Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Roser og efterårsblomster lyser op og giver haven glød

Den første efterårsmåned er en realitet, men det lægger heldigvis ikke en dæmper på haveglæden her i haven. For de er der jo, en hel stribe efterårsblomster plus de planter, der bare ikke kan holde op med at blomstre, selv om høstfarverne også er begyndt at melde sig.I den store krukke, der skjuler et kloakdæksel midt i det rosa bed, fortsætter rosen med de søde, sart lyserøde, næsten enkle blomster med at blomstre. Den har gjort det længe i al stilfærdighed. Ikke noget overdådigt flor, men dejligt, at der har været friske blomster at glæde sig over i månedsvis. Rosen er en af kreationerne fra den danske rosenforædler Rosa Eskelund. Sortsnavnet er ‘I need you’.Kærtepileurt, Polygonum amplexicaule, fortsætter også sit blomstershow som den har gjort det hele sommeren, både i det rosa bed og helt ude på kanten af afgrunden, hvor den tappert og med ret stor succes tager kampen op med græs og diverse ukrudt, der trænger sig på. Det giver sådan en ret fin “her mødes haven og naturen” effekt, synes jeg.Den ultimative lys-spreder i haven lige nu er jødekirsebær med det meget sigende kælenavn japanlygter. Physalis alkekengi på latin. De fine, papiragtige orange frøgemmer ligner virkelig små, asiatiske lygter, der er hængt op ind gennem bedet på terrassen for at holde mørket på afstand. Det meste af året vrisser jeg tit og ofte af planten, der har ukrudtslignende tilbøjeligheder og breder sig med underjordiske udløbere, men lige nu og i mange uger fremover, er den nu ikke til at stå for.

Previous

Bronzefennikel og pæretræ danner flot par

Next

Löddeköpinge plantskola er et besøg værd

2 Comments

  1. Dit rosa bed er mageløst flot her i oktober. Godt lavet!
    Kommer de små japanske lygter først nu i oktober, eller kommer farven tidligere?

  2. Så flot dit rosa bed er. Og sikke et herligt navn 😉 “I need You”
    Og så er jeg helt solgt over de skønne små lygter. Så søde
    Rigtig god dag

    Kærlig hilsen
    Lone

Skriv et svar

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén