Da min kusine for efterhånden en del år siden skulle flytte fra hus og have, nænnede hun ikke helt at flytte helt fra sin meget specielle træpæon, Paeonia potaninii, så der blev gravet nogle rodklumper op, og jeg var så heldig at en af dem havnede hos mig. Jeg gentog så øvelsen, sidst vi flyttede, så træpæonen er efterhånden temmelig berejst. Det skal siges, at den breder sig – omend i adstadigt tempo – med underjordiske udløbere, så det efterlader ikke ligefrem huller i beplantningen at tage lidt af den med sig.Her i haven har den været længe om at udvikle sig til den virkelig smukke busk, den er nu. Faktisk er den udnævnt til denne uges yndlingsplante, som det fremgår af sidepanelet her på bloggen, for den er simpelthen helt uimodståelig, når de  teglfarvede blomster folder sig ud. Hvad de mangler i størrelse sammenlignet med gængse træpæoners blomster, kompenserer de for med ynde og beskeden elegance. Og så den farve… Desuden har træpæonen et meget smukt løv, der gør, at den er en masse værd for helheden i bedet hele sommerhalvåret.Jeg er i øvrigt ikke den eneste, der er vild med de lækre blomster. Der opstår nærmest tumultagtige tilstande, når bierne kæmper om at komme til nektaren nede under de utallige støvdragere. Træpæon har aldrig strejfet mig som en god biplante, men alt tyder på, at i hvert fald Paeonia potaninii er kvalificeret som sådan.