Bar jord i bedene er ikke lige min kop te. Det gør det alt for nemt for ukrudtet at komme til. Derfor er bunddækkende planter i høj kurs her i haven. Og da ikke mindst, når de er så fine som storrodet storkenæb, Geranium macrorrhizumLige nu står den fyldt med masser af blegrøde knopper, der folder sig ud til hvide blomster med rødlige støvdrager. Så fint. Det er en ret enerådig staude, der vandrer lidt rundt. Her under sydbøgen er den for eksempel ikke plantet, men den har selv fundet frem til den flimrende skygge under sydbøgens lette krone, som den så godt kan li’. Nu dækker den nok så praktisk jorden i midten af det bed.Sidste år fik jeg nogle prøveplanter af en ny serie af hvidgrå storkenæb, Geranium cinereum Jolly Jewel. De har klaret vinteren med glans og er faktisk supersøde. Spinkle og lette sammenlignet med de fleste storkenæb og med lækre farvetegninger på kronbladene. En fin lille bundplante, der dog er så åben i væksten, at den næppe kan holde ukrudt på afstand.Bølgekronet storkenæb, Geranium phaeum ‘Album’, er så langbenet, at man vel dårligt kan kalde den en bunddækkeplante. Men så alligevel. De store blade og den kraftige vækst lukker nemlig så meget af for lyset i jordhøjde, at den ligefrem har ry for at kunne kvæle skvalderkål. Det har den nu ikke den store succes med her i haven, men den byder jo også på ret barske vækstbetingelser med den knastørre sandjord.Bølgekronet storkenæb har almindeligvis blomster i en helt speciel og ret lækker, mørk rødlilla farve, men den hvide sort er nu heller ikke til at stå for.