Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tulipaner i vild forvirring

Når jeg går tulipanamok i efteråret, er det blevet en vane at lægge nogle løg af hver slags i køkkenhaven langs soklen af drivhuset. Ideen er at sikre forsyningen af tulipaner til at plukke af til buketter. Men jeg nænner nu ikke at pelse tulipanforsamlingen helt, for den ser ret fin ud, som den står der i al sin farveforvirring. Det sjove er, at der er meget mere held med tulipanerne her, end der er andre steder i haven. Løgene bliver ikke spist, og der kommer betydeligt flere igen og igen, end jeg ellers oplever.Her er det for eksempel den rosa, liljeblomstrede Tulipa ‘Marietta’. For et par år siden blev der lagt masser af løg af den i det pink bed, men der dukkede aldrig en eneste op. Her står de til gengæld nok så overbevisende og lyser op, så det var næppe løgene, der var noget i vejen med.Den næsten sorte papegøjetulipan, Tulipa ‘Black Parrot’ blev en dejlig engangsfornøjelse i det rosa bed, hvor løgene blev lagt for et par år siden, men her ved drivhussoklen, kommer de fint igen. En fantastisk smuk tulipan, synes jeg.Den hvide, liljeblomstrede tulipan har jeg desværre glemt navnet på, for den er forlængst røget ud af plantelisten her på bloggen, da den ikke dukkede op andet år. Men igen, her i køkkenhaven går det strålende, så måske skal jeg bare flytte tulipanambitionerne herom i fremtiden…

Previous

Krukkegruppe i pang farver

Next

Rhododendron i skoven

2 Comments

  1. Joy

    Smukke smukke tulipaner 😍💐

    Lotte, jeg har fået to pakker løg fra min datters veninde. Hun har taget dem med hjem fra Amsterdam.

    Hvornår skal jeg sætte dem i jorden? Den ene pose spirre :/

    • Lotte Bjarke

      Hej Joy
      Hvis det var mig, tror jeg, jeg ville lægge løgene med det samme. Det er jo noget uden for sæson, men hvis de spirer, bruger de alle deres kræfter i posen, og så får du nok aldrig noget ud af dem. Hvis du lægger dem i jorden nu, kommer der kun blade op, som skal have lov at udvikle sig og visne ned. Med lidt held får du blomster til næste forår. Held og lykke 🙂
      Mvh Lotte

Skriv et svar

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén