Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Oprydning i staudebedet

Kaos hersker i staudebedet efter en lang vinter. De sidste vinterstandere står oprejst endnu, men de fleste er kæntret, som om de vil give signal til, at nu må det være nok. Nye kræfter skal til. Duehoved, Chelone obliqua, er en af de mest standhaftige vinterstandere, der har pyntet så fint i haven gennem de kolde måneder.Heldigvis myldrer staudernes friske skud frem i jordoverfladen, så der er al mulig grund til at få klippet de visne toppe ned. Det føles næsten som at trylle foråret frem i staudebedet, og gensynsglæden er stor. En dejlig opgave, som det er smart at få udført nu, før de nye skud bliver for store, så det er svært at komme til. Sandjorden her i haven har godt af alt det organiske materiale, den kan få, så de fleste af staudetoppene bliver findelt lidt på stedet og får lov at falde til jorden. Så kan de kompostere i bedet, hvor næringen fra de nedbrudte plantedele kan komme nye generationer til gavn.Oprydningsarbejdet blev samtidig anledning til at hyggeluge lidt, for ukrudtet er i hvert fald i forårshumør. Fuglegræs, der er noget nær verdensmester i at smide om sig med frø, står allerede og blomstrer nok så sødt og påtaget uskyldigt… De planter, der bliver luget nu, bliver i det mindste ikke til hundredevis af nye planter, før man får set sig om.Der er lidt brakmark over sådan et nyklippet staudebed, men kun lidt, og det varer ikke længe. Stauderne er jo stærkt på vej, og det samme gælder selvsåede sommerblomster og et hav af spirende blomsterløg, som man skal passe på ikke at træde på. Og så er der jo de små opmuntrende klynger af den sart lyseblå våriris, Iris reticulata ‘Katharin Hodgkin’ som lidt ekstra krydderi til forårsstemningen.

Previous

Mere plads til chiliplanter

Next

Påskeklokketid

4 Comments

  1. Finn Colmorn

    Fuglegræs er en ganske udmærket spiseurt, nyd dog forårets “GRATIS” glæder, inden de gammelkendte grøntsager kan/skal høstes

    • Lotte Bjarke

      … og her går jeg og glæder mig til skvalderkålens spæde skud 🙂

  2. Lis Madsen

    Hej Lotte.
    De små lyseblå iris er da helt fantastiske til at give lysende farve i dit staudebed.
    Jeg har en lille rækkehushave, hvor der ikke er så meget, der skal klippes ned, men dog lidt Sankthansurt, en sommerfuglebusk og et par andre småting. Det er kun mit andet forår i haven, så jeg går og tænker lidt over at tilføje nogle stauder, der især blomstrer i sensommeren.
    Hilsen Lis

    • Lotte Bjarke

      Hej Lis
      Tak for din hilsen.
      Det er en god ide at sørge for, at alle årstiders planter er repræsenteret i haven, så man får max glæde af den. De små Iris er utroligt fine – og dem er der plads til uanset havens størrelse 🙂
      Mvh Lotte

Skriv et svar

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén