Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Ærteblomster med og uden duft

En af de mest spektakulære planter i haven lige nu er den snehvide sort af flerårig ærteblomst, Lathyrus latifolius ‘Alba’. Der er faktisk et klatrestativ inde midt i blomsterhavet, men den frodige plante har fuldstændig dækket det og breder sig i øvrigt dumdristigt langt ud over rammerne af stativet, med den risiko det giver for at kække i vind og vejr. Men foreløbig går det fint.

Flerårig ærteblomst er, som navnet mere end antyder, en staude, der kommer trofast igen år efter år. De smukke, hvide blomster ligner meget blomsterne af de populære enårige ærteblomster, dem der hedder almindelig ærteblomst, Lathyrus odoratus. Men de adskiller sig desværre på et markant punkt. De dufter nemlig overhovedet ikke. Det er en skam, men til gengæld er de ualmindeligt nemme at dyrke og jo absolut smukke at se på.

Dufter gør til gengæld Lathyrus odoratus ‘Matucana’. Helt fantastisk endda. Det er en gammel sort med ret små, tofarvede blomster. Den holder jeg meget af, for jeg synes, den er mere yndefuld end mange af de storblomstrede sorter. Og dertil kommer så duften. Den står i en krukke ved døren til det nye drivhus, hvor velduften strejfer næsen, hver gang man går ud og ind.

En anden lækker sort af almindelig ærteblomst, der lige er begyndt at blomstre for alvor, er den meget mørkerøde, næsten sorte Lathyrus odoratus ‘Black Knight’, der også kan det der med at sprede velduft i luftrummet omkring sig. Det er de duftoplevelser, man skal huske at minde sig selv om i det tidligste forår, når det er sæson for forspiring, så man ikke risikerer at glemme at så ærteblomster.

Previous

Tusind tak for besøgene

Next

Køkkenhaven gi’r ro i sjælen

6 Comments

  1. Hej Lotte.
    Jeg er også vild med Matucana, men er dårlig til at forspire. Hvornår starter du? Tager du selv frø? Mine planter er langt bagud i forhold til dine.
    Vh Lisbeth

    • Lotte Bjarke

      Hej Lisbeth
      Jeg køber frø og forspirer i vindueskarmen fra medio marts. Når planterne begynder at strække sig, kniber jeg dem i flere omgange for at få dem til at forgrene sig.
      Mvh Lotte

  2. Hvor er de frodige og yndige, dine hvide ærteblomster! ‘So ein Ding muss ich auch haben’ ;). Man kunne jo kombinere dem med et eller andet, der dufter? Både Matucana og Black Knight holder jeg også meget af … men det gør rådyrene også. Suk! Nu tror jeg imidlertid, at jeg har fundet en løsning, i hvert fald for i år. De står nemlig på terrassen, hvor også hvepsene har indlogeret sig med deres bo lige ved siden af ærteblomsterne. Egentlig skulle det bo fjernes, men nu vælger jeg at lade det blive hængende og så håbe på , at hvepsene holder rådyrene væk. De sværmer og stikker nemlig helt vildt, bare man så meget som antyder en bevægelse på rionettet, som æ’erne vokser bagved.

    A propos fjernelse af hvepsebo: Du, som er så kyndig ud i så meget, ved du, om hvepsene dør til vinter og efterlader et tomt bo, som man nemt kan fjerne uden at komme til skade? Den skadedyrsbekæmper, som jeg fik tilbud fra forleden, skal nemlig have 500 kr + moms for at fjerne det, og det synes jeg er lige i overkanten.

    Tak på forhånd, hvis du har tid og lyst til at svare
    og under alle omstændigheder tak for en skøn blog

    Jytte
    http://www.danishknitdesign.com

    • Lotte Bjarke

      Hej Jytte
      Tak for hilsen – og ikke mindst tak for tilliden 🙂
      Vi er faktisk også lidt udfordret af hvepseboer i år, i det hele to kolonier har haft held til at etablere sig i et redskabsskur i al ubemærkethed. Nu er de blevet for store til at gøre noget ved, så de må blive, til det bliver vinter. Hvepsene dør, når det bliver vinter. Kun nye, befrugtede dronninger overvintrer, og de etablerer deres eget hvepsebo, når det bliver forår. Derfor kan hvepseboet fjernes nogenlunde risikoefrit til vinter.
      Mvh Lotte

Skriv et svar

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén