Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Biologisk bekæmpelse sat ind mod bladlus i drivhuset

Det går i princippet rigtig godt i drivhuset, hvor de første agurker kan høstes, og tomatplanterne gror, så man næsten kan høre det. Men der er et men…Jeg er ved at få svip af bladlus. Lige meget hvor meget jeg sæber, maser og spuler, bliver bæsterne ved med at dukke op igen, og vender jeg ryggen til et øjeblik, formerer de sig helt uhæmmet og får planterne til at se hængeørede ud. Det begyndte i auberginen og bredte sig til de nærtstående chiliplanter og nu har de også slået sig på tomaterne. Det er simpelthen ikke i orden, og det truer med at spolere drivhussæsonen. Så nu sætter jeg hårdt mod hårdt. Posten er lige kommet med en bakke galmyg og snyltehveps af den slags, der æder og parasiterer bladlus og ad den vej forhåbentlig eliminerer eller i hvert fald begrænser problemet til et tåleligt niveau. Det giver rigtig god mening, at der står på låget, at man først skal åbne bakken i drivhuset – den er helt fuld af de småbitte flyvende insekter, der skal sættes ind som biologisk bekæmpelse af bladlusene.Bakken placeres skyggefuldt under planterne og åbnes så, hvorefter galmyg og snyltehveps flakser ud, så man nærmest kommer til at nyse. Forhåbentlig finder de med lynets hast frem til bladlusene, så de biologiske processer går i gang og de ubudne gæster får kamp til stregen. Meningen er, at galmyggene skal lægge æg i bladluskolonierne. Ud af æggene kommer små larver, der har bladlus som livret. Snyltehvepsene skal lægge æg i bladlusene og ad den vej dels opformere sig dels tage livet af bladlusene. Det bliver spændende at følge effekten. Andre år har jeg haft problemer med spindemider og har haft stor succes med at sætte rovmider ind, men bladlus har jeg ikke tidligere prøvet at bekæmpe ad biologisk vej.

Previous

CPH Garden kom super godt fra start

Next

Eksperter i selvsåning

2 Comments

  1. Spændende hvordan det går. Der er ikke noget værre end bladlus der ødelægger alle de skønne planter. Krydser fingre for at det virker godt

    Rigtig god weekend
    Kærlig hilsen Lone

    • Lotte Bjarke

      Hej Lone
      Tak for de krydsede fingre – det bliver rigtig spændende at følge. Gad vide, om jeg kan se det, når næste generation af de udsatte dyr begynder at gøre deres arbejde 🙂
      Også go’ weekend til dig.
      Mvh Lotte

Skriv et svar

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén