Der er sommerstemning i det hvide bed, der efter en vellykket fusion med to andre små bede ikke alene er blevet stort men også har fået en ny farveholdning. Nu er det  nemlig ikke længere kun hvide blomster, der får lov at blive plantet i bedet, selv om de fortsat dominerer. De har fået følgeskab af lysegule blomster og ganske små strejf af sart rosa. En kombination, der set med mine øjne fungerer rigtig godt, så jeg er en glad haveejer 🙂Helt ny i bedet er rank potentil, Potentilla recta ‘Sulphurea’, som jeg faldt fuldstændigt for, da jeg faldt over den i en hollandsk staudeplanteskole, selv om det var en lille, ranglet plante med en knækket stængel, jeg fik med hjem. Men den fik en støttepædagog, og nu kan jeg gå og glæde mig over de fine, sart lysegule blomster, som svirrefluerne også rigtig godt kan li’ – og så samtidig glæde mig til, at planten forhåbentlig får meget mere fylde (=masser af blomster) næste år.En af mine yndlingsstauder blomstrer også så smukt netop nu. Det er sommerfugleblomst, Gillenia trifoliata, der kan udvikle sig til en hel busk, når den trives med forholdene. Jeg er vild med de lette, flaksende hvide blomster, der er sart røde i knopstadiet. En virkelig yndefuld staude, der giver bevægelse i bedet.En meget populær blomst i bedet er den skønne gulerodsblomst, Daucus carota. Jeg fik ikke sået friske forsyninger i år, men den har heldigvis selv klaret frøspredningen, så der alligevel er fine hvide blomsterskærme med et strejf af sart rosa at glæde sig over.Det er også nu som i lige nu, den hvide flerårig ærteblomst, Lathyrus latifolius, er gået i gang med at fyre det store, årlige blomstershow af. Den har et klatrestativ at holde sig til, men den vil meget mere end det. Inden længe svæver der en hel sky af snehvide ærteblomster over det centrale bed, som bedet foreløbig kaldes efter fusionen – indtil et bedre navn dukker op.