Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Fire bly violer

Det er et velendt faktum, at violer er blå. Men violer er også hvide, lysegule, pink og ligefrem fregnede. Det er højsæson for violer her i haven, hvor der gennem årene er udplantet mange forskellige, der først har været brugt i forårskrukkerne. Mange af dem har, som det fremgår, vist sig at være super gode genbrugsplanter.Det gælder i høj grad den pink martsviol, Viola odorata Miracle ‘Classy Pink’, der har en rigtig lækker farve og dufter helt vidunderligt, som martsvioler skal.I samme serie findes den cremefarvede sort, Viola odorata Miracle ‘Vanilla White’, der også har bredt sig pænt i bunden af bedet, hvor den blev plantet ud for et par år siden og nu fungerer som fin bunddækkeplante. I år er jeg faldet pladask for pinseviol, Viola sororia ‘Freckles’, som jeg ikke har prøvet før. Er den ikke fantastisk med de fregnede blomster, der nærmest ser ud som om, der er nogen, der er kommet til at sprøjte blålilla maling på de hvide kronblade. Den står så fint i en krukke nu, men planen er selvfølgelig, at den skal plantes ud i haven senere. Forhåbentlig vil den også vise sig at være god som genbrugsplante, for den må helt sikkert gerne både komme igen og brede sig her i haven.Labradorviol, Viola labradorica, blomstrer i en krukke nu og inden længe også i haven, for den er plantet flere forskellige steder, hvor den stille og roligt breder sig. Den er så dejlig med det meget mørke løv, der også er fint bunddække uden for blomstringsperioden.

Previous

Skimmia er en dejlig helårsplante

Next

Skatte i skovbunden

1 Comment

  1. Eliane Petersen

    Kære Lotte.
    Jeg er også vild med violer. Købte en lys og en mørk pink men der var desværre ikke navneskilt på. De stod først på køkkenbordet og duftede, men er nu plantet ud i et bed sammen med de andre violer.
    Den smukke Viola Vanilla White breder sig langsomt her. Jeg har også en snehvid, men den breder sig ikke rigtigt. Det gør martsviolerne til gengæld
    Den mørke labradorviol har jeg ikke set, men jeg vil holde udkig efter den.
    Mange hilsner fra Eliane

Skriv et svar

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén