Da jeg sidst i maj plantede gråbladet evighedsblomst, Helichrysum petiolare i krukkerne, havde planterne allerede så lange skud, at jeg valgte at forkorte dem, for at få mere buskede planter. De afklippede skud skulle jo ikke gå til spilde, så de blev klippet til stiklinger og stukket i små potter med spiremuld. Gråbladet evighedsblomst – her i den gulbladede sort – er simpelthen noget af det nemmeste at stiklingeformere, så nu er der friske planter klar til sensommerkrukkerne.Stiklingerne har slået rod alle som en, og vokser så godt, at det igen er oplagt at korte skuddene af, så planterne busker sig pænt. Den ser lidt afpillet ud lige efter sådan en rundbarbering, men det betaler sig i længden.Dermed står jeg endnu engang med en håndfuld stiklinger – men da det begynder at knibe med krukkekapaciteten, får de nu prædikatet kompost i denne omgang.Efter plantning, er de nye planter hurtigt klar til at være med i krukkegrupperne, hvor de kan gøre de vildtvoksende moderplanter følgeskab. Gråbladet evighedsblomst er der virkelig gang i, og planterne er efter min mening guld værd i krukkegrupperne med deres fine løvfarver og rankende vækst, der væver helheden så smukt sammen. Og bliver de for rankede, kan man til hver en tid korte skuddene af, uden at planten tager det mindste anstød af det.