Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Author: Lotte Bjarke (Page 1 of 95)

Sensommerstauder snupper rampelyset

De fleste stauder er for alvor er begyndt at lukke ned for i år efter veludført arbejde. Her er det den hvidblomstrede indianermynte, Agastache anisata, der har blomstret hele sommeren og stadig er smuk, selv om den har skiftet til efterårsfarver og nu står med brune frøstande.Men heldigvis er der også stauder, der har en helt anden årsrytme. Havens sensommerstauder er først lige begyndt at blomstre og står med masser af friske blomster og et hav af knopper. Behøver jeg sige, at de er meget populære her i haven, hvor de stjæler rampelyset nu og sørger for at sensommerhaven ikke har noget problem med at leve op til haven i sommermånederne. Pudeasters, Aster dumosus hybrid, er en af de helt driftssikre og stabile sensommerstauder. Læg dertil en lækker, blålilla farve. Ikke så mærkeligt, at en scorer højt på på popularitetsbarometret. Og jeg ved oven i købet, at den kan blive ved længe endnu.

En anden sensommerblomstrende staude, jeg kom til at investere i sidste år, er pilebladet solsikke, Helianthus salicifolius. Den blev plantet i sensommeren og flyttet i foråret og har tydeligvis haft et fint med det. Forbløffende, hvor meget en lille plante i en potte kan blive til på bare et år.Pilebladet solsikke er, som det fremgår, en af staudehavens kæmper. Jeg tror, den nærmer sig tre meter i højden, og den er lige begyndt at blomstre med et væld af små, citrongule solsikkeblomster. Helt klart en god investering, selv om den nok i længden kommer til at kræve mere plads, end jeg lige havde forestillet mig, da den røg i indkøbskurven som et vaske ægte impulskøb. Den er stor, den er høj og den fylder, men den har alligevel både ynde og lethed takket være det fine, pilelignende løv, og de talrige små, glade blomstersole.

Ny krukkegruppe i årstidens farver til terrassen

Sommerblomsterne på plantebænken på terrassen er ved at stå af, så der manglede ligesom noget i udsigten inde fra stuen. Men en enkelt nyplantning og en større omrokering gjorde tricket, så der igen er noget pænt at kigge ud på.Ny i forsamlingen er den store, ovale terracottakrukke, der er blevet plantet til med hebe, prydgræs, høststenbræk og fine citrongule prydpeber, Capsicum Maya. Jeg synes, det føles rigtigt, at det er frugter og spændende løvfarver, der sætter kulør på krukkegruppen nu, da det for alvor er blevet høsttid her i haven.Rød skovsyre, Oxalis vulcanicola, har udviklet sig til et veritabelt vulkanudbrud i al ubemærkethed hen over sommeren. Den har stået midt i en tæt krukkegruppe nede i haven, så jeg var noget overrasket, da jeg fik trukket den fri og opdagede, hvor lange rankerne er blevet. Den er virkelig flot, så den fortjener helt klart at komme frem i lyset.Det samme gælder den fantastisk flotte Heuchera Rex ‘Dark Ember’, der har et uovertruffent lækkert farvespil i bladene, der klæder årstiden helt perfekt. Det er nogle måneder siden, jeg fik den, men den er stadig lige smuk og får nærmest mere og mere intense farver, som det ses her.

Ulovligt og ondsindet ukrudt afsløret

En ting er, at ukrudt kan være ondartet. Men når det så også er decideret ondsindet, kan det godt ødelægge den gode stemning. Sådan en slags ukrudt er bynke-ambrosia, Ambrosia artemisifolia. Planten er oven i købet ulovlig, da den er på Miljøministeriets liste over invasive arter, der skal bekæmpes. Så da jeg afslørede et enligt eksemplar under foderbrættet, blev der selvfølgelig gjort kort proces. Bynke-ambrosia er voldsomt allergifremkaldende og kan brede sig voldsomt, så det gælder om at få den udryddet. Ved første øjekast er den nem at overse, for den minder en del om den helt almindelige gråbynke, Artemisia vulgaris, som det latinske navn da også fortæller. Artemisifolia betyder noget i retning af med blade som bynke. Læs mere om plantens vej til haven her.Ondsindet men ikke ligefrem ulovlig er pigæble, Datura stramonium, der desværre har det med at invadere vores “kartoffelmark”, hvor den vokser sig stor i ly af kartoffelplanterne. Pigæble har meget smukke, hvide blomster, men man kan ligefrem se på frøstanden, at den ikke har gode hensigter. Hele planten er voldsomt giftig.Desværre bliver den ved med at dukke op, selv om den bliver luget med hård hånd. Kapslerne indeholder et hav af meget spiredygtige frø, og der ligger med garanti også en masse i jorden, der vågner op til dåd, når den årlige fræsning af kartoffelstykket bringer dem op i lyset.Apropos giftigheder, så er der også dukket et par eksemplarer af den smukke men dødeligt giftige fluesvamp op i haven. I det hele taget vælter det med forskellige svampe efter en sensommer med udpræget svampevejr.At stor nælde, Urtica urens, er ondsindet ved ethvert barn. De fleste steder i haven arbejder jeg da også på at få dem ned med nakken, selv om det er en kamp med kvæstelser på begge sider. Men i de vilde hjørner får nælderne nu alligevel lov at stå, for der er så mange sommerfugle, der har brug for nældeblade til opfostring af deres larver. Sommerfuglene vil jeg jo nødigt undvære, og tanken om, at larverne gnaver løs af nælderne, er da meget rar.

Grøn magi på skyggeterrassen med hortensia

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at skyggeterrassen har været et temmelig overflødigt element i haveplanen i år. Jeg tror ikke, jeg har siddet der en eneste gang for at lige svalet af i det flimrende lys mellem træerne. Og det er  der vist heller ikke andre der har.Dermed er skyggeterrassen nok også blevet temmelig forsømt gennem sommermånederne, men den er der jo stadig, og jeg går faktisk og nyder synet, når jeg passerer den. Den er grøn og hyggelig med stor frodighed og duften af mos og jord. Frodigheden skyldes ikke mindst de flotte Magical Four Seasons hortensiaer, der blev plantet ud i begyndelsen af juni for at slutte kredsen omkring skyggeterrrassen, nu da flere af de oprindelige træer i cirklen er væk, fordi de blev for store.Da de blev plantet, var blomsterne fint og sart syrenfarvede, men hen over sommeren har de skiftet farve flere gange, og nu er de helt grønne. Det er seriens helt særlige kendetegn. Den syrenfarvede sort hedder Hydrangea Magical Four Seasons ‘Amethyst’. Jeg synes, den er helt fantastisk, og den viser ingen tegn på, at den har tænkt sig at visne. Det er da en langtidsholdbar blomst. Se her, hvordan den så ud på plantetidspunktet.Skyggeterrassens krukker er selvfølgelig plantet til med skyggetålende planter som bregner og astilbe. De har stort set passet sig selv hele sommeren – om man så må sige – takket være vejret. Nogle af dem er kommet lidt til vejrs, fordi de står på de palisader af træstammestykker, der hjælper til med at skabe det lille haverum.For at understrege rumvirkningen lidt ekstra, er skyggeterrassen forsynet med et grønt plantegardin. Det er den rankende plante korsknap, Glechoma hederacea, der hænger ned fra en gren ved indgangegen til det svale haverum. Planterne overvintrede faktisk på stedet og kom fint igen, da de blev forkælet med lidt frisk jord i foråret.

Figen, figenkaktus og artiskok klarer sig trods kulden

Figen, Ficus carica, i køkkenhaven har efterhånden mange år på bagen og har aldrig for alvor vist tegn på ikke at bryde sig om klimaet. Det er en fin og frodig busk med en ret særpræget, åben vækstform og de store, karakteristiske figenblade, som jeg synes er ret lækre. Det eneset lille tegn på, at voksestedet i køkkenhaven uden lunende mur eller lignende i ryggen, kunne være bedre, er, at den ikke giver ret mange figner. Nogen bliver det dog til, og de bliver selvfølgelig nydt med andagt. Planten er et vaskeægte impulskøb i et hollandsk havecenter, så jeg har ingen anelse om, hvad sorten hedder.

Til gengæld har jeg store forventninger til en anden figen, der blev plantet i det lune “eksotiske” hjørne af haven for et par år siden – også for så vidt angår frugtsætning. Den er bare ikke rigtig kommet i gang med at bære endnu. Ficus carica ‘Røsnæs’ er en dansk udviklet og dansk produceret sort, der derfor er tilpasset klimaet på vores breddegrader. Håber, den er stor nok til at få figner næste år. Læs mere om sorten her.Figenkaktus, Opuntia ficus-indica, har ikke noget med figen at gøre ud over navnet, men jeg er lidt paf over, hvor godt det eksemplar, datter Anne forærede mig i foråret, er kommet fra start i samme lune hjørne af haven. Det kunne være så fedt, hvis den ville vokse sig stor og for alvor eksotisk 🙂 Det bliver spændende, om den vil overvintre her i haven. Det skulle være muligt, men det er lidt svært at tro på.De smukkeste planter i det eksotiske hjørne lige nu må være artiskokkerne med deres fantastiske blomster. Den ultimative spiselige blomst. Det er nødvendigt med et nærbillede, for planterne har lidt under den kolde sommer og er ikke blevet til meget i år. Heldigvis fejler blomsterne ikke noget.

Kuk i kommentarfeltet

Der er sket et eller andet mystisk i en opdatering af bloggen, så kommentarfeltet er forsvundet. Man kan kun komme til det ved at kommentere direkte fra nyhedsmailen, som kun bloggens følgere får. Der arbejdes intenst på at finde en årsag og en løsning 🙂

Ballet er forbi for tomaterne i drivhuset

Drivhuset lignede efterhånden et gravkammer for tomatplanter, og melonplanten var også færdig med at se godt ud, selv om den ikke havde gjort arbejdet med de sidste meloner helt færdigt.Ansporet af det kolde og fugtige vejr, er gråskimmelangrebene på tomatplanterne simpelthen eksploderet. Tomaterne revner og rådner, så snart de begynder at få lidt kulør, og der er snart ikke et grønt blad tilbage til at forsyne dem med det, der skal til, for at de bliver søde og sprøde. Så i stedet for at blive i dårligt humør har jeg besluttet, at nu må der ryddes op for. På forunderlig vis er det nemlig kun tomatplanterne, der er ramt. Agurkplanterne ser årstiden taget i betragtning strålende ud og fortsætter med at producere agurker, og hverken snackpeber, chili eller aubergine er ramt af gråskimmelen. Altså ud med tomaterne, så der kan blive mere lys og luft og mindre luftfugtighed til de øvrige planter.Først plukkede jeg, hvad er var at plukke. Forhåbentlig kan de sidste tomater nå at eftermodne, så vi får lidt ud af dem. Det er nærmest som om sæsonen stoppede, lige da den var kommet i gang. Det har bestemt ikke været noget godt tomatår i år.Jeg håer også, at de sidste meloner vil eftermodne. Nu får de i hvert fald chancen. Magen til søde miniaturemeloner skal man da lede længe efter.Efter oprydningen var det igen lidt nemmere at nyde atmosfæren i drivhuset, hvor der jo heldigvis stadig er masser af gode sager at hente.

Sensommer væltebuket mod blomsterspild

Smilet kan godt blive en smule anstrengt, når endnu en heftig byge slår endnu flere af sensommerens blomster til jorden. Dahlia med store, tunge blomsterhoveder er nogen af dem, det går hårdt ud over, men de har en forbløffende evne til at genrejse sig. De store planter ligger mange steder hen ad jorden, men der går ikke lang tid, før skud med nye knopper drejer stænglen 90 grader og fortsætter optimistisk opad.

I bagklogskabens klare lys kan jeg godt se, at jeg burde have sørget for en form for støttepædagog til Dahlia ‘Lesotho’, som, jeg jo godt ved, bliver alt for høj til at holde sig oprejst i uvejr. Det må blive næste år. Knoldene er overvintret i flere omgange, så de helt fantastiske og i virkeligheden alt for store sort-røde blomster er et dejligt gensyn.En rundering i haven med løftet saks resulterede i en hel bakke fuld af væltede blomster plus lidt forskelligt, der har holdt skansen, men som ville passe fint i en væltebuket, så de væltede blomster kommer til ære og værdighed og ikke bare går til spilde. Det hjælper lidt på irritationen.

En af de stauder, der aldrig vælter, er kærtepileurt, Polygonum amplexicaule. De fine røde blomsteraks var også med som staffage i en væltebuket i begyndelsen af august, som det ses her. Det siger lidt om, hvor dejligt længe den blomstrer. Det er virkelig en staude, der giver valuta for pengene.

Således dagens havebuket, der nok ikke var blevet til, hvis ikke dahlia, hortensia og kinesisk skt. hansurt havde tabt hovedet. Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget… God søndag derude.

Sensommerbed i pink nuancer i topform

En stor del af haven er for alvor gået i sensommermode med brune frøstande og kæntrede planter oven på regn og blæst i mere end rigelige mængder. Men det pink bed – der har været en del udfordringer med i år – ser faktisk bedre ud, end det længe har gjort. Det hænger selvfølgelig sammen med, at mange af planterne i bedet netop er sensommerblomstrende. De giver lige et plus på haveglædekontoen mellem bygerne. Et dejligt sensommerbed.Duehoved, Chelone obliqua, er en af de stauder, der brillerer nu, hvor de fleste kolleger er begyndt at falme. Lækker farve, god stabil struktur, der aldrig kræver støtte eller opbinding, og sjove blomster, der vitterligt ligner duehoveder. En klar sensommerfavorit her i haven.

Kattehale, Lythrum salicaria, har stået model til en del rusketure på det seneste, men har rejst sig fint igen. Også en dejlig, pålidelig sensommerstaude, der aldrig er noget ballade med 🙂

Den helt skønne tobaksblomst, Nicotiana mutabilis, der blev forspiret fra egne frø i det tidlige forår, har været urimeligt længe om at komme i gang i år. Men nu kører det for den. Lette blomsterstande med små blomster i alle nuancer af pink, lyserødt og hvidt. Den er slet ikke til at stå for.Endelig er der jo bedets ubestridte mirakel. Ja ikke fordi almindelig hortensia, Hydrangea macrophylla, almindeligvis er noget mirakel, men i lyset af, at busken trives  bedst på fugtig jord i halvskygge og dybest set ikke tåler udtørring, klarer den sig fantastisk her i haven år efter år. Jeg har garanteret sagt det før, men jeg elsker den måde, blomsterstandene blegner på, når sensommeren sætter ind. Gradvist kommer de lysende pink blomster til at se ud som om de er lavet af vintage gavepapir fundet i et fjernt hjørne på et glemt loft. De er virkelig lækre.

Aberøve, mikroæbler og kristtorn med gule bær

Det er høsttid for saftige frugter og søde bær, men det er nu ikke kun de spiselige sager, der er værd at glæde sig over netop nu. Træer og buske i skov og hegn, park og have,  står med de fineste og flotteste frugter og bær, der pynter lige så godt som forårets og sommerens blomster bare på en anden måde. Her i haven er mispel træet, Mespilus germanica, et af dem, man slet ikke kan undgå at lægge mærke til lige nu.Man kan godt nok ikke ligefrem kalde træets frugter for fine eller flotte – sælsomme og eventyragtige er mere beskrivende. Og iøjnefaldende, det er de i hvert tilfælde. Frugterne bliver kaldt aberøve – ikke svært at forstå, når man kigger nærmere efter. Det er nogetganske andet, end de store, smukke snehvide blomster, der fyldte kronen i foråret. Frugterne skulle være spiselige, men det er ikke nemt at finde nogen, der ligefrem anbefaler det. Og så dog – læs lige det her amerikanske blogindlæg 🙂Lige som mispel er sargentæble, Malus sargentii, leveringsdygtig i flere årlige højdepunkter. Sådan nogle planter er jeg fan af. I dette tilfælde dog alle berettiget til prædikatet smuk. I foråret er busken fyldt med de dejligste æbleblomster, og lige nu er det tusindvis af bittesmå, røde mikroæbler, der tiltrækker sig opmærksomheden. Selv i regnvejr er busken fin, når dråberne glitrer som diamanter på frugterne. Sargentsæble er da også kåret til ugens yndlingsplante her i haven.Det gælder om at nyde synet af sargentæbles frugter, før fuglene får øje på dem. Det samme gælder bærrene på havens utallige kristtorn, Ilex aquifolium, der dog ikke er i farezonen endnu. først når de bliver modne og julerøde, får især solsorten travlt. Lige nu har bærrene en totalt lækker grøn-gul-orange farve, som passer helt perfekt til årstidens stil og stemning.

Krukkegruppe som hyggespreder foran drivhuset

Flisepladsen foran det nye drivhus har en tendens til at blive brugt til opmagasinering af planter, der lige skal plantes om, og krukker, der lige skal shines op. Det er ikke i orden, når jeg nu har fået sådan et fint drivhus. Der skal rart og ordentligt ud! Så nu fik jeg jo sendt de senest indkøbte stauder i plantebørnehave i salatbedet og fik også ryddet op i de udrangerede sommerblomster i krukkerne, som regn og snegle i uskøn forening havde været hårde ved.Det affødte et øjeblikkeligt behov for en ny krukkegruppe – ja, faktisk for to – for der nu ikke noget, der hygger og skaber en indbydende entre ved en indgangsdør som en gruppe krukker. Det gælder også ved en drivhusdør. Støttemuren foran drivhuset, der holder på jorden i det skrånende terræn, viste sig lige at være en udfordring. Men ved hjælp af en tilskåret gammel palle, lykkedes det at få løftet krukkegruppen op i en fornuftig højde. Jeg har muntret mig lidt med forskellige kålplanter, der bare har de fedeste farver, og tilsat lampepudsergræs, Pennisetum ‘Rubrum’, prydpeber, Capsicum Maya og sommerens superkrukkeplante, vortemælk, Euphorbia ‘Diamond Frost’, der ser bedre ud en nogensinde, vejr og vind og mange måneder til trods.For at kigget ikke skulle få slagside, måtte der selvfølgelig også en krukkegruppe med samme farveholdning til på den anden side af indgangspartiet. Plantekassen, der ellers blev fabrikeret til terrassen forleden, blev inddraget til formålet. Jeg må finde på noget andet til den placering … og så kom der en byge mere… godt, at drivhuset har tag…

Page 1 of 95

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén