Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Solskinsfarver i hyggekrogen

Jeg synes, der er lidt en skam, at gule blomster af en eller anden grund i mange haver er havnet noget så eftertryggeligt i skammekrogen. For faktisk findes der utroligt mange gule blomster, fordi de gule solskinsfarver er insekternes yndlingsfarver og dermed en garant for bestøvning. Så nu har jeg besluttet at slække på diskrimineringen af de gule blomster i hvert fald i hyggekrogen på terrassen, hvor der altid er læ og sol en stor del af dagen, når solen altså gider skinne. For at det ikke skal blive alt for gult, får de gule blomster følgeskab af hvide, lysegule og limegrønne nuancer. Et mix, jeg egentlig er blevet temmelig glad for. Det giver lidt ekstra solskin på en sommerdag som i dag, hvor bygerne går og kommer. Den lille, gule solknap, Sanvitalia procumbens, er alle tiders investering, hvis man som jeg godt kan lide planter, der vokser og blomstrer hele sommeren. Solknap er da det perfekte navn til en plante, der simpelthen er fyldt med små, glade solskinsblomster. Der blev plantet fire, små planter for nogle uger siden, og nu fylder de allerede krukken ud.

Den limegrønne, moslignende plante er ikke en mosart, selvom den lignede, indtil puden pludselig blev fyldt af de fineste mikroblomster, der ser ud som om, de er drysset ud over den moslignende bladpude. Sylbladet firling, Sagina subulata, er navnet på planten, der almindeligvis bruges som fugeplante mellem trædesten eller som bunddækkeplante. Men den er også ret sød som krukkeplante, synes jeg. Den har i øvrigt stået i krukken siden november, da jeg købte den på en tur til Holland.

Previous

Violette grønsager

Next

Valmuer i venteposition

1 Comment

  1. Hej Lotte
    Her er vi også ret glade for gule blomster. Men moden skifter jo, og en overgang er en farve ude, men vender så tilbage.

Skriv et svar

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén