterne, de er bare helt fantastiske.Ny i haven er til gengæld den fine koreakornel, Cornus kousa ‘Satomi’. Den blev plantet sidste år, og jeg var spændt på, om den ville klare dels jordbundsforholdene, der kan være lidt udfordrende, dels vinteren. Men begge dele er gået fint, og nu står busken med de fine blomster, der sidder så sjovt på lodrette blomsterstængler, der stritter lige op i vejret fra de mere eller mindre vandrette grene. Ikke nogen ringe investering.Blærespiræa, Physocarpus opulifolius ‘Angel Gold’, er også en et år gammel investering. Jeg købte den på grund af det lækre limegrønne løv og havde egentlig slet ikke tænkt på, at den også ville blomstre. Men det gør den altså nok så fint lige nu, så også her er der valuta for pengene og en sidegevinst oven i 🙂

 

Rundbarbering af buksbomkugler

Det er ikke meget, der skal klippes her i haven, men buksbomkuglerne er undtagelsen, der bekræfter reglen. De gør et eller andet for den ellers ret vilde helhed, når de står der, stille og roligt med deres helt veldefinerede form. Men lige nu er de ærlig talt ved at se ret langhårede ud.Der var engang, jeg havde sådan en smart og autentisk buksbomsaks, men den rustede fuldstændig sammen. Til gengæld fandt jeg ud af, at græskantklipperen er helt eminent til formålet. Jeg klipper helt efter gehør og vender saksen omvendt, når den nederste del af kuglen skal klippes. Det er noget, der virker – et ret terapeutisk arbejde 🙂  Sidste år iværksatte jeg en afprøvning af to nye buksbomsorter på foranledning af Nygaards Planteskole. Den forreste hedder Buxus x Wilson ‘Northern Charm’ og den bagerste Buxus x Glencoe ‘Chicagoland Green’. Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at se forskel, men de har begge klaret vinteren med glans og er helt klar til en klipning, ligesom de ældre buksbomkugler i haven. Jeg er egentlig forbløffet over, hvor godt de klarer sig her på den tørre sandjord, men de ser alle ud til at kunne li’ at være her. Nogle af dem er endda blevet flyttet flere gange uden at lade sig mærke med det.Den her lille buksbom er slet ikke en buksbom men en småbladet kristtorn, Ilex crenata, der ligner en hel del. I Holland, hvor en have bare ikke er en have uden buksbom, hærger en ondartet svampesygdom de mange buksbomhække, og det har fået hollænderne til at se sig om efter et alternativ. Ilex crenata markedsføres som en løsning, så jeg kom til at købe en på en Hollandstur for at finde ud af, hvad den dur til.Og det går faktisk helt fint for wannabe buksbom’en. Den har haft lidt mere fart på væksten end de rigtige buksbom og burde nok have været klippet tidligere, men jeg er sikker på, at den hurtigt vokser sig fra det lidt pindsvineagtige udseende. Man skal helt tæt på de små blade for at opdage, at noget ikke er rigtigt fat. Ilex crenata er vist knapt så hårdfør som buksbom her til lands, men her i haven klarer den sig foreløbigt på andet år – det første i en krukke og det andet udplantet i haven.

Hvidt og sølv til krukkerne

Det går tit sådan, at krukkegruppen på den ene side af bænken, nærmest fordøren, får det meste af opmærksomheden, mens den på den anden side mere bliver brugt til krukker med planter, der af den ene eller anden grund er i venteposition. Men nu  fik jeg simpelthen taget mig sammen. Der er stadig en del planter i gruppen, der lige skal vokse til, men der begynder at tegne sig et billede, hvor hvide, grønne og sølvgrå nuancer dominerer. Det går fint i spænd med den anden gruppe, hvor der også er lyserøde blomster.En af de planter, der nok skal blive til en hel masse mere i løbet af sommeren, er også en af mine absolutte krukkefavoritter. Euphorbia ‘Diamond Frost’ er simpelthen garant for ynde og lethed i en hver krukkegruppering. Den kan jeg slet ikke undvære, og den plejer at holde helt til frosten tager den.Valsk bønne, Vicia faba, hører måske nok mest naturligt hjemme i køkkenhaven, men jeg er fuldstændig solgt til de sort-hvide blomster. Jeg havde den sidste år i min krukkekøkkenhave, og den artede sig helt fint som krukkeplante og gav oven i købet lækre bønner. Så selvfølgelig skal den være med i den hvide krukkehave.Australsk viol, Viola hederacea, er endnu en af mine krukkefavoritter, der trods det lilla anstrøg passer fint ind i gruppen her. Jeg købte en lille plante i det tidlige forår, og den har nu bredt sig til hele krukken. Det er virkelig en plante, der trods sit sarte ydre, bare vil frem.Således afklaret, når det gælder form og farve, glæder jeg mig allerede over, at der nu ser hyggeligt ud på begge sider af bænken, og at det nok skal blive endnu bedre, når de hvide blomster for alvor folder sig ud. Her er det ingen sag at være bænkevarmer.

 

Det eksotiske hjørne tager form

Det eksotiske hjørne – eller the walled garden – lyder stadig af en hel del mere, end det er. Men potentialet begynder at manifestere sig, og billederne i havedrømmene fejler i hvert fald ikke noget. Bedet blev etableret sidste år foran en gammel mur nederst på den sydvendte skråning, haven ligger på. Der er lunt over middel og desværre også umådelig tørt. Men når det er sagt, så er der altså ekstra gode muligheder for at dyrke og især overvintre planter, der normalt småfryser her til lands. Lægesalvie, Salvia officinalis, er kommet godt fra start, og står allerede i blomst.Det er jo ikke så usædvanligt, men jeg havde ikke forventet, at almindelig kiwi, Actinidia chinensis, kunne overvintre her i haven. Den var et totalt impulskøb sidste år, da det eksotiske hjørne lige var blevet ryddet for brombærkrat. Egentlig ville jeg have haft en stikkelsbærkiwi, Actinidia argurta, som jo i højere grad er vinterhårdfør, men jubeloptimismen greb mig altså.Jeg ved ikke, om der kommer blomster og frugter på, men i hvert fald har de slyngende ranker fart på og er tydeligt tilfredse med at kravle rundt i rio-nettet, der er blevet monteret på muren som klatrestativ. Det bliver spændende at følge den hen over sommeren.For år tilbage forelskede jeg mig hovedkuls på en rejse til England. Den udkårne var Ceanothus pallidus, og stor var hjertesorgen over, at den lille busk med blanke blade og smukke blå blomster med pjattede gule støvknapper sjældent er hårdfør på vores breddegrader.Men se nu lige her 🙂 Tæt op ad muren har busken det fint. Den har overvintret uden problemer og er nu fyldt med blomster og blomsterknopper. Jeg købte den i Holland for flere år siden fuld af forhåbninger, men den decideret mistrivedes længere oppe i haven. Da det eksotiske hjørne blev til, blev den flyttet, og det har tydeligvis passet den rigtig godt. Succeshistorierne understreger, at der er muligheder for at få et spændende haverum ud af det fjerne hjørne af haven. Nu skal jeg bare lige have regnet ud, hvordan det skal indrettes.

Kristtorn med klematisblomster

Hvert år på denne tid føles det som lidt af et mirakel, når den opstammede kristtorn, Ilex aquifolium,pludselig springer ud med store, hvide klematisblomster. Den har ellers lige afsluttet sin egen blomstring og fælder temmelig meget, da de ældste blade åbenbart skal skiftes ud, men den ser ikke desto mindre dejlig ud i sine lånte fjer. Det er en bjergskovranke, Clematis montana ‘Grandiflora’, der er plantet ved kristtornens fod og gennem årene har sneget sig hele vejen til tops i kronen.Der fylder den lige nu kronen med de smukkeste, rent hvide klematisblomster. Uden for blomstringstiden lægger man overhovedet ikke mærke til, at den er der, men lige nu er det et vældigt show, den fyrer af.Der er sagt og skrevet så meget om beskæring af klematis, at man nærmest får præstationsangst ved tanken, men den her bjergskovranke har aldrig set en saks. Den hører til de nemme, tidligt blomstrende klematis, der kun skal beskæres, hvis de bliver for voldsomme. Bliver det nødvendigt, skal det ske umiddelbart efter blomstring – men det tror jeg nu ikke, det bliver her i haven, hvor den rigtig gerne må klatre rundt i trækronerne, bare jeg får billetter på første parket til det årlige show.

Convenience planter til blomsterbedet

Som de fleste nok har opdaget, er jeg ikke meget for bar jord i blomsterbedene. Det giver plads til alt for meget ukrudt. Derfor er det en plantekrævende udfordring at anlægge nye bede her i haven. For selv om de mange sommerblomster, der var forspiret til forårets nye bedprojekter, er kommet upåklageligt, er der stadig lidt for meget af den brune jord at se nogle steder efter min smag.Det er der heldigvis en løsning på, for man kan jo få stauder i store potter, der er lige til at plante ud og fylde huller med. Det svarer nærmest til butikkernes færdigretter – convenience for havefolket – en lynhurtig genvej til at få bedet til at se fint og frodigt ud i en håndevending. Allerede når man sætter potterne ud på jorden for at vurdere, hvordan de nye planter skal placeres, fornemmer man, hvor meget det hjælper på helhedsindtrykket. Takket være sommerblomsterne er staudeplantningen ellers udskudt til efteråret, men hermed er jeg så allerede i gang.Der ser måske ikke lige ud til at mangle noget det nyfusionerede bed, hvor der er fuld fart på både sommerblomster og forspirede dahlia’er. Men der var nu lige plads til at skrue en lækker prydgræs ned i midten. Jeg holder meget af at have prydgræsser i blomsterbedene til at give lidt lethed.Valget faldt på sandrørhvene, Calamagrostis x acutiflora ‘Overdam’, der simpelthen har det fineste farvespil i de smalle blade. Som det fremgår er det en stor og livskraftig plante, der nok skal blive til noget i en fart og indhente bedets andre planter. Nu er den på plads og ser ud som om, den altid har været der.

Det kører for køkkenhaven

Sol og varme – og en hel del vanding – har for alvor sparket gang i køkkenhaven, der endelig er begyndt at se hyggelig ud igen. Spinat, asparges, purløg og persille ender flittigt på menuen, mens resten af de grønne sager vokser til. Det er simpelthen en fryd at høste årets første grønsager af egen avl. Alene tanken får dem til at smage, så englene synger 🙂Vinterært, Pisum ‘Winterkefe’ med de smukke ærteblomster vokser, så man næsten kan høre det og har lidt svært ved at finde klatrestativet i farten, så rankerne på lige have lidt vejledende assistance. Valsk bønne, Vicia faba, er der også fart på, så nu har de høje planter fået en pind at støtte sig til for ikke at risikere noget. Ukrudtet har også travlt og ironisk nok er det vist morgenfruer, der myldrer mest talrigt frem. Ironisk, fordi der også er sået en række morgenfruer. De uautoriserede morgenfruer bliver luget væk med hård hånd, men en del af de selvsåede blomsterkarse, Tropaeolum majus, der også dukker op, får lov at blive stående. Jeg synes jo, at planter der udviser selvstændigt initiativ – med måde – fortjener lidt plads, og desuden kommer de lige tilpas, når løghøsten skaber tom plads i køkkenhaven om ikke så lang tid.Det gælder om at være over det fremmyldrende ukrudt nu, for det pønser på at tage magten, og det er nu engang nemmere at luge, mens det er småt. Så det er blevet lidt en rutinesag at gå rækkerne efter i sømmene ugentligt og hive de nytilkomne ukrudtsplanter op. Så længe det er så tørt, og ukrudtet ikke er begyndt at blomstre, får det lov at kompostere på jorden mellem rækkerne – ingen grund til at bære rundt på det.

Tak til alle deltagerne i konkurrencen om billetter til CPH Garden. Min datter Anne har givet den som lykkens gudinde og har udtrukket vinderen. Det er hermed en fornøjelse at meddele, at de to VIP billetter går til Gitte Calov. Haveselskabet sender billetterne, når Gitte har sendt mig sin adresse på post@lottebjarke.dk Tillykke til Gitte – håber, vi ses til CPH Garden.

En ganske særlig rose

Der er plantenyheder, og så er der plantenyheder, der er i særklasse. Til den kategori må man vist henføre “the 1 rose”, der er roser i en kategori helt for sig selv. Det er Gartneriet RosaDanica, der har opfundet “the 1 rose”, der er så ny som produkt betragtet, at det foreløbig kun er en meget begrænset mængde, der rammer udvalgte butikker. “the 1 rose” er en enkelt, stor, smuk rose på en stilk, der oven i købet har sin rod intakt i en fin lille potte med vandreservoir. Gartneren bag rosen er ikke bleg for at indrømme, at konceptet blev født ved lidt af en tilfældighed. De storblomstrede sorter var egentlig beregnet til store potter, men de forgrenede sig ikke nok til at blive til pæne planter. I stedet for bare at smide planterne ud, blev de lige sat lidt til side, for der kunne jo altid klippes en buket til fruen derhjemme. Den fik hun nu aldrig, for pludselig slog ideen ned som et lyn. Nu har der været arbejdet på den i tre år, og de første sorter er klar til testmarkedsføring. Tilbagemeldinger er meget velkomne, skulle jeg hilse og sige…Der er flere farver at vælge imellem i konceptet. Personligt er jeg ret pjattet med den her vintageagtige lyserøde model. Jeg tænker borddækning, badeværelse, studenter- og værtindegave, når jeg ser på roserne. Hvad tænker I? Så dejligt ser der ud i gartneriet, hvor “the 1 rose” bliver til. Som det fremgår, er der mange farver at vælge imellem og rigtig meget håndarbejde i udvælgelsen af de helt rigtige eksemplarer i det helt rigtige knopstadie. Det bliver spændende at følge, hvordan den nye rose bliver modtaget derude 🙂

Upopulære biller på visit

Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan de bærer sig ad med at finde frem til den ene lilje, der er i miles omkreds. Liljebiller må være udstyret med en eller anden form for radar, for det slår aldrig fejl. Er der en lilje, er der også en smuk, lakrød liljebille. I år har jeg plantet et par kransliljer, Lilium martagon, som jeg har ønsket mig i årevis. Og der sad den så, nok så provokerende og klar til at gå i gang med at guffe planten i sig – og hvad endnu værre er – lægge æg, der bliver til grimme, glubske og ret ulækre larver, der gemmer sig under deres egne ekskrementer. Nå, liljebillen blev indfanget og aflivet, så nu håber jeg, der er fred igen. Der bliver holdt vågent øje med eventuelle afløsere…En anden bille, der ikke nyder den store popularitet her i haven, er aspargesbillen. Den gik til angreb på aspargesbedet i stort antal sidste år, og jeg havde faktisk nærmest opgivet tanken om at dyrke asparges igen, men nåede aldrig helt til det punkt, hvor bedet blev nedlagt og fræset. At billerne er der igen, er der ingen tvivl om. Det vidner de små sorte æg, de har klistret fast på aspargeserne, om 🙁Heldigvis ser det ikke ud til, at der er ligeså mange som sidste år. I hvert fald har jeg høstet en del små håndfulde uden æg, så det har været lidt at smovse i. Bedets videre skæbne er under overvejelse… Aspargesbillen kan ses her.Dagens tredje bille, der sværmer temmelig mange af rundt i haven lige nu, er gåsebillen. Det er ikke noget, jeg går i panik over, men nu er jeg jo heller ikke så meget til det med perfekte græsplæner. Er man det, kan man godt blive lidt bister over gåsebillen. Ikke fordi billen selv laver nævneværdige ulykker, men dens larver æder græsrødderne, og når råger og kraver opdager, at der er larver i jorden, bliver de helt vilde efter at få næbbet i dem og kan rasere plænen temmelig voldsomt i processen.

Side 2 af 87

Helt hen i haven