Aks- og spirformede blomsterstande er en stor gevinst for helheden i blomsterbedene efter min mening. En af de stauder, jeg har stor glæde af i den sammenhæng er kærte-pileurt, Polygonum amplexicaule, der lige er begyndt at blomstre med sine fine, blegrøde lys, der klæder den rødbladede japansk ahorn, Acer palmatum, superbt. Kærte-pileurt er simpelthen en fantastisk staude, når man som jeg må leve med ultra sandet undergrund, der skaber barske betingelser for planterne med ekstremt, tør jord (ja, ikke lige nu selvfølgelig … men ellers). Jeg ved ikke, om den kan blive for voldsom på bedre jord, men her brillerer den ved at klare hvad som helst, så den bliver brugt mange steder. Selv helt her ude på det yderste af haven vokser den og giver det indtrængende græs kamp til stregen, og samtidig skaber sådan en overgangszone, hvor staudebed og vilde vækster fusionerer, så haven bliver til natur og omvendt.En anden staude, der klarer sig eminent på kanten af afgrunden er virginsk ærenpris, Veronicastrum virginicum. Nu har den blomstret i mere end en måned uden at de tårnhøje stængler har ladet sig anfægte af vind og vejr. Der er altid en lystig summen omkring planterne, for humlebierne er helt vilde med blomsterne. De beruser sig i dem fra morgen til aften, og som regel bliver en hel del hængende natten over – det ser simpelthen ud som om, de sover rusen ud.I dagens trilogi af himmelstræbende stauder, må spydverbena, Verbena hastata, være nummer tre. Det er endnu en god plante til den tørre jord her i haven, selv om man aldrig rigtig ved, hvor man har den. Den enkelte plante lever sjældent i årevis, men til gengæld sår den sig selv og dukker op rundt omkring, hvor den har lyst. Den  er høj, robust og længeblomstrende og så har den de sødeste små blomsterspyd, der slet ikke er til at stå for. Den findes i øvrigt både i rosa, blå og hvid. Verbena hastata ‘Pink Spires’ hed den oprindeligt plantede forældreplante til denne her.